Weekendavisen den 24. juli 2015.
Sommerserie. ”Jeg ved ikke hvor vi var, måske Jylland, måske Sjælland et sted. Jeg ved ikke, hvornår det var, jeg vil tro, jeg var omkring de ti. Den himmelblå Saab stod under et skyggefuldt træ på parkeringspladsen.”
I det øjeblik min far drejer hovedet er den store sten kun nogle centimeter fra hans ansigt, og paniksignalet kan ikke nå fra hjernen til kroppen. Huden bliver flået op, kæben bliver knust, det mørkerøde blod bliver spredt i en vifte ud over den stenede strand, klasker i en fjerlet fane mod tangen og sandet, og han falder til jorden, som en hængt, der bliver skåret ned et sekund for sent.
Min mor står længere nede på stranden og ser ud over det blikstille hav, lettet over at være sluppet væk fra sværmen af svirrefluer, der havde været ved at drive hende til vanvid på markvejen langt skovbrynet.
Hun ser på de hvide strandmåger, der hyler mod himlen med stærke gule næb, og tegner sorte silhuetter når de driver forbi i modlyset fra den sene sol. Så vender hun sig om i et ryk, er allerede svimmel af chok, har mørk rædsel i øjnene.
Nej. Det var ikke det der skete.
Jeg ved ikke hvor vi var, måske Jylland, måske Sjælland et sted. Jeg ved ikke hvornår det var, jeg vil tro at jeg var omkring de ti. Den himmelblå Saab stod under et skyggefuldt træ på parkeringspladsen, vi gik ad stien gennem plantagen, der sitrede af sensommer. Nåletræerne krydrede luften og lagde en dunkle tavshed omkring os.
Min bror strejfede rundt inde i krattet med tropehjelm på hovedet, han løftede barken af gamle, frønnede stammer i jagten på snudebiller, skyggebiller, smældere, bladbiller og barkbiller, som han likviderede i et æterkammer indrettet i syltetøjsglas, hvor han havde støbt gips i bunden. Derhjemme førte han sine slanke konservatornåle gennem de venstre hjørne af højre vingedække, fikserede bagkrop, ben og følehorn og spændte ligene op på hvid flamingo. Darwin havde engang fundet en sjælden bille, som han gemte i sin hule hånd. Så dukkede der endnu en sjældenhed op. Den tog han i den anden hånd. Så opdagede han en bille, der ikke var beskrevet før, og de to andre røg i munden, mens han greb ud efter den nye art. Min bror søgte Darwin i sig selv.
På marken til venstre lå grå diskoser af stivnede kokasser, hvor sorte kegler af svirefluer rejste sig fra møget og begyndte at kredse omkring os. Min mor prøvede at vifte dem væk med arme, der gik som møllevinger omkring hendes hoved, men fluerne undveg arrogant, og til sidst satte hun i en desperat flugtspurt.
Vi kom ned til stranden. Vandet slog kluk mod kysten og en solgylden tavshed pakkede hele kystlinjen ind. Min far tog sin pibe frem, og den søde duft af MacBarren Mixture tog slynggreb på den salte lugt af sprød tang og vådt sand. Han stod for sig selv og røg lidt.
Min mor pegede og sagde noget om horisonten derude. Mit blik fulgte hendes fingers retning udover vandet. Helt derude så jeg den disede kontur af en skib. Horisont, tænkte jeg. Horisont? Var dét derude Horisont? Sad Claus Toksvig, som min mor syntes var sådan en nydelig mand, og Lasse Budtz derude på skibet og fortalte om Patricia Hearst, der var blevet kidnappet? Om Nellikerevolutionen i Portugal? Invasionen af Cypern? Nixon og Watergate?
Jeg samlede en sten op og kylede den af sted. Du må ikke smide sten i vandet, sagde min far. Hvorfor ikke? Så bliver hans mor sur. Jeg vrængede ad ham. Ham og hans vandede vittigheder. Vi fandt flade smutsten, der bugtede sig af sted som små sølvglinsende delfiner inden de sank ned i den mørke havbunds evighed. Så begyndte jeg at veje større sten i hånden, grå hønseæg, glatte kokosnødder, som landede med hårde, kolde klonk, når jeg kastede dem fra mig.
Jeg samlede en stålgrå sten op, stor som et barnehoved, og holdt den med begge hænder, nærmest beskyttende. Stenen tyngede mine spinkle arme, så jeg lagde den over i højre hånd, som jeg drejede en halv omgang og løftede op mod mit øre, som en tjener der bærer en serveringsbakke ind til herskabet. Jeg kunne ikke se min bror. Min mor stod for sig selv nede ved den blide brænding. Min far var nogle meter foran mig, kiggede sig lidt omkring.
Over os hang en duft af saltvand og strandsten. Faner af piberøg strøg gennem luften som små spøgelser. Mågerne skreg hæst og hysterisk mod himlen, mens de cirklede over sandet som en uro over en barneseng. Jeg gik en smule ned i knæ, drejede en omgang om mig selv, strakte kroppen ud, stødte stenen fra mig, tømte lungerne i et skrig: Ricky Bruch!
Stenen pløjede sig gennem luften med tung inerti, sendt af sted fra min barnehånd i en retning, som jeg ikke havde forudset, da jeg drejede omkring som den svenske vildmand af en kuglestøder i kasteburet på det olympiske stadion. Kursen var låst fast mod min fars baghoved. I dét tyndt skårede sekund, hvor jeg forstod, hvad der var ved at ske, gik alt i stå omkring mig. Jeg så stenen, jeg så min far, jeg hørte lyden af knust kranieskal, jeg så den store mand falde som en fældet eg.
Min far drejede sig mod mig, og i samme nu blev hans synsfelt sløret af det grå massiv, der passerede som en dommedagskomet, der nærmest strejfede jordkloden. Afstanden til panden og piben er så kort, at stenen kaster skygge på hans ansigt. Han så på mig med et blik af vantro chok. Hans øjne med et fortvivlet og formørket udtryk, som jeg aldrig siden har set i andre øjne.
Jeg har ingen stemme, jeg har ingen krop. Han siger ikke noget, stirrer bare. Vi ved begge at stenen ville have knust ham. Min mor står nede ved vandet med ryggen til. Min bror høster biller under en træstub på engen. Stranden ligger mennesketom hen. En ulykke her er en ulykke uden vidner, en ulykke uden hjælpere.
Vandet glinser i solen som flaskegrønt velour, og giver stille, resignerede suk fra sig, når det når kystens våde sand, som om dets evighedsrejse er slut. Nu vender min mor sig om og skygger med en hånd for solen. Min bror kommer løbende med sin tropehjelm og felttaske. Sammen går vi alle fire tilbage mod bilen.
På markvejen lægger min far en arm om mig. Jeg ved ikke om han kan huske det. Vi har aldrig talt om det. Men det var dét der skete.