Weekendavisen den 26. juni 2015.
Krig. Irene Pedersens soldaterroman får desværre ikke rigtig fodfæste, men har en fin skildring af demens.
Demensen bliver tilbage
Det er sgu sørgerligt. En gammel kvinde, enke og kroatisk flygtning i Danmark, falder om i sin lille lejlighed i Mimersgade på Nørrebro i København. På hospitalet bliver hun behandlet for dehydrering. Men senere begynder den gamle dame at hallucinere og tale om sin mand og datter, der blev dræbt af serberne under krigen, som om de bare lige er henne om hjørnet. Det er ikke bare dehydrering, det er demens.
Desværre er denne historie om den snigende glemselssygdom, der forandrer den menneskelige personlighed, kun en sidefortælling i Irene Pedersens Gale hunde – desværre, fordi jeg gerne havde hørt meget mere om den psykologisk rørende og sørgmodige eksilskæbne, som faktisk er mere væsentlig og interessant, end romanens trivielle hovedspor.
Dorić er kroatisk flygtning i Danmark. Han arbejder som gartnerdaglejer og mumler sig misantropisk gennem dagen. Han bliver kæreste med Tenna, som er i gang med en dokumentarfilm om sin bror Christian, der som dansk soldat på Balkan blev dræbt af en serbisk skytte. Hun interviewer hans gamle soldaterkammerater fra FN’s fredsbevarende styrke UNPROFOR (fejlstavet som UNPORFOR), og hun overtaler den modvillige Dorić til at tage med som tolk og chauffør på en rejse til Kroatien, hvor han ikke har været siden krigen – som han ikke vil tale om.
Naturligvis har den tavse Dorić skelletter i skabene fra sin tid på slagmarken, og naturligvis er historien om Christians død ikke helt så simpel, som Tenna altid har troet. Det opdager hun da hun får indsigt i broderskabet af krigstraumatiserede veteraner, der oplevede de etniske udrensninger i Ex-Jugoslavien.
Irene Pedersen driver Skriveskolen Hemingway, og jeg er sikker på at både hun kan lære sine elever at udtænke et plot og at skrive den habile, kreativitetsløse og skematiske prosa, som hun selv bruger i Gale hunde. Se bare dette eksempel, hvor man skulle tro at hun dels har øvet sig i det hemingwayske punktum, dels har spejlvendt show it, don’t tell it til tell it, don’t show it:
”Tit fik de ingen aftensmad. Han glemte det. Glemte sin sult. Han, der ellers altid var sulten, og Tenna begyndte at have noget i tasken; et æble, nogle kiks eller en sandwich. Han tog det, hun bød ham. Det var brændstof. Intet andet. En aften spurgte hun, om de ikke kunne stoppe og spise i en landsby. Han nikkede og fandt et sted. De satte sig ved et bord, og han bestilte mad og vin uden at se i menukortet, og da maden kom, spiste han som et sultent barn. Bagefter kørte de vild i bjergene og måtte overnatte i bilen. Han lagde et tæppe om hende, og da hun lagde sit hoved på hans skulder, vidste hun, at hun aldrig havde været lykkeligere.”
Sådan et sentimentalt postulat kunne kun Hemingway slippe af sted med. Og Tenna virker slet ikke lykkelig, tværtimod.
Titlen, Gale hunde, refererer til en kroatisk nationalists bitre diagnose af Bosnien, hvor kroater, serbere og bosniere skal få en hverdag til at fungere. De er som gale hunde spærret inde i en hundegård uden mad, siger han. Det er stærkt. Og det korresponderer med romanens dystre ledemotiv: serberne spærrer deres kroatiske naboer inde i en bus, hvor deres sørgelige skæbne besegles (dybt traditionelt skildret i kursiverede flashbacks).
De seneste år har budt på en del litteratur om danske soldater i Afghanistan, sekundært i Irak, men vi er ikke færdige med Balkankrigen, som også er beskrevet i romaner, først af Jan Stage (De andres krig), senere af for eksempel Lars Husum (Jeg er en hær) og for nylig Jens-Martin Eriksen (Et hvidt reb til Philippe Deprez). Men Irene Pedersens Gale hunde får desværre ikke rigtig fodfæste. Den uhyre spinkle og forudsigelige opklaringshistorie om Christians død og standardbeskrivelserne af traumer efter soldaterlivet i krigen med de etniske udrensninger har nok empati, men mangler passion. Det er derfor den gamle flygtningekvindes demens og regression, der er romanens stærkeste stemning.
Irene Pedersen: Gale hunde. 334 sider, 300 kr. Roman. Gyldendal.