Weekendavisen den 9. januar 2015.
Boldbreve. To forfattere skriver sammen om VM i Brasilien 2014. Med fodbold som udgangspunkt kommer de menneskelivet rundt.
Karl Ove Knausgård og Frederik Ekelund: Hjemme-Borte. 516 sider, 368 kr. Pelikanen.
I august 2011 skulle jeg interviewe Karl Ove Knausgård ved Verdenslitteratur på Møn. Før vi gik på scenen, talte vi om løst og fast ude i baglokalet, ikke mindst om fodbold. I Min kamp skriver Knausgård, at han i 70’erne holdt med Liverpool. Det gjorde jeg også. Efter arrangementet skrev han en dedikation til mig “med varme hilsner fra Ray Clemence, aka Karl Ove”.
Jeg kom til at tænke på dedikationen da jeg læste Hjemme-Borte, Karl Ove Knausgårds og Frederik Ekelunds brevveksling om VM-fodbold, politik, kultur, litteratur, globalisering m.m. Jeg læste mens min yngste søn passede sit arbejde som fodboldtræner for Mellemfolkeligt Samvirke i fattigkvarteret Mafalala, Maputo, Mozambique. Jeg læste mens min ældste søn genså sentimentale og geniale reklamer fra det svenske Stryktipset på YouTube. Jeg læste mens fjernsynet viste Boxing Day i Premier League.
Hjemme-Borte handler om VM i Brasilien sidste sommer. Titlen er et ordspil, der dels sigter til spillets hjemmebane og udebane, dels til at norske Karl Ove Knausgård sidder hjemme i Glemmingebro i Sydsverige, mens svenske Frederik Ekelund er ude i Brasilien, som han dog er fortrolig med, både sprogligt, kulturelt og fodboldhistorisk.
De to forfattere skriver mails til hinanden under hele slutrunden, dels om kampene, dels om livets store sprøgsmål, erindringer, privatliv, kærlighed, børn, hverdag, pligt og svigt. Her er kloge ord om alt det, der kendetegner tidens tanker og problemer: indvandring, ytringsfrihed, (in)tolerance, feminisme, religion. Når Frederik er i nærheden af den by, hvor Stefan Zweig begik selvmord, åbner det for en litterær refleksion – og hele tiden lurer en truende deadline over hovedet på Karl Ove, der har lovet at skrive et essay til et tidsskrift. Om skæbne! Klassisk Knausgård.
Som brevskrivere er de to venner uegale. Karl Ove skriver som Karl Ove jo skriver, totalt afklaret om sin egen persona. Frederik anstrenger sig mere, og er overopmærksom på sin egen dannelse. Det betyder imidlertid ikke, at hans breve er de mest velskrevne. Tværtimod. De har en lige lovlig tydelig dobbeltbevidsthed i sig, hvor de foregiver at være skrevet til Karl Ove (hvis navn han nævner uafbrudt, mens det modsatte ikke er tilfældet), men jo i virkeligheden er skrevet til alle os andre. Det her er ikke en privat korrespondance, der udgives posthumt, men en nøje planlagt fællesbog. Det mærker man, når Frederik spørger sin ven, hvordan emner som ytringsfrihed og politisk korrekthed tager sig ud i den norske debat. Det spørgsmål forbliver ubesvaret.
Som fodboldeksperter og kampanalytikere er de to nøjagtig lige så kloge og lige som naive så alle andre profeter og mandagstrænere. Frederik kan sin VM-historie med encyklopædisk overblik, mens Karl Ove måske mere har blik for situationer og erindringer. Når de udveksler tanker og ideer om slutrundens profiler, handler det naturligvis meget om boldgenier som Pirlo, Di Maria, Messi (Karl Ove holder med Italien og Argentina, ikke mindst er han fascineret af Di Maria, fordi han ligner Kafka!) og Neymar (Frederik elsker Brasilien), men lykkeligvis også om mindre prominente forsvarsspillere. Desværre har ingen af dem blik for målmandens helt unikke rolle på et fodboldhold, og de bemærker ikke med ét eneste ord, at tyske Manuel Neuer rent faktisk revolutionerede målmandsspillet udenfor feltet ved dette VM. Til gengæld står de to centrale dramaer, den uruguayske målmager Luis Suarez dyriske bid i skulderen på en italiensk forsvarsspiller og Brasiliens gådefuldt komplette 1-7 sammenbrud mod Tyskland, stærkt i brevene.
Frederik spiller strandfodbold med folk fra hele verden, for fodbold er føddernes esperanto, et internationalt sprog, en global kommunikationsform, et sted, hvor man altid kan føle sig hjemme, selv når man er ude. Og Knausgård fortæller, at han som ung blaffede han gennem Europa, og fik et lift hos en tysk lastbilchauffør. Karl Ove kunne ikke tysk, chaufføren kunne ikke engelsk. Men de kunne tale sammen alligevel på den lange tur. Den ene sagde navnet på en spiller, og den anden sagde hvilken klub, han spillede i. Rune Bratseth? Werder Bremen! Kunne man forestille sig, spørger Knausgård, at man på samme måde skabte et fællesskab ved at remse forfatternavne op?
Nej, fodbold elsker vi fordi det er anti-alvor, anti-mening, anti-intellektuelt, siger Knaugsgård. Det er killingens leg med garnnøglen, hesten som løber prustende langs gærdet, falken som sejler i vinden, odderen som glider ned ad en snedækket fjeld. Det har ingen mening, men er bare sjovt. Det er overskud.
Det er sandt nok. Men anti-intellektuelt? Hjemme-Borte er jo det perfekte eksempel på, hvordan forfattere netop intellektualiserer fodbold (også Kjartan Fløgstad og hans søn, forfatteren Aslak Nore udgav en fællesbog om VM i 2014), fordi – tror jeg – at de intellektuelle har behov for at retfærdiggøre deres begejstring for folkesporten gennem skrivning. Det gælder også Karl Ove og Frederik. Med fodbold som udgangspunkt kommer de menneskelivet rundt
Endelig må vi have med, at Knausgård – aka Ray Clemence – fortæller, at Min kamp længe havde en anden arbejdstitel: Argentina. Som symbol for et sted, man er tiltrukket af, men aldrig har været. Og endelig: På et tidspunkt skriver han, at hans næste roman skal udspille sig i flere dimensioner. Næste roman? Han har jo sværget på aldrig at skrive romaner mere? Interessant.