Weekendavisen den 8. maj 2015.
Scene. Mungo Park har verdenspremiere på teaterversion af Siri Hustvedts roman om køn, kendthed og kunst.
Maskeringer
Instruktør: Anders Lundorph. Dramatiker: Lucas Svensson. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Efter Siri Hustvedts roman ‘Den flammende verden’. Aveny-T, København, t.o.m. juni, derefter på Mungo Park og turné.
Jeg indrømmer gerne, at jeg skulle mande mig lidt op for at komme igennem Siri Hustvedts Den flammende verden. Jeg holder meget af (det meste af) forfatterskabet, og jeg er fuld af respekt for denne romans intelligente leg med identiteter, køn og kunst – ja også med genrer, for den forgiver at være en akademisk antologi – men jeg fandt den uforløst som skønlitteratur og kedede mig gennem mange af de kunstteoretiske og filosofiske passager, som måske nok er en præcis karakteristik og satire over New Yorks kunstscene, men anstrengt som fiktion.
Derfor gik jeg også til Mungo Parks dramatisering af romanen med visse forbehold, men jeg tager hatten af for teatret, der fører os udenom det filosofiske omsvøbsdepartement og de teoretiske excesser og direkte derind, hvor Siri Hustvedt raffinerede plot fungerer strålende.
Den flammende verden – som uvist af hvilken årsag er dramatiseret under den amerikanske titel The Blazing World – handler om kunstneren Harriet Burden, der aldrig er slået igennem for alvor. Hun møder den ældre, magtfulde gallerist Felix, som hun bliver gift med, hvorefter hun bliver et kendt navn i kunstbranchen, men ikke en man respekterer.
What’s in a name? Da Harriet var barn, kaldte hendes far hende for Harry (han ville hellere have haft en søn), og hun har døjet med navnets androgyne tone. Dertil efternavnet med den stærke symbolik: Burden betyder byrde. Og kunstneren, som skal lægge navn til eksperimentets kulmination, går kun under navnet Rune, et navn der bogstav for bogstav er indlejret i Burden. Der er med andre ord nok at krænge af sig, nok at tage på sig, nok at revanchere, både personligt og kunstnerisk.
Og Harriet Burden har en plan. Da Felix dør, udtænker hun et genialt hævnprojekt, ‘Maskeringer’. Angst for hvad der måtte vente af demens, død og glemsel, skaber hun tre store værker i forskellige genrer, som hun får tre markante mænd til at lægge navn til. Planen er, at hun til sidst skal stå frem som den egentlige ophavsmand (ophavskvinde!). Hun vil på den måde bevise, at anmeldere og branchefolk kun ser det, de vil se, og at branchen er præget af misogyne fordomme. Det handler om køn og kendthed, ikke om kunst, mener hun. Det hele skal afsløres i en omfattende artikel i et kunsttidsskrift, som hun selv skriver i en fiktiv, mandlig kritikers navn. Men naturligvis gør hun regning uden vært. Der er noget, Harriet ikke har set, ikke ved.
Den svenske dramatiker Lucas Svensson og instruktør Anders Lundorph har truffet en række særdeles gode valg, som udskærer romanens essens, idé, fortælling og godt gemte humor. Der kondenseres til kernen og sigtes målbevidst mod plottets kulmination, for der er heldigvis – og bogstavelig talt – en nøgle der skal findes. Det er faktisk ret imponerende.
De tre skuespillere arbejder i en omhyggeligt afstemt balance mellem den dybe seriøsitet og den satire, der ligger som en subtil understrøm hos Siri Hustvedt. Anslaget er dog ret irriterende, når skuespillerne introducerer sig selv under deres autentiske navne og fortæller os at de spiller flere roller, af og til den samme – no shit, Sherlock? Men da først forestillingen for alvor går i gang, fatter man med det samme pointen (især hvis man kender romanen): at dette er en rekonstruktion af Harriet Burdens liv og skæbne, fortalt af hende selv, hendes familie og folk fra kunstnermiljøet.
Kasper Leisner er uudgrundeligt farlig som den eksperimenterende og hemmelighedsfulde avantgardekunstner Rune, som Harriet sætter sin lid til. ”Interessant at være dig som mig – eller mig som dig,” siger Rune, og Kasper Leisner får det til at lyde som en trussel. Det er rammende for rollen. Han er også dygtig, når han skruer op for den revyagtige komik som en selvhøjtidelig, opstyltet kunstkritiker – meeen… her bliver det måske lidt for meget af det gode (som både min kone og en kollega sagde bagefter: alt for tæt på den affekterede tone hos ‘Snobberne’). Men publikum lo, som var de betalt for det.
Christine Albeck Børge og Henrik Prip forvalter deres roller solidt og stilsikkert, og der er udtryk nok at arbejde med: sørgmodighed, melankoli, desperation, vantro.
Nicolaj Spangaas velfungerende scenografi er baseret på stram enkelhed og fleksible, belyste skærme, som dels bærer en række godt integrerede videoprojektioner og silhuetspil, dels fungerer som porte til alle hemmelighederne.
Kunsten lever kun i perceptionen, siger Harriet Burden i en replik, der bærer Siri Hustvedt signatur. Både Harriet og Siri kan være stolte over den verdenspremiere på romanen som scenekunst, som Mungo Park præsenterer her.