Weekendavisen den 30. oktober 2015.
Trilogi. Det blev – forudsigeligt og højst fortjent – norske Jon Fosse, der modtager Nordisk Råds Litteraturpris 2015.
REYKJAVIK
Nu skal den norske forfatter Jon Fosse gøre plads til endnu et diplom i glas og ramme i æresboligen Grotten vis a vis kongeslottet hjemme i Oslo. Og beviset på, at han modtager Nordisk Råds Litteraturpris 2015 kommer til at hænge et særdeles prominent sted. I en kostelig tv-udsendelse, NRK sendte for et par år siden, viser Jon Fosse nemlig, hvor alle æresbevisningerne – for eksempel den franske orden Chevalier Ordre national du Mérite og De Svenske Akademis Nordiske Pris – hænger i det fine schweitzerhus: ude på do. Toilettet.
Da Jon Fosse onsdag aften modtog prisen i Harpa, Reykjaviks smukke kulturhus, lignede han en træt, gammel blokvognsmusiker med charmeklud og hestehale. Nok var han taknemmelig for prisen, men al virakken syntes også at forstyrre forfatteren, der er indbegrebet af litterær intelligentsia, men vel at mærke ikke en intellektuel, der tager del i samfundsdebatten med meninger om politik. Han har det bedst i sit elfenbenstårn.
Dele af året tilbringer Jon Fosse, der skriver på nynorsk, i hjembyen Bergen og ikke mindst i Hainburg an der Donau udenfor Wien, hvor han bor med sin slovakiske kone, der er ved at skrive doktordisputats ved universitetet i Bratislava. Hende mødte han i forbindelse med hendes forskning i hans eget forfatterskab. For et par år siden konverterede Jon Fosse til katolicismen og satte samtidig prop i flasken. Nu nævnes han hvert år som seriøs kandidat til Nobelprisen.
Efter prisoverrækkelsen møder Weekendavisen (og den øvrige nordiske verdenspresse) Jon Fosse, der bærer på en orange buket, som om det var et lille spædbarn.
Du er mest kendt som dramatiker, ja du bliver kaldt Vor Tids Ibsen, og dine skuespil opføres for tiden i fire verdensdele. Hvad betyder det så at blive belønnet for din prosa?
”Det er ikke et rigtigt billede af mig, når jeg kaldes dramatiker. Prosaen er lige så vigtig. Jeg skrev faktisk første del af trilogien i umiddelbar forlængelse af et skuespil, man kan sige at jeg gled fra dramatikken direkte over i prosaen.”
Midt i svaret bliver Jon Fosse afbrudt. Pludselig står en smilende dame med æblekinder og blå festkjole ved siden af ham. Norges statsminister Erna Solberg vil gerne ønske tillykke.
”Er det en pris til Bergen?” smiler hun.
Nej, det mener forfatteren ikke rigtigt, at man kan sige. Men Erna lytter ikke rigtig efter. Hun smiler til en reporter, der gerne vil høre, hvad prisen her betyder for Norge. Hun svarer, at det er vigtigt med nordisk anerkendelse. Så vender hun sig atter mod Jon Fosse, og kvidrer noget om det vesterlandske, om unikhed og om det mellemmenneskelige, inden hun siger, at hun må indrømme, at hun ikke har læst bøgerne, men glæder sig til det.
”Vældig hyggelig. Lykke til,” siger statsministeren.
Jon Fosse fortsætter, hvor han slap:
”Det er vanskeligt at greje forskellen på lyrik, prosa og dramatik. Teater er et slid. Prosa er en stor energiudladning. Digte er det mest fortættede. Digte sker eller sker ikke.”
Så vil NRK vide, hvordan det kan være, at resten af Norden ikke har anerkendt Jon Fosse før nu. Han svarer, at han faktisk fik sit gennembrud i Sverige længe før han blev læst i Norge. Det ser ud til at forvirre journalisten.
Da nomineringerne til Nordisk Råds Litteraturpris blev offentliggjort i februar, blev Jon Fosse straks udråbt til at være storfavorit (også her i avisen), fordi trilogiens tre små romaner, Andvake, Olavs draumar og Kveldsvævd, så umiskendeligt er stor, suggestiv og hypnotisk sprogkunst om eksistentielle emner, hvor litterære hovedmotiver forenes med dybe, religiøse temaer, skrevet i en repetitiv og lavmælt lyrisk tone med en særegen brug af sætningsbrud og fravær af punktummer.
Trilogien foregår i et arkaisk Norge og skildrer noget så universelt som kampen for kærligheden. Ved første øjekast har den ordknappe prosa mere antihandling, end handling. Men som man suges ind i sproget, opdager man den raffinerede brødkrummesti af hentydninger, der hen ad vejen skal samle sig til en lille, stor versionering af en klassisk grundfortælling.
Asle er en ung spillemand, Alida hans kæreste. De forlader deres hjemby, Bjørgvin (nutidens Bergen) og strejfer hjemløse rundt. Hun er gravid, men uanset hvor de banker på, er der ikke plads i herberget. Men Asle er en handlekraftig mand, der ikke vier tilbage for vold for at beskytte sin familie, og kampen for tilværelsen bliver også en flugt i dobbelt forstand. Men Jon Fosse tilføjer noget personligt til det bibelske hovedmotiv.
Mod slutningen i ‘Kveldsvævd’ står der pludselig, at Asle og Alida har en efterkommer ved navn Jon. Hvad er det for et spor, du lægger ud her?
”Jeg faldt for fristelsen,” siger Jon Fosse med et skævt smil.
I et interview med Information tidligere i år demonstrerer han i én og samme sætning essensen i sit litteratursyn og en betydelig humor: ”Jeg underviste Karl Ove på skrivekursus, og dér docerede jeg, at er man digter, så skal man ikke skrive om sig selv, men man skal løfte det. Han var den perfekte elev, for han gjorde det modsatte af, hvad jeg sagde. Det var klogt af ham.”
Der var ikke plads til Asle og Alida på herberget. Men jeg har set, hvor du anbringer dine priser i Grotten. Skal diplomet fra
Nordisk Råd samme sted hen?
”Ja,” siger Jon Fosse uden at fortrække en mine.
”Den ender vel op der.”
Trilogien: Andvake, Olavs draumar og Kveldsvævd. Det Norske Samlaget, 2015. På dansk udkom Andvake i 2010. Olavs drømme udkommer nu, og sidste del af trilogien, Kvældsvæv, er lige på trapperne, alle i Karsten Sand Iversens oversættelse. Forlaget Batzer & Co.
BILLEDTEKST
Jon Fosse modtager Nordisk Råds Litteraturpris 2015 fordi han ifølge priskomiteen formår at udmejsle sin helt egen litterære form. Med klangbund i Biblen og kristen visionsdigtning forener han spænding og poesi i en prosafortælling fra alle og ingen tider.