Weekendavisen den 23. oktober 2015.
Morskabsteater. Et troldspejl for det frederiksbergske selvbillede kommer tyve år for sent. Mindst.
Falkene flyver ikke
Lokalekspeditionen. Instruktion: Erik Pold. Manuskript: Erik Pold og ensemblet. Musik: Jens Berents Christiansen (Rumpistol). Video: Helle Lyshøj. Rialto: Teatret til den 24. oktober.
Det folkelige morskabsteater har en stolt tradition på Frederiksberg – men det er godt nok lang tid siden, der sidst har været noget at grine af. Det skal der nu rådes bod på i Smallegade, hvor Rialto Teatret (anneksscene for Nørrebro Teater) nu har fået sit gamle navn tilbage og er lagt i hænderne på et fast ensemble. Desværre er der stadig langt til latter.
Sammen med sine skuespilkolleger Peter Flyvholm og Maria Rich har manuskriptforfatter og instruktør Erik Pold fundet på en
forestilling, som finder sit stof i den gammelkonservative kommunale enklave med den stærke selvforståelse. Her er grøn ikke bare grøn, men ‘Frederiksberg-grøn’ (ha ha, spot on, siger jeg, der har rækkehus i Fuglebakkekvarteret, hvor vi ser skævt til dem, der ikke har den rette farve på døre og vinduer), og vi bliver ved med at bilde os ind, at vi er anderledes, altså bedre, end dem i Københavns Kommune, som vi er omringet af.
Lokalekspeditionen, hedder forestillingen, som vist nok er tænkt som et satirisk portræt af den frederiksbergske selvhøjtidlighed. Pold, Rich og Flyvholm er med røde hætter og grønne kedeldragter – de tre falke fra byvåbenet! – sådan en selvbestaltet hjemmeværnsagtig garde, der patruljerer byens gader for at beskytte Frederiksbergs lokalmiljø. Nu har de inviteret os borgere til informationsmøde for at rekruttere medlemmer til ekspeditionen. Vi skal se, hvordan de indsamler, arkiverer og kategoriserer ting og sager, som de finder på gaden.
Er det så sjovt? Nej, det er ikke sjovt. Falkene flyver ikke. De tre skuespillere har faktisk udmærket sans for komik, men forestillingen har ingen kerne, intet centrum, ingen fortælling. Pold, Rich og Flyvholm slider godt i det, men uanset hvor meget de render rundt med selfiesticks i gaderne rundt om teatret og sender videotransmissioner ind fra til scenens storskærm, er det skønne spildte kræfter. Bedst fungerer en rekonstruktion af det legendariske og evigt uopklarede dobbeltmord på Peter Bangs Vej i 1948. Det gad jeg faktisk godt se som rigtigt teater.
Hensigten har vel været, at holde et troldspejl op for det frederiksbergske selvbillede, men problemet er, at dette selvbillede er under hastig afvikling. Se nu bare Lars Barfoed, der røg ud af folketinget og nu må trælle som lobbyist i kommunikationsbranchen, fordi hans frederiksbergske kreds ikke ville vide af ham længere. Den højborgerlige konservatisme er døende, de gamle frederiksbergske dyder står svagere end nogensinde og kommunen er kulturelt integreret med resten af hovedstaden. Frederiksberg er – jeg er ked af at sige det – ganske almindelig. Lokalekspeditionens satire kommer derfor tyve år for sent. Mindst. Ideen kunne derfor være brugt bedre på Nørrebro, hvor der virkelig findes en levende bydelsidentitet og ny selvhøjtidelighed, som man kan lave fis med.