Weekendavisen den 29. maj 2015.
Teaterhistorie. Hvad kan 2.500 års scenekunst fortælle os om den europæiske historie? Aktuel udstilling søger et svar.
Europa ligger derude, men hvad rager det os? EU slikker sårene, fordi unionsmodstanderne vinder frem i land efter land, og drømmen om en fælles europæiske identitet er mest ord fra en skåltale, ikke virkelighed.
Hvad har vi egentlig af kulturkontakt over grænserne – udover den årlige omgang glimmerpop, som vi kalder Melodi Grand Prix?
Ja, måske skal vi blive på scenen for at finde svaret. Helt konkret på de gamle europæiske scener, som er samlet i et fællesskab af historiske teatre. I sidste uge klippede Teatermuseet på Hofteatret i København nemlig snoren over til den kultur- og teaterhistoriske udstilling Historien om Europa – fortalt af teatrene, som er vandret hertil fra Warszawa og siden fortsætter til Wien, München, Ljubljana og London.
Udstillingen er organiseret i en række tværgående temaer – for eksempel religion, at krydse grænser, national identitet, demokrati og krig – som alle præsenteres i store, farvede rammer med tekst på engelsk og det udstillende lands eget sprog.
Der er altså taget højde for forskelligheden, men udstillingen insisterer også på fællesskabet. Det hele begynder nemlig med en hilsen fra Martin Schultz, præsidenten for Europaparlamentet, der på en flerfarvet flagstribet baggrund (det flimrer for øjnene!) taler om nødvendigheden af at samarbejde og kende historien om Europas rødder.
Peter Christensen Teilmann er direktør på Teatermuseet i Hofteatret, og indtil for nylig stod også han i spidsen for den organisation, der står bag udstillingen, PERSPECTIV – Association of Historic Theatres in Europe. Han giver en kop kaffe i de historiske lokaler, hvor hoffet i de gode gamle dage gik på komedie og holdt bal. Det var her Struensee dansede sin sidste dans, før de kappede knoppen af ham.
Struensee er død og borte, men (uden sammenligning!) Martin Schultz kigger smilende med fra sin plads på væggen, mens vi taler. For hvad er det egentlig den gamle europæiske teaterkultur, der strækker sig fra de gamle grækere til i dag, kan bidrage med til fortællingen om Europa?
”Vi viser hvordan over 2.500 års europæisk teaterkultur har påvirket udviklingen af de politiske magt- og styreformer. Teatret har gennem tiden været en kunstnerisk frontløber i bestræbelsen på at fange samtiden i flugten, uanset om det har handlet om krig, magt, magtmisbrug, familie, kønsroller. Alle tendenser – og tabuer – i samtiden bliver opfanget og udtrykt i teatret,” siger Peter Christensen Teilmann.
Når man så ser på de temaer, som er valgt til at fortælle europæisk historie set gennem scenekunsten, lyder det som et ekko af Europa i dag. Det vil jo være synd at sige, at emner som krig, religion, politisk magt og nationalstat er gået af mode. Og familie og kønsroller diskuterer vi jo uafbrudt. Alle disse emner går igen og igen på de danske scener, og det er ikke anderledes ude i Europa.
”Det er ikke noget nyt i, at teatret sætter samtiden op på scenen, giver den dramatisk udtryk og vækker til debat. Siden 1870’erne har man i Norden og Danmark spillet teater om samtiden på en ofte ret direkte og realistisk facon, både i forhold til hvordan man spillede det og hvad forestillingerne handlede om. I de senere år er det for eksempel påfaldende, hvor meget nyt og nytænkende dansk dramatik, der har handlet om krig på forskellig måde,” siger direktøren.
Krig er et tema, som altid har stået teaterkunsten nær. Så længe man kan spille teater, kan man holde døden på afstand. Som Peter Christensen Teilmann siger, har teateret altid har været en vigtig udtryksform for europæerne, selv under de mest vanskelige forhold. Susan Sontags iscenesættelse af Samuel Becketts Venter på Godot i Sarajevo under den serbiske belejring er et godt eksempel, som kunne have været med på udstillingen. Og gad vide om der ikke bliver spillet teater i Ukraine i dag?
I en sidegemak på Hofteatret kan man se mange andre vidnesbyrd om samspillet mellem krigen og teateret. Her hænger en annonce, hvor kendte skuespillere støtter salget af krigsobligationer under 1. Verdenskrig i Østrig. Fra samme krig er en plakat for Burg Theaters turneteater, så soldaterne kunne nyde klassiske skuespil, når de havde fri fra skyttegravene. Her er også et fotografi af en teatertrup med orkester i en fangelejr i Sibirien i 1918 og en plakat for Henrik Ibsens Peer Gynt, opført af polske krigsfanger i en nazistisk koncentrationslejr i 1943. Andre eksempler er fotografier og tegninger af britiske krigsfanger i Singapore i 1944 og hjemvendte krigsflygtninge der opfører Mutter Courage med Bertolt Brecht som instruktør i München i 1950.
”Der er blevet spillet alt fra propagandateater til partipolitisk teater, fra emigrantteater til forestillinger i krigsfangelejre. Det var først efter de to katastrofale verdenskrige, at der blev oprettet institutioner for at forhindre nye krige i Europa: OSCE, Europarådet og lidt efter lidt Den Europæiske Union.” siger Peter Christensen Teilmann.
Men de gode viljers institutioner har ikke kunnet forhindre krig og konflikt helt, og netop nu er der igen krig i og omkring Europa, og sådan har det været i længere tid, end man bryder sig om at tænke på. Rusland fører krig i Ukraine, og i de baltiske lande taler man nu åbent om behovet for at opruste til selvforsvar. Samtidig har europæiske soldater været i fjerne ørkenkrige i årevis, og det lader ikke hjemlandene uberørte, hvilket man tydeligt kan aflæse i den aktuelle teaterkunst.
”Teatret er måske den levende kunstart, der hurtigt og mest kongenialt kan gribe et af de vanskelige emner i det danske samfund: at Danmark i de seneste årtier har været et krigsførende land og bidraget til internationale aktioner med alt, hvad det indebærer, både ude i krigszonerne og på hjemmefronten. Der er en på krop og sjæl ramt krigsveteran i dansk teater,” siger Peter Christensen Teilmann.
Han forklarer, at udstillingen ser krigens fænomenologi gennem historiske nedslag, især omkring 2. Verdenskrig og det teater, man spillede i koncentrationslejrene:
”Den europæiske historie kan faktisk fortælles gennem en række krige. Tilbage i det antikke Grækenland bekrigede bystater hinanden og magter udefra. Det fremgår af det ældste skuespil, der er bevaret, Perserne af Aischylos, opført i 472 f. Kr. Derefter erobrede romerne det halve Europa med deres militærmagt. Og da Romerriget brød sammen, begyndte lokale ledere overalt at kæmpe mod hinanden i et evigt forsøg på at udvide deres territorier, indtil denne evige krig i Europa kulminerede i to verdenskrige.”
Men udstillingen er ikke kun koncentreret om den politiske og idéhistoriske udvikling af Europa. Også nogle specifikt teatertekniske udviklingstræk bliver belyst. Hvad har arkitekturen, æstetikken og teknologien betydet for teaterkunsten? Og den evige trussel for de historiske bygninger med deres interiør af gammelt, tørt træ: brand!
Historien om Europa – fortalt af teatrene er finansieret af EU’s Kulturprogram, og ifølge Peter Christensen Teilmann – som i flere år har været beskikket ekspert i EUs Kulturprogrammer – er det et af de ”forbavsende få” EU-kulturprojekter med central dansk deltagelse:
”Teatret skal have mod til at fange nutiden på nutidens præmisser, mens det er museets mulighed at give historisk perspektiv. Og hvor museet i stigende arbejder bevidst på at belyse den materielle kulturarv gennem den immaterielle, skal teatret i stigende grad arbejde med et give kunstnerisk udtryk til de årsager, der er forbundet med det, der sker her og nu. På den måde bliver vi klogere på nutiden gennem historien, og vi forstår måske historien bedre på dens egne betingelser, hvis vi har noget i nutiden at sammenligne med,” siger Peter Christensen Teilmann. Martin Schultz smiler pænt. Han er enig.
‘Historien om Europa – fortalt af teatrene’, Teatermuseet i Hofteatret, København, til den 20. september.