Den 3. juni 2015.
Kommentar. Zlatan-biografiens forfatter bliver kritiseret for sin litterære metode. Det er der ingen grund til. Tværtimod.
Flere danske ghostwritere har rettet en stærk kritik mod den svenske forfatter David Lagercrantz, som netop har afsløret, at han ikke bestiller andet, end at lægge fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic ord i munden i den berømte biografi, Jeg er Zlatan, som har har skrevet med enorm international succes hos både anmeldere og læsere.
David Lagercrantz’ kritikere mener, at han er uhæderlig, krænker det etiske kodeks for ghostwritere og bryder den kontrakt, der er mellem bogen og læserne, nemlig at en bog fortalt i første person ental rent faktisk består af hovedpersonens egne ord, selvom de er nedskrevet af en anden.
De danske ghostwritere har ikke ret. De tror tilsyneladende, at en biografi skal skrives efter klassiske journalistiske principper, hvor der kan føres sandhedsbevis for hver eneste replik, men sådan er det ikke. En biografi som den David Lagercrantz har skrevet på vegne af Zlatan, skal snarere opfattes som et fortolket portrætmaleri. Det er som når en kunstmaler kommissioneres til at male en statsmand. Simone Åberg Kerns portræt af Anders Fogh Rasmussen var jo også blot en repræsentation af manden, en fortolkning med indlagt symbolik, ikke en dokumentarisk sandhed. Hvis det var det, man ville have, kunne man jo have bedt hovedpersonen om at knipse en selfie.
Det helt afgørende i denne historie er naturligvis, at Zlatan har godkendt bogen. Ifølge David Lagercrantz læste Zlatan manuskriptet og sagde: ”Hvad fanden er det her? Det har jeg aldrig sagt.” Men han accepterede bogen som en fortolkning af sig selv. Og naturligvis bør man som læser ikke tro, at der er tale om ægte citater. Zlatan kan spille fodbold og fyre en oneliner af til en taknemmelig sportspresse, og har har historie, men ikke nødvendigvis stemme til en hel bog.
Når Jeg er Zlatan er en exceptionelt god fodboldbiografi, skyldes det at David Lagercrantz indenfor sin metier er på niveau med Zlatan indenfor hans. Han gør det, som andre ikke gør. Han går sine egne veje. Han er en lige så selvrådende solist foran computeren, som Zlatan er på fodboldbanen. Ingen af dem gør det, deres modstandere forventer. Deri ligger deres geni, og deri ligger den selvbevidsthed, som virker så provokerende. Men det skyldes bare, at de er bedre, end andre.
David Lagercrantz har altid sagt, at han kun skriver om genier og undtagelsesmennesker. Det er et helt befriende og slet skjult forsøg på at præsentere sig selv gennem de mennesker, han skriver om. Han ved godt, at hans egen identitet bestøves af protagonisterne, og at den opmærksomhed, der bliver dem til del, også gavner ham. Derfor er han en ener på sit felt, og det er faktisk lidt utåleligt at han skal tages i skole af teknisk ringe skrivetalenter, der taster bøger for banale kendisser.
Men når det er sagt, spørger jeg mig selv, hvordan det kan være, at debatten om David Lagercrantz’ teknik og etik opstår netop nu. Jo, den gør den fordi han selv har fortalt om sin litterære metode på en litteraturfestival i England. Han er med andre ord ikke blevet afsløret i noget, han ville skjule. Og hvorfor så netop nu? Jo, fordi vi nærmer os udgivelsen af den sidste bog i Stieg Larssons Millenium-serie om Lisbeth Salander, som forfatteren jo selv døde fra, men som David Lagercrantz har skrevet færdig. Med forfatteren fraværende på grund af dødsfald, må al mediemarkedsføring naturligvis ske gennem ghostwriteren – undtagelsesmennesket Lagercrantz, der skriver om undtagelsesmennesket Salander. Det her handler simpelthen om at tiltrække sig opmærksomhed af kommercielle grunde. Det er det, man kalder perfekt timing.
Da Jeg er Zlatan udkom i vinteren 2012, omtalte jeg den i min anmeldelse som en skønlitterær biografi, der kan læses som en samtidsroman, og jeg skrev, at David Lagercrantz gør Zlatan sprogligt bedre end han er. Det var da så tydeligt. Men er det et problem? Det ville det være, hvis Zlatan ikke havde autoriseret bogen og hvis David Lagercrantz havde bragt sin fortolkning et sted hen, hvor det var helt utroværdigt og uden forankring i virkeligheden. Men det har han ikke gjort. Han har skabt en essens af Zlatan, som kun fungerer, fordi den er i overensstemmelse med den Zlatan, vi kender. Han har fanget hans stil, tone, livssyn og mentalitet uden at gøre ham fremmed for Zlatan selv. Derfor er bogen ikke bage en banal biografi, men et kunstværk.
Al virkelighed er redigeret og fortolket. Folk, der laver dokumentarfilm, arbejder med rekonstruktion og iscenesættelse og de kalder sig selv instruktører, ikke tilrettelæggere. Fotos bliver ofte efterbehandlet før de kommer i avisen. Valgplakaterne er fulde af Photoshop. At en så god biografi om et fodboldgeni ikke skulle være litterært iscenesat, er en naiv tanke, og Jeg er Zlatan er en kunstnerisk fortolkning, skrevet af en forfatter, der spiller i en helt anden liga end de danske kolleger.