Weekendavisen den 23. januar 2015.
Mærsk-kæreste. Kristen Bjørnkjær genudgiver sine bestsellerdigte fra 1976 – og bliver ramt af Stockholm-syndromet.
“Kapitalismen vandt, fat det dog…”
På YouTube kan man finde et klassisk klip fra en fjernsynsudsendelse fra 1984, hvor 80’er-digterne Pia Tafdrup og Michael Strunge diskuterer lyrik med 70’ernes knækprosaister Lola Baidel og Kristen Bjørnkjær i DR’s litteraturmagasin, Bazar.
Dengang stod det helt klart, at Tafdrup & Strunge var de egentlige digtere, mens Baidel & Bjørnkjær måske nok havde – eller havde haft – et større publikum med deres lettilgængelige knækprosa om ugengældt kærlighed, om sorg, smerte og savn, som enhver læser kunne spejle sig i. Og i tiden efter stod det lige så klart, at tiden var løbet fra den hverdagsagtige, aforistiske lyrik, og at kærestesorg på knækprosa var faldet ud af tidsånden.
I Bazar gjorde Kristen Bjørnkjær en sober indsats for at forsvare den tilgængelige lyrik (men modstanden var stærk, især fra Unge Strunge, der tværede den modløse Lola Baidel ud), og nu er den følsomme mands fortaler så tilbage med et genoptryk af Kærestesorg, der dengang i 70’erne solgte i 50.000 eksemplarer, hvilket var – og er – et eksorbitant antal for en digtsamling. Samtidig nåede Vita Andersen det dobbelte med Tryghedsnarkomaner, men ellers er det kun folkekære Benny Andersen, der når derop, ja og så naturligvis Yahya Hassan.
Kærestesorg er berømt for sin succeshistorie i almindelighed, og for digtet ‘Hvis du forlader mig’ i særdeleshed. Her beder jeg’et sin kæreste om at blive forladt hurtigt og resolut, nej ved nærmere eftertanke hellere blidt og nænsomt, eller endnu bedre: “Forlad mig tidligt / forlad mig i min ungdom / før vi lærer hinanden at kende…” Ja, jeg’et vil faktisk gerne forlades allerede i sin barndom, mens han endnu er en lille dreng, der leger i en sandkasse. Og så kommer slutningen, hvor han bønfalder: “Åh kære /jeg tror jeg dør / hvis du forlader mig / ta’ mig med / kan du ikke bare tage mig med / hvis du forlader mig?”
Jo, det er underfundigt charmerende, men det er også pænt modstandsløst. Det gode digt havde efterladt drengen i sandkassen og læseren med et sentimentalt stemningsbillede af tidsforskudt forladthed. Men læsere elskede, at de ikke skulle gøre for meget af tankearbejdet selv, og Kristen Bjørnkjær skrev som om han var ansat til at levere folkeligt filosofiske smuler til bagsiden af datobladene på den riv-af-kalender, som sad på instrumentbrættet i min fars blå Saab dengang, for eksempel: “Kærlighed er en hård branche / hold dig væk / eller tag hvad der kommer.” Eller: “Spørgsmålet er også / om livet er for langt / eller for kort / og til hvad? / Det finder man vel aldrig ud af…”
Kristen Bjørnkjærs petitlyrik er skabt af de politiserede 70’ere, og den skildrer ganske tankevækkende det enorme pres, man levede under dengang i de såkaldt progressive miljøer, hvor alt skulle være fælles – også kærligheden og erotikken. Men forelskelse og jalousi kunne man ikke stemme ud af kollektivet, og Kærestesorg er dermed en rapport fra de forbudte følelsers frontkrig.
I disse tekster, som gjorde Kærestesorg til et fænomen, beskytter digteren sig ikke imod sine egne banaliteter, og det er oprigtig talt ikke et spændende gensyn. Til gengæld spærrede jeg øjnene op hen mod slutningen, hvor Kristen Bjørnkjær nedtoner den bløde og følsomme mand og til gengæld skruer op for en politisk kritik, som i dette digt:
“Vi har set den ene og den anden / af disse distingverede amerikanere / med glatpolerede isser eller pomadehår / træde frem og berolige og forsikre / Og vi har set dem senere træde frem for senatsudvalg / med flaksende blikke / for at forklare eller forsikre / Nu impliceret i denne eller hin skandale / Vi har set dem træde frem og blive dømt / af folk der senere selv anklages…”
Samlingen rummer flere digte med dobbeltbundet kritik, rettet mod både magthaverne og tidens akademiske munkemarxisme, der undertrykte pluralisme:
“De har nogle meninger / som de fastholder / skønt de ikke ved / hvorfor de har dem / eller hvor de har dem fra / Men ikke ti vilde heste / kan få dem til at flytte sig / forstemmende…”
Her gøder Kristen Bjørnkjær jorden for en bog, han skulle komme til at skrive næsten fyrre år senere, nemlig Øst for Suez. En rejse med Mærsk – og gennem livet, der udkommer samtidig med Kærestesorg. Det er en bog, hvis forhistorie desværre er mere interessant, end bogen selv: Som journalist på Information skrev forfatteren en kritik af Christiana, som han beskyldte for at være lige så lukket som Mærsk. Så fik han en stående invitation fra rederiet, der gerne ville demonstrere, hvor åbne de var: “Rejs hvorhen i verden du vil med et af vores skibe, og skriv hvad du vil. Vi skal ikke godkende en linje på forhånd.”
Kristen Bjørnkjær slog til. I Øst for Suez. En rejse med Mærsk – og gennem livet fortæller han om turens oplevelser side om side med let causerende erindringer fra den landbrugsleksikale barndom og livet som forfatter og journalist i hovedstaden. Selvom bogen er en ‘rejse gennem livet’ spises Kærestesorg af med en kvart uambitiøs side, og det er ærgerligt, når nu bøgerne udkommer side om side, men det må skyldes at Kristen Bjørnkjær har skrevet fyldigt om det i sine erindringer, der udkom i 2010.
Fuldt loyalt overfor det digt, han skrev i 1976, benytter forfatteren anledningen til at reflektere over egne ståsteder. Det viser sig, at han med årene er blevet knap så venstreorienteret, som i ungdommen, ja han overgiver sig til den kapitalistiske økonomis logik, dog uden at være decideret borgerlig. Han synes at være ganske klar over konsekvenserne ved at være embedded reporter ombord på et Mærsk-skib, men han har ikke rigtig lyst eller energi til at gøre så meget ved det:
“Herregud, hele verden er rykket mod højre, kinesere og russere, polakker, tjekkere, ukrainere, socialdemokrater, SF’ere, til og med Enhedslisten, som har revideret sit før så revolutionsbombastiske partiprogram. Man skal være blind og døv for ikke at kunne indse det. Markedet er blevet den altomfattende grundpræmis i verden. Det har vist sin styrke i forhold til andre måder at organisere økonomien på, men ikke alles følelser og hjerter er lige omstillingsparate, og indrømmet: Udviklingen er gået hurtigere, end nogen prognose kunne forudse, men come on. Kapitalismen vandt, fat det dog…”
Invitationen fra Mærks kommunikationsdepartement var et smågenialt spinologisk træk – og gad vide om man ikke man kan sætte en Stockholm-syndrom-diagnose på Kristen Bjørnkjær? Måske får han et Mærsk-slips, og det fortjener han, men Kristen Bjørnkjær vinder ingen priser for sin temmelig usaltede og vægelsindede prosa, der består af sætninger uden megen sproglig omsorg, for eksempel: “Så tit det lod sig gøre, benyttede jeg enhver given anledning…”
Eller hør bare hvor uambitiøst sludrende, han skildrer temperaturen i maskinrummet:
“Der er varmt, meget varm, 30 grader. En slående hede som på kongens slot, da Klods Hans red ind på sin gedebuk for at fri til prinsessen, der forklarede den med, at de stegte hanekyllinger og derfor havde lagt ekstra meget brænde i kakkelovnen.”
Med eller uden knæk: banalt.
Kristen Bjørnkjær: Kærestesorg. Digte. 75 sider. 150 kroner. / Øst for Suez. En rejse med Mærsk – og gennem livet. 338 sider, 300 kr. People’s Press.