Weekendavisen den 3. juli 2015.
Interview. Bertel Haarder vil kæmpe for kulturens egenværdi, for kunsten skal ikke træde i samfundets eller demokratiets tjeneste. Men han vil gerne finde på nye bidrag til kulturlivet…
Spørgsmålet er dumt, siger han. Ja, det er ikke alene dumt, det er også ubehageligt. Han siger det med et lille smil, men han mener det alvorligt, Bertel Haarder, nybagt kulturminister.
Selv synes jeg bare, at jeg har bidraget til et af de klassiske ritualer ved en ministeroverdragelse i Kulturministeriet. Jeg har spurgt den nye minister, hvilken kunstart, der er ham mest fremmed. I baghovedet havde jeg historien om Brian Mikkelsen, der blev spurgt, hvilken opera, han sidst havde hørt. Phantom of the Opera, svarede han.
Men det er ikke et trickspørgsmål, for Bertel Haarder er jo en dannet mand, der er vokset op på en højskole, er dybt forankret i både folkelighed og finkultur og både har romaner i reolen, kunst på væggen og symfonier på pladespilleren. Opera og ballet kender han alt til, og det er kun et par dage siden, jeg så ham cykle hjem fra sommerens friluftsteater.
Spørgsmålets dumhed til trods, vover den nye kulturminister dog et øje. Eller et øre. Hvis der er noget, der risikere at gå hen over hovedet på ham, er det den mest moderne, avancerede musik, erkender han.
”Men jeg har et åbent sind og er altædende. Jeg er musikelsker om en hals og både spiller og synger selv,” siger Bertel Haarder.
Han mener dog, at de juryer og komiteer, der uddeler musikpriser godt kunne overveje, om der også er et publikum, der gider at lytte til den musik, de præmierer. Så smiler han og fortæller en anekdote. Det var ved overrækkelsen af Nordisk Råds Musikpris. Vinderen kom ned fra scenen, hvor han havde modtaget prisen og spillet sin musik. Han satte sig på forreste række ved siden af den finske statsminister, der så på komponisten og sagde: ”Tak din gud for, at du fik prisen, før vi fik musikken…”
Men nu er det heldigvis ikke politikerne, der bestemmer, hvem der skal have kulturlivets priser, og Bertel Haarder har ikke tænkt sig at føre værdikamp gennem kulturpolitikken på samme måde som hans borgerlige forgængere er blevet beskyldt for. Og så alligevel…
”Jo, jeg vil kæmpe for kulturens egenværdi, og det er også en måde at føre liberal værdikamp på. Kunsten og kulturen skal ikke træde i samfundets eller demokratiets tjeneste. Kunsten skal ikke retfærdiggøre sig selv, og den skal ikke være politikerstyret, men folkestyret. Ligesom der skal være en urørlighedszone om det enkelte individ, skal der være en urørlighedszone omkring kulturen, som sikrer at politikerne ikke styrer den. Men det betyder naturligvis ikke, at vi politikere ikke har ret til at skelne mellem den kunst, vi godt kan lide, og den, vi ikke kan lide. Vi skal bare ikke blande os,” siger Bertel Haarder.
Det med ‘kulturens egenværdi’ løber som en understrøm gennem denne eftermiddags overdragelsesforretning. Kulturministeriets departementchef sender Marianne Jelved ud af butikken med varme ord om hendes engagement i kunstens æstetiske sprog og netop kulturens egenværdi. Og Bertel Haarder følger trop med en erindring om dengang i 80’erne, hvor han var undervisningsminister og Marianne Jelved var formand for Dansklærerforeningens Folkeskolefraktion – med lyst, udslået hår. Mange ting var de uenige om i debatten om skolernes læseplaner og pensum, men én ting forenede dem: litteraturens egenværdi.
Så gik Marianne Jelved ind i politik, og Bertel Haarder husker, at der spredte sig en salig stemning over møderne, når hun var ordfører. Dels kunne hun lytte, dels fik hun andre til at høre efter. Og engang kom Marianne Jelved ministeren til undsætning i en ophedet debat om seminarielukninger, husker Bertel Haarder:
”’Hønsesnak’!” sagde hun.
Og mens folk i kulturministeriets mødesal ler med situationens tilpassede høflighed, gjalder en barnelatter igennem fra gulvhøjde. Det er ministerens barnebarn, der holder øje med farfar fra en plads på det smukke gulvtæppe mellem tv-stationernes kamerastativer:
”HA, HA, HA, pølsesnak!”
”Nej, nej,” siger Bertel Haarder: ”Hønsesnak!” Han peger på sit barnebarn: ”Det var Emilie på første række…”
Hønse eller pølse. Det kan vel være det samme, når man er i børnehavealderen. Og hvorfor fokusere på det, der skiller i stedet for på det, der samler? Marianne Jelveds velkomstgave var valgt med omhu:
”Der er et saying mellem Bertel og mig: ‘Husk, at vi har fælles rødder’. Derfor har jeg taget en bog med hjemme fra reolen, Viggo Hørups taler og artikler i tre bind.”
Viggo Hørup, den radikale stifter af Politiken. Ham der i en debat om forsvarsbevillingerne og det nye befæstningsanlæg omkring København spurgte Hvad skal det nytte? Og ham, der anbefalede, at man delte sig efter anskuelser. Det bliver der ikke meget af i dag, hvor den gamle og den nye minister overdynger hinanden med komplimenter og skøn enighed. Man står der og fantaserer om, hvor gode hænder vi alle ville være i, hvis Bertel og Marianne dannede regering med hinanden.
Lidt senere på eftermiddagen, nu i kirkeministeriet, er det den nye ministers tur til at give en boggave til sin forgænger:
”Du skal have en helt ny udgave af Hal Kochs Hvad er demokrati?, som Dansk Ungdoms Fællesråd udgav i fredags. Med forord af – mig!”
Det er to gode spørgsmål forfatterne stiller i de bøger, som Marianne Jelved og Bertel Haarder udveksler med hinanden. Hvad skal det nytte? Og hvad er demokrati? På den måde kom en kritisk avisredaktør fra 1800-tallet og en dialogsøgende højskole- og kirkemand fra efterkrigstiden til at spille et par afgørende roller, da kulturministeriet skiftede politisk ledelse. Og i takt med at bliver gjort indhug i champagnen, jordbærerne og kransekagerne, kan vi gå i gang med næste del af overdragelsesritualet. Mens Marianne Jelved hanker op i håndtasken og forlader lokalet som forhenværende, sætter Bertel Haarder sig til rette for enden af et mødebord og pressen får foretræde, én ad gangen.
Hans første svar er kort. Spørgsmålet lyder: ”Du er den første Venstre-kulturminister siden Nathalie Lind i 1972. Hvorfor har De Konservative altid fået kulturministeriet, når der har været borgerlige-liberale regeringer?” Og svaret i al enkelhed: ”Fordi Venstre altid har prioriteret undervisningsministeriet, og man kan ikke få begge dele.”
Hvordan kommer vi så til at mærke, at kulturministeren nu er en Venstremand?
”Det er for nemt at spørge om. Og for svært at svare på.”
Hm. Han giver ikke ved dørene.
Men hvilket prædikat vil du sætte på ministeriet?
”Det kan du ikke få at vide i dag. Men jeg kan sige, at jeg gerne vil tale kulturområdet langt fra København op i stedet for at tale det ned. Jeg vil gerne have fokus på alt det spændende, der sker langt fra hovedstaden. Man kan med fordel lægge flere ting ud i provinsen. Men jeg har altså ingen planer om at flytte Det Kongelige Teater til Sønderborg.”
Men du vil ikke konkretisere dine ideer nu?
”Bestemt ikke.”
Dine borgerlige forgængere har ofte givet os noget nyt. H.P. Clausen gav os TV2. Grethe Rostbøll gav os Encyklopædien. Brian Mikkelsen gav os en kulturkanon og Per Stig Møller gav os Radio 24/7. Du har selv været ophavsmand til Folkemødet på Bornholm. Er der noget, du gerne vil give os som kulturminister?
”Jeg er jo en kreativ natur, så det skulle ikke undre mig, om der kommer initiativer,” siger Bertel Haarder og smiler polisk. Så minder han mig om, at kanonerne faktisk opstod i Undervisningsministeriet, og at Brian Mikkelsen blot byggede videre på ideen da han fik udarbejdet sin omdiskuterede Kulturkanon. Og i øvrigt vil Bertel Haarder straks holde møde med den nye undervisningsminister for at få undersøgt, hvordan kanonerne bliver brugt ude i skolerne i dag, siger han.
En kreativ natur, kalder han sig selv. Og kreativiteten hører med til al omtale af ministeren. Han kan gå på hænder, siger folk. Han kan digte rim og remser! Han kan skrive festsange!
Du er kendt for at skrive sange til julefrokoster og landsmøder. Så vidt jeg ved, er lejlighedssangen en unik dansk kulturtradition, som ikke findes i andre lande. Hvad tænker du om det?
”Jeg kommer til at tænke på engang, jeg havde skrevet en lejlighedssang til en julefrokost i den liberale gruppe i EU-parlamentet. Sangen var på fire sprog, blandt andet hollandsk. Jeg kan jo ikke hollandsk, men jeg lod som om jeg kunne. Og som man gør i danske lejlighedssange, lavede jeg sjov med folk. Det var de meget forbløffede over. Men de blev også forbløffede til en anden fest. Jeg ikke havde nået at skrive en sang, men så opdagede jeg at menukortet kunne afsynges på Marseillaisen. Hvad laver de, spurgte tjenerne? De synger menukortet!”
En håndfuld spørgsmål nåede vi. Det ene kaldte han dumt og ubehageligt. Det andet mente han var for nemt at stille (og for svært at svare på). Når Bertel Haarder vender tilbage fra ferien, skal han først finde en løsning på avisernes problem med DR, der genfortæller deres artikler på dr.dk og dermed skader dagbladenes muligheder for at tjene penge på nyheder på nettet. Så er der noget med lottopengene og foreningslivet og en genforhandling om Kulturministeriets aftale med Det Kongelige Teater. Og så er der vist lige en presserende sag med travsporten.
”Så kan vi ses igen til et længere interview,” siger han.
Meget gerne, svarer jeg. Så vil jeg lade Viggo Hørup og Hal Koch stille spørgsmålene.