Weekendavisen den 9. oktober 2015.
Kommentar. Højeskolebevægelsen, gækkebreve, lejlighedssange, hån, spot og latterliggørelse. Bertel Haarder varsler kanon for den immaterielle kulturarv.
Så skal vi igen diskutere en kanon for dansk kultur. Denne gang dog ikke en obligatorisk rettesnor, som dengang for små ti år siden, hvor daværende kulturminister Brian Mikkelsen brugte kulturpolitikken som soft power til at styre vores dannelse.
Nuværende kulturmister Bertel Haarder har nemlig lagt sig i slipstrømmen på Politiken, der i sommer inviterede sine læsere til at komme med bud på noget særlig dansk, som fortjener en plads på UNESCO’s liste over verdens immaterielle kulturarv. Det er her man blandt andet kan finde georgisk korsang, tyrkisk kaffekultur, kinesisk skyggespil og belgisk rejefiskeri på hesteryg.
Ved første øjekast er Politiken og Bertel Haarder et spøjst makkerpar. Men da avisen i søndags gav os et mildt og menneskeligt portræt af ministeren, ramlede væggene mellem segmenterne i den danske værdidebat – eller rettere sagt: Bertel Haarder byggede et par broer. Med en ideologisk illusionists behændighed fremstillede han sig selv som både liberal, kulturkonservativ og kulturradikal – på én gang.
”Vi er vel alle kulturradikale”, hed overskriften på interviewet, hvor Bertel tager opstilling bag den forkætrede ismes to ældre fædre, Georg Brandes og PH samt kulturradikale klassikere som frisind, ligestilling og modvilje mod dogmer og mørkemænd (skønt kulturministerens parti skylder et par religiøse og politiske mørkemænd ganske meget).
Alt dette er, mener Bertel Haarder, fælleseje. Senere i interviewet siger han, at han med et liberalt udgangspunkt også er kulturkonservativ, fordi hele hans kulturelle univers er baseret på den holdning, at de vigtigste ting i tilværelsen ikke forandrer sig. Som et ideologisk og værdipolitisk Kinderæg er ministeren altså klar til at tænde en lille lunte: Vi skal have en ny kulturkanon.
Men det bliver ikke en ny Brian. Bertel lægger nemlig afstand til det herostratisk berømte kanonprojekt, som i sin tid var en knopskydning på den litteraturkanon til skolebrug, som han selv stod bag som undervisningsminister. Idag er hans så kulturminister, og han kalder kanontanken for ”velbegrundet formynderisk”. Velbegrundet, fordi den skulle sikre, at skolebørnene ikke voksede op i et kulturelt ingenmandsland. Men kulturministeren vil ikke være en formynder. Han vil endda frigøre en ny immateriel kanon fra udlændingedebatten.
Brian Mikkelsens kunstkanoner splittede os, fordi den var en serie obligatoriske påbud oppefra og ned. Omvendt vil det nye initiativ samle, fordi det er folkeligt, involverende og intelligent lanceret uden værdikampsbasuner. Naturligvis kan man spørge, hvad vi overhovedet skal med sådan en kanon, og svaret er, at processen er vigtigere, end resultatet. Der er altså tale om en kultiveret selskabsleg. Men hvad skal på listen?
Højskolebevægelsen ligger lunt i svinget, det samme gør vel andelsbevægelsen og kvindebevægelsen. Og hån, spot og latterliggørelse. Ja, primær immateriel kulturarv i dette land er naturligvis ytringsfriheden, forudsætningen for demokratiet. Ytringsfrihedens tvilling er som bekendt demonstrationsfriheden. Derfor kommer Bertel Haarders initiativ med en forbløffende god timing. Lige nu er vi jo rystet i vores grundvold over afsløringerne af, at fredelige demonstranter (pro Tibet, mod Kina) er blevet forhindret i at udøve deres grundlovssikrede ret.
Danske panserbasser blev beordret til at konfiskere tibetanske flag og bortvise demonstranter, som ikke måtte være til gene for den kinesiske præsident Hu Jintao i 2012. Sagen er stor nok til at være en uhørt skandale, endnu før den er fuldt afdækket, fordi den danske stat tydeligvis, der har gjort sig skyldig i overgreb mod egne borgere, som har fået krænket en fundamental ret. Derfor er der god grund til at sætte ytrings- og demonstrationsfriheden øverst på listen over dansk immateriel kulturarv.
Men ok, ytringsfriheden er ikke noget vi har fundet på. Spørgsmålet er, hvad der er særligt dansk. Udover højskolen og andelsbevægelsen, er vist nok kun to ting unikke for os, og begge dele er sjovt nok mildt drilske, nemlig gækkebrevet og lejlighedssangen – som kulturministeren i øvrigt (ifølge den ufravigelige legende) selv er en stor dyrker af (og det er jeg også). Derfor synes jeg, at også Bertel Haarder selv skal have sit navn på listen over dansk immateriel kulturarv. Når man på én og samme tid kan sige fri for formynderi og kalde sig liberal, kulturkonservativ og kulturradikal, ja så rummer man da essensen af de samlede danske åndsstrømninger.