Weekendavisen den 27. november 2015.
Socialteater. Otte kontanthjælpsmodtagere æder sig igennem østers, vagtler, helstegt pattegris, cassoullet, en paté formet som Peterskirken, crepes suzette…
Død og dekadence
På Venstres landsmøde i Herning den 21. november overrakte statsminister Lars Løkke Rasmussen partiets Frihedspris til hjemløsebladet Hus Forbi, fordi bladet hjælper mennesker til at tage ansvar for deres eget liv. Avisens repræsentant takkede pænt, men mere end antydede samtidig, at Venstre fører en politik, der gør flere hjemløse. Få dage forinden havde regeringen vedtaget det nye kontanthjælpsloft, der skal finansiere skattelettelser.
Samme aften havde Fix&Foxy (Tue Biering og Jeppe Kristensen) og otte kontanthjælpsmodtagere med store sociale problemer premiere på Det store ædegilde, en rekonstruktion af Marco Ferreris klassiske franske film af samme navn (1973). Pointen er, at de medvirkende dårligt har råd til mad til hverdag, men her rekonstruerer historien om de fire privilegerede venner, der af lutter livslede beslutter at æde sig selv ihjel i et dekadent og opulent fråds. Og der er vel at mærke ægte mad på scenen. Østers, vagtler, helstegt pattegris, cassoullet, en paté formet som Peterskirken, crepes suzette…
I filmen møder vi fire samfundsstøtter, en pilot, en kok, en tv-vært og en dommer samt tre ludere og en lærer. I forestillingen er de forvandlet til otte af virkelighedens danske socialt udsatte, syge eller psykisk stigmatiserede kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister, der dels fører os gennem kultfilmen ved at rekonstruere den scene for scene, dels fortæller os deres egne historier. De handler om sociale nedture på grund af seksuelle overgreb, psykisk sygdom, stress, depression, misbrug, hjerneskade, anoreksi, druk, narkomani, skam og skyld m.m. Som en ung kvinde på 31 siger: ”Jeg er ved at være ude af min anoreksi, men jeg er stadig gakgak.” Eller fyren, der kommenterer filmen, hvor den ene mand vil have sex før han skal æde sig ihjel: ”Hvis jeg skulle dø i morgen, ville jeg gerne have at folk skulle forstå min vrede: jeg ville gå ind i folketinget, hælde en dunk benzin over mit hoved og tænde en lighter – mens jeg smiler til politikerne…”
Som teater er Det store ædegilde dårligt nok comme ci comme ça. De medvirkende har hele tiden blikket hæftet til en skærm over publikum, hvor deres replikker løber, og oftest hakker de sig igennem dem, som nervøse konfirmander, der bliver hørt i salmevers.
Men ok. Kunsten ligger i antikunsten og Det store ædegilde skal ikke vurderes som skuespil. Som virkelighedsrapport og socialpolitisk opråb har forestillingen til gengæld bid og brod, ikke mindst da en ung kvinde i misbrugsbehandling reflekterer over en replik fra filmen, hvor dommeren siger, at der er stor forskel på at følge loven og på at vise retfærdighed. Det bruger hun til en bredside mod regeringen.
Fix&Foxy er fuld af gode ideer og deres teatertænkning er ofte belastet med social samvittighed (som da de lod en ægte gadeluder spille Julia Roberts rolle i Pretty Woman). Men balancen er hårfin, for der er jo et element af klassesamfunds-Zoo over den slags forestillinger, hvor vi velbjergede, socialt indignerede bedsteborgere kan pleje vores sympati med de fattige. Men heldigvis overbevises vi om, at de medvirkende ikke føler sig udstillede. For dem er der tale om en sjælden ren triumf.
Sille Dons Heltofts scenografi er både højborgerlig, lummer, larmende og hedonistisk. Men vigtigst: den har fanget undergangsstemningen af overklassens død og dekadence, som udgør den tænksomme kontrast til de medvirkendes spartanske underklasseliv.
Og hvad har sådan et teatereksperiment så at gøre med Venstres frihedspris? Ganske meget. Både Hus Forbi og kontanthjælpsmodtagerne på scenen formulerede nemlig en umisforståelig social samfundskritik. Det handler om at tage ansvar for eget liv, sagde statsministeren. Og ja, den er de otte kontanthjælpsmodtagere med på, og de har nøjsomme ønsker. De drømmer om at blive medicinfri, få familie, en uddannelse, et job, ikke føle sig ensom, blive lykkelig… Ja, det er tungt og tragisk, men der er også plads til humor: ”Jeg havde engang selvmordstanker. Det der fik mig fra det, var tanken om genfødsel…”
Jo, det er fint, men det er også intimiderende af en slags. Som at møde Hus Forbi-sælgere i flok.
Det store ædegilde. Skrevet, instrueret, arrangeret og produceret af Fix&Foxy = Tue Biering og Jeppe Kristensen. Scenografi af Sille Dons Heltoft. Baseret på filmen ‘La grande Bouffe’ af Marco Ferreri, Rafael Azcona og Francis Blanche. Dansehallerne, København, til den 1. december.