Weekendavisen den 2. januar 2015.
Kommentar. Vi har mange romaner om Afghanistan. Tager danske forfattere mon også tidens andre konflikter ind i deres litteratur?
I 1816 stødte fregatten Medusa på en sandbanke udenfor Senegals kyst. Der var plads til 250 personer i redningsbådene, og en tømmerflåde af vragrester blev flikket sammen til andre 147 passagerer, som blev bugseret af sted ud over havet bag redningsbådene. Men byrden blev for tung, og kaptajnen gav ordre til at kappe rebet, og så måtte flåden drive sin egen sørgelige vej mod den endegyldige katastrofe.
De skibbrudne begyndte at slås for livet, de svageste røg i havet, og de, der blev tilbage mistede al menneskelighed og forfaldt til primitiv kannibalisme. Efter 12 dage blev flåden bragt op af en fransk brig, men da var der kun 15 overlevende tilbage af de 147.
Den engelske forfatter Julian Barnes har skrevet om Medusas forlis, både i romanen En verdenshistorie i 10 1/2 kapitel (1989) og i en af teksterne i essaysamlingen om kunst, Som jeg ser det (2011), hvor han i en analyse af Théodore Géricaults desperate Medusa-maleri, ‘Scene fra et skibsforlis’, reflekterer over hvordan man forvandler katastrofer til kunst:
“Nu om dage er processen automatisk. Et atomkraftværk eksploderer? Mindre end et år efter kan man se et skuespil om det på et teater i London. En præsident myrdes? Man kan læse bogen eller se filmen (…). Krig? Send romanforfatterne af sted. En serie grusomme mord? Lyt til digternes trampen. Vi er jo nødt til at forstå den, denne her katastrofe; og for at forstå den må vi forestille os den, og derfor har vi brug for kunsten. Men vi har også brug for at retfærdiggøre og tilgive den, denne katastrofe, om så kun i minimalt omfang. Hvorfor skete den, denne frygtelige naturkatastrofe, dette afsindige menneskelige øjeblik? Tja, det resulterede i det mindste i noget kunst. Det er måske i sidste ende det, katastrofer er til for.”
Julian Barnes refleksion er interessant i en tid, hvor katastroferne står i kø, og ikke mindst her i 10-året for at en kvart million mennesker omkom under tsunamien, der skyllede ind over lande og øer efter et voldsomt undersøisk jordskælv ude i Det Indiske Ocean. Jeg har ikke overblik over, hvad tsunamien afstedkom af litteratur på vores breddegrader, men jeg kan uden videre huske romaner af Arne Herløv Petersen og Ib Michael, digte af Lone Hørslev og en sang af Jens Blendstrup og Frodegruppen 40, og der har givetvis været mere. Til gengæld er jeg temmelig blank, når det gælder jordskælvet i Haithi i 2010, hvor 200.000 mennesker døde. Jørgen Leth mistede sit hjem, men hvilke andre spor har katastrofen sat i dansk kunst og kultur?
Naturkatastrofer minder os om tilværelsens skrøbelighed og vilkårlighed, og jordskælv – både under havet og på landjorden – har vi selv hverken lod eller del i, for de er ikke resultatet af menneskeskabte klimaforandringer. Det er derfor de menneskelige handlinger, der følger i kølvandet på katastrofen, som rummer det virkelige drama. Det var ikke Medusas forlis, der var katastrofalt. Det var kaptajnens svigt og de overlevendes degenerering til dyr. Det er derfor ikke forliset i sig selv, der er det gode motiv. Det er overlevelseskampen som moral, sådan som man også ser det i Ruben Östlunds film Force majeure, hvor en lavine sætter skel i en familie, fordi faren hytter sit eget skind og svigter kone og børn.
Af samme grund har menneskeskabte storkonflikter som krig altid kaldt på kunstnerne. Som Julian Barnes siger det: “Krig? Send romanforfatterne af sted”. Den litterære sæson, der gik og den litterære sæson, der kommer, bekræfter pointen: Dy Plambeck udgav roman om Afghanistan-krigen og Carsten Jensen har en roman på vej om Afghanistan-krigen. Samtidig dukkede den også for nylig op i nye digte af Pia Tafdrup og Thomas Boberg for bare at nævne nogle eksempler.
Spørgsmålet er, om vi også kan forvente at danske forfattere tager andre krige og konflikter op, som i sandhed rummer menneskeligt drama. Kommer der mon en Ukraine-roman fra Nielsen, der jo rejste dertil som en af sine nye gestaltninger, Miss Universe, for at skabe fred, hvilket han rapporterede om i flere avisessays? Hvad med den desperate situation i Syrien? Hvad med alle Middelhavets ulykkelige bådflygtninge? Hvad med Israel og Palæstina? Sender romanforfatterne sig selv af sted for at skrive de fortællinger, som gør at vi kan forestille os de meneskelige katastrofers omfang? Det er jo, som Julian Barnes siger, kunstnerne der skal skabe forståelsen gennem forestillingerne.
I det nye nummer af Amnesty Internationals medlemsblad bliver forfatteren Kirsten Thorup interviewet om sin interesse for palæstinensernes sag. Har du nogensinde brugt konflikten i dine romaner, spørger intervieweren. Nej, svarer forfatteren, men hun kunne godt tænke sig at gøre det en dag, men det kræver personlige erfaringer og derfor ville hun have brug for at bo dernede i længere tid. Ærlig snak. Gid hun gør det. Gid flere romanforfattere rejser ud for at finde de fortællinger, der gør os i stand til at forstå verden. Som sådan ønsker jeg mig en mere politisk og internationalt orienteret dansk litteratur.