Weekendavisen den 22. maj 2015.
Krønike. Katrine Marie Guldagers Køge-krønike om mistillid, misundelse og illoyalitet.
Katrine Marie Guldager: Bror og søster. 200 sider, 250 kr. roman. Politikens Forlag.
På titelbladet af Katrine Marie Guldagers nye roman, står nogle tankevækkende ord, som nok kan diskuteres: ”Better to be slapped with the truth than kissed with a lie” − altså: det er bedre at blive såret af sandheden, end at blive kysset med en løgn…
Citatet siges at være et russisk ordsprog (hvorfor er det så oversat til engelsk og ikke dansk?), og det dækker det modsatte af den livserfaring, som er udtrykt i ‘Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af’. Hvad der er mest sandt, kommer vel an på så meget.
Under alle omstændigheder trækker ordsproget tråde tilbage til de tidligere romaner i forfatterens Køge-krønike, som i det seneste bind nåede bittert frem til, at de eneste mennesker i denne verden, man ikke kan hjælpe, er dem, man er i familie med.
Romanserien er nu nået til det femte bind, og mindst et mere vil følge. Det begyndte med Ulven (2010), Lille hjerte (2012), Den ny tid (2013) og Peters død (2014), og nu er vi nået til Bror og søster, en ildevarslende iskold titel, der med det samme mindede mig om den danske oversættelse af titlen på tv-serien over Irwin Shaws roman Rich Man, Poor Man dengang i 70’erne. Den hed To brødre, og på en eller anden måde ved man bare, at det ikke kommer til at gå godt. Det handler om søskendesolidaritetens onde tvilling: mistillid, misundelse og illoyalitet. Hvad værre er: Hos Katrine Marie Guldager er det kuldslåede forhold ikke noget, der opstår hen ad vejen sig. Det er medfødt.
Vi har fulgt Leonora og Henry siden deres barndom på Marievej i Køge lige omkring Besættelsen. Nu er vi midt i 70’erne, og Henry forsøger at vende tilbage til hverdagen efter fire år i spjældet. Men hverken hans gamle kollektiv (kosteligt ondt skildret!) eller familien vil for alvor tage ham tilbage. Deres tøvende imødekommenhed er på skrømt, og Leonora – som selv kæmper med sin rolle som mor, kone, kvinde og kunstner og dels føler kronisk skam, dels presses med på ølejr – kan ikke sige sig fri for en ufin lille glæde over brorens skæbne, selvom hun også fantaserer om en lysende bro af god vilje. Måske kan hun komme over på den anden side?
Heldigvis finder ulykkesfuglen Henry en ny kærlighed, der så til gengæld må lære at leve med hans komplikationer, som da hun vender hjem og finder manden bedøvet af druk på gulvet, her i den tørt konstaterende stilart, der er karakteristisk for disse romaner:
”I tiden der fulgte skulle stærke kræfter i psyken forsøge at kalde hans nye skyldfølelser tilbage. I tiden, der fulgte, skulle kræfter i psyken forsøge at latterliggøre og håne hans forsøg på at ændre sig, kræfter i psyken skulle vride armen om på ham: Det kan vi ikke lave om på nu! Du er den, du er!”
Katrine Marie Guldager har givet sig selv en fremtrædende rolle i krøniken. Hun er ikke bange for at kommentere sine egne personer og sit forhold til dem, og i bisætninger ser hun ind i deres fremtid og varsler dermed kommende begivenheder. Det er et både modigt og interessant greb, som hun kontrollerer med kølig suverænitet.
Samtidig har forfatteren fra begyndelsen givet sin realisme et skud mytisk magi. I huset på Marievej holdt ikke kun mennesker til, men også en vaskeægte ulv, eller i hvert fald en følelsesprojektion, der tog skikkelse af det frygtede dyr. Ulven har i hele romanserien repræsenteret de undertrykte følelser, angsten og falskheden, og som sådan har den loyalt fortolket sin arts symbolske rolle i folkloren og litteraturen siden tidernes morgen. Der var Fenrisulven fra mytologien, Peter og ulven fra folkeeventyret, Store Stygge Ulv fra populærkulturen.
Vidunderligt nok introducerede Katrine Marie Guldager den illusive ulv for netop fem år siden, hvor de første jyske ulveobservationer ankom. Romanen var et varsel om, at ulven rent faktisk ville materialisere sig i den danske natur igen, og i hvert fald var det en fortale for, at ulven ville blive krønikens samlende symbol for menneskers skyggeside.
I Bror og søster træder ulven ind i skyld- og skam-historien med fornyet styrke, og Katrine Marie Guldager tager et langt skridt ind i rollen som sær fortæller. Hun har – eller hendes romanpersoner har – fået ulv på hjernen. Er ulven en rapport fra en skadet psyke? Eller er ulven løs i Køge, fordi menneskers angst kan manifesterer sig som fysisk virkelighed? Når Katrine Marie Guldager når sin vellykkede romankrønikes afslutning, er ulvemotivet modent til en dybere analyse, psykologisk og litterært.