Weekendavisen den 7. august 2015.
Annoncekrig. Vi bringer teksten til Inger Støjbergs annoncekampagne.
Er jeg den eneste, der bemærker en vis uformuleret skepsis i tonen hos Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth? Som om, han ikke selv tror fuldt og helt på det, han siger, når han skal forsøge at forklare, hvad Inger Støjbergs annoncer går ud på.
Ifølge ordføreren skal kampagnen oplyse menneskesmuglerne om, at asylsøgernes opholdsgrundlag i Danmark er blevet reduceret efter regeringsskiftet. Det er altså ren forbrugerservice til transportører og passagerer.
Samtidig erkender Marcus Knuth, at målet er, at få antallet af asylsøgere, der kommer hertil, til at falde. Men i så fald har kritikerne jo ret i, at ministeren ikke bare har planer om en annoncekampagne, men om en annonceskræmmekampagne.
Marcus Knuth er ikke alene politiker (nyvalgt i juni), han er også soldat og diplomat. Han har været kaptajn i Helmand, seniorrådgiver for Udenrigsministeriet og chef for EU’s ambassadesamarbejde. Senest har han koordineret Danmarks indsats mod terrorisme og ekstremisme i Afghanistan og Syrien.
Han har altså set mere, end de fleste, og han om nogen må vide hvor katastrofal den humanitære situation er i Syrien. Han ved, at folk flygter fra en voldsom borgerkrig. Og dermed er vi ved sagens kerne, og – tror jeg – ved den afgørende detalje, som gør Marcus Knuth lidt ubekvem i jobbet. For er det borgerkrigsofrene fra Syrien, som skal annonceres væk? Hvem er det egentlig, regeringens annoncekampagne skal henvende sig til? Hvad er budskabet?
Tilsyneladende tror regeringen, at velfærdsydelserne er afgørende for, hvilket land asylsøgerne sigter mod. Men de ved det ikke. De henholder sig til at EU’s grænseagentur Frontex har fundet ud af, at menneskesmuglere har oplyst deres kunder om niveauet for de forskellige landes sociale ydelser. Men det empiriske materiale er svagt, for det drejer sig kun om én enkelt sag, og agenturets talskvinde har sagt til danske medier, at Frontex på det foreliggende grundlag ikke tør drage den samme konklusion, som den danske integrationsminister. Samtidig siger en hel håndfuld migrationsforskere, at flygtninge fra krig og forfølgelse interesserer sig mere for hvor de kan opnå sikkerhed, end for hvilke velfærdsydelser, de måtte have ret til.
En annoncekampagne er naturligvis nødt til at skelne mellem flygtninge, der har brug for beskyttelse på grund af krig som i Syrien, og migranter der søger et bedre liv, økonomisk og socialt. Mens vi naturligvis skal give en form for ophold til forfulgte og krigsofre, kan vi lige så naturligt afvise folk, der banker på alene af økonomiske årsager.
Spørgsmålet er om annoncerne vil tage højde for den altafgørende skelnen mellem krigsofre og økonomiske migranter. Hvis de gør, har jeg intet imod at regeringen bruger nogle millioner på at udvikle og indrykke annoncer i udenlandske medier for at kommunikere klart, at Danmark ikke giver ophold til folk, der ikke er forfulgte, og at økonomisk elendighed i sig selv ikke er en årsag til asyl. Til gengæld forventer jeg, at regeringen lige så klart giver udtryk for, at vi stadig yder beskyttelse til krigsofre og forfulgte.
Tyskland og Østrig har haft en vis succes med at annoncere i albanske medier, at landene ikke bare sådan åbner grænserne for folk, der leder efter et job (omend Tyskland får behov for mindst 30 millioner indvandrere inden 2035, hvis det skal opretholde balancen mellem dem, der arbejder og dem, der er gået på pension, men det er en helt anden historie). Men tyskerne kunne jo ikke drømme om at annoncere til syriske borgerkrigsofre, at de skal blive væk. Det kan Danmark vel heller ikke.
Hvis budskabet er, at økonomiske migranter ikke får ophold i Danmark, er sagen jo simpel. Men i så fald vader Inger Støjberg jo rundt i alle mulige overflødigheder, når hun taler om, at det er regeringens stramninger, der er kampagnens årsag og budskab. Det er jo fuldkommen ligegyldige teknikaliteter, at forsørgelsesgrundlaget er reduceret til SU-niveau og at retten til dagpenge og muligheden for pension er blevet skærpet. Pointen er, at økonomi alene ikke kan danne grundlag for en asylansøgning i Danmark. Uanset ydelsernes niveau. Dét kan være budskabet til mange tusinde asylsøgere som søger til EU fra Kosovo, Albanien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Makedonien (som udgør flertallet af asylsøgere i EU for tiden). Af dem havde albanerne den højeste godkendelsesprocent, nemlig syv. Nogle få kommer altså gennem nåleøjet som flygtninge, men langt, langt de fleste kan vendes i døren.
Men altså: Jeg fornemmer en skepsis i tonen, når Marcus Knuth igen og igen må spille rollen som Inger Støjbergs politiske bodyguard. Den rolle har hun selv så tit spillet for Lars Løkke Rasmussen, så hun har sikkert udstedt en lodret ordre: Tag kuglerne, afværg, afvis, hold fast. Og det gør han så, den Den Gode Soldat Knuth. Men han ved mere om alverdens fortræd derude, end godt er, hvis man skal have det godt med at forsvare en måske amoralsk annoncepolitik.
Regeringen vil hjælpe menneskesmuglerne med at yde service overfor asylsøgerne, siger de. Det er nobelt. Derfor vil jeg også gerne yde en service overfor de stakkels embedsmænd, der har brugt sommeren på annoncekampagnen, så jeg har skrevet teksten, som nu bare skal oversættes til bl.a. balkansprogene:
‘Hej potentielle asylsøger! Hvis du rejser til Danmark i jagten på et økonomisk bedre liv (hvad enten du vil arbejde eller drømmer om offentlig forsørgelse), hverken kan eller vil vi hjælpe dig gennem vores asylsystem! Så lad være med at søge asyl her. Venlig hilsen, Inger & Co. PS. Krigsflygtninge og andre regulært forfulgte må naturligvis stadig gerne søge asyl.’