Weekendavisen den 13. februar 2015.
Udenfor murene. ”Lad dog barnet!” Den ikoniske replik varsler en nødvendig frisætning af den oprørske Esther i et af dansk dramas vigtigste stykker.
Evigt hade, evigt skade
Det er ikke noget tilfælde, at Folketeatrets Indenfor murene kommer kun et år efter Ålborg Teaters magtfulde opsætning af samme kanoniske stykke. Det skyldes naturligvis tidsånd og relevans. Og Henri Nathansens Romeo & Julie-historie har fremdeles næsten ibsenske kvaliteter i replik, plot og pointe.
Historien er i al sin enkelhed denne: Unge jødiske Esther emanciperer sig. Hun går til forelæsninger på universitetet uden sin fars tilladelse, og her træffer hun Jørgen Herming, docent i kulturhistorie. De unge forelsker sig uden at kende kimen til katastrofen. De to familier er ikke blot dybt forankrede i to forskellige religioner – der er også en historie om ondt, iskoldt blod nedarvet mellem de to patriarker. Gamle Levins far blev i sin tid hjemme i Horsens kendt fallit af Hermings far, der ikke ville give ham henstand. Og da Levin selv kom til København og søgte om en plads i den bank, hvor unge Herming var direktør, blev han afvist med hånlig antisemitisme. Derefter svor han, at navnet Herming, ville han for evigt hade, for evigt skade.
Men før dramaet spidser til i det højborgerlige jødiske Københavnerhjem for omkring 100 år siden, svøber den lumske Henri Nathansen os i varm ro og familiær tryghed.
”Lad dog barnet!” Sådan lyder den ikoniske og komiske replik fra 1. akt, hvor grosserersønnen Jacob uafladeligt lader sig charmere af sin lille datter. Hans kærlige kone er højgravid, kurserne er gode på børsen, han køber billigt og sælger dyrt (alt i fedt og brændsel) og der er ah, så varmt og åh, så hyggeligt hjemme hos forældrene denne sabbataften, hvor kødbollesuppen dufter og alt er godt. Familien er samlet, og Jacob stråler af tryghed og lykke: ”Lad dog barnet!”
Men dybest set er det ikke barnet, det handler om. Eller rettere: det er det voksne barn, Jacobs søster, Esther. Ikke at han ved det, når han siger det, men det er hende replikken er møntet på, og interessant nok lagt i munden på netop Jacob fra den intelligente dramatikers side. Jacob er nemlig den vrangvillige af Esthers to brødre. Mens lægen Hugo tænker med videnskabsmandens rationelle og nuancerede humanisme, er handelsmanden fra børsen blot en konservativ stivstikker, der følger farens kurs. Og gamle Levin er ikke en moderne mand. Men nye tider trænger sig på. Esther har sin egen vilje, og Jacobs replik bliver et varsel om en nødvendig frisætning af søsteren.
Da familien er samlet, mangler Esther. Sara ved godt, hvor hun er, men har ikke turdet fortælle det til sin mand. Midt i måltidet kommer datteren hjem, enerådig og fuld af ungdommelig kamplyst, klar til at forsvare sig selv og sit egen frihedskrav. Hun taler foragteligt om familien som Det Døde Hav. Hun er ved at drukne i familiesuppen. Men ikke nok med det: Hun har truffet et skæbnesvangert valg. Hun vil ikke bare have sin intellektuelle frihed. Hun vil også være følelsesmæssigt fri. Og hun har trodsigt forlovet sig med sin forelæser, den unge Herming, sidste led i den slægt, som hendes far hader og foragter.
Hvad gør det magtfulde familieoverhoved i den situation? Har han format til at forstå sin datter? Nej, Levin afviser Esther. Men hans hjertekloge hustru sætter ham på plads. Hvor børnene er, er jeg også, siger hun. Hvad er vi gamle uden vores børn?
Mens Jacob støtter faren, er Hugo loyal overfor Esther. Da unge Herming melder sig på høflighedsvisit, nægter Levin at være i stuen, og Hugo mander sig op: Far, vi er da ikke pøbel! Men Levin gemmer sig væk på sit herreværelse, mens den unge mand nervøst konverserer de øvrige. Så går døren op, og Levin viser sig. Hugo holder gode mine til slet spil og foregiver overfor gæsten, at faren havde været forhindret i at møde op. Levin ser på sin søn med forstilt forundring: Vi er da ikke pøbel, siger han så.
Mens Levin tøvende besinder sig, hvad sker der så hos Hermings? Hvilket frisind har den jødiske Henri Nathansen, der selv var gift med en kristen kvinde, udstyret dem med? Ikke megen, ikke nogen. Herming er intolerancen selv, og sammen med sin kone har han manipuleret Esther til at acceptere kirkebryllup og barnedåb. Da Levins hører det, må de begge give fortabt i en knust resignation. Dette er ikke en forretningsmæssig og økonomisk fallit, men en religiøs og kulturel ydmygelse.
Stykkets kulminerer moralsk, da Esther mander sig op, anklager den kommende svigerfar, konfronterer sin forlovede og tager tilbage til forældrene, hvor hun græder sin fortvivlelse ud. Hun havde afsvoret sine rødder for kærligheden, men magter ikke at hengive sig til de kristne krav. Nu er der kun retræten til familiesuppen tilbage. Forelæsningerne, friheden, kærligheden, emancipationen – det hele er knust. Men så kommer Jørgen.
Den unge kulturhistoriker træder i karakter som den store brobygger. Han taler humanismens og verdslighedens sag. Han rækker hånden frem mod Esther: Vores børn skal først og fremmest være mennesker, siger han.
Slutspillet i dette fremragende drama giver som altid vand i brillen, for hvis Esther og Jørgen var pionerer dengang i 1912, er unge mennesker nu i dag stadig oppe mod samme slags fædre og fordomme. Intet andet dansk kunstværk konfronterer den kulturelle segregation så direkte med krav om mere humanisme. Naturligvis taler den gamle Sara for alle forældre, når hun til sidst henhvisker sit angstfyldte ønske om, at hendes datter må blive lykkelig i ægteskabet med den kristne mand, der nok er moderne, men udspringer af et reaktionært miljø.
Thomas Bendixen sætter Indenfor murene op med det, man i filmens verden ville kalde et star only cast, tilsat nogle nyere navne. Som de gamle Levin’er er Waage Sandøe og Ghita Nørby udmærkede: han troværdigt forankret i det forbenede reaktionære, hun moderligt varm, stabiliserende og loyal overfor datteren. På familien Hermings side er Preben Kristensen grum som den nedladende, antisemitiske gamle gedebuk og Jannie Faurschou er iskold som hans passiv-aggressive hustru. Replikkerne fyger med kold præcision, bortset fra den klassiske ordveksling om Lundbyes kostald til 7.000 kr. på Hermings væg, som denne aften gik lidt i skuddermudder og mistede punch.
Som kontoristen Meyer har Nicolaj Kopernikus en velplaceret kejtethed, mens Michael Brostrup og Peter Oliver Hansen spiller deres roller som Esthers brødre fuldkommen kongenialt med Nathansens karakteristik.
Jo, der er hyggeligt og trygt indenfor murene, men mure står for fald. Det viste Henri Nathansen sin tro på ved at lægge al fremtiden i hænderne på en læge, en kulturhistoriker og en ung kvinde. Viden, rationalitet og frihed. Et storartet stykke.
Henri Nathansen: Indenfor murene. Instruktion: Thomas Bendixen. Scenografi: Maja Ravn. Folketeatret, København, til den 1. april.