Weekendavisen den 17. april 2015.
Frosne hjerter. Mirjam Bastian vil både skrive slægtskrønike, kærlighedsdrama og psykologisk portræt af sårede sjæle.
Livet selv åbnede sig for dem
Hun debuterede til gode anmeldelser i 1997 og udgav sin anden roman i 2000, hvorefter der altså skulle gå hele 15 år, før Mirjam Bastian gav lyd fra sig igen (nu uden efternavnet Wechselmann) med romanen Loretta. Værd at vente på? Desværre ikke.
Det er ellers tydeligt nok, hvad forfatteren forsøger, nemlig at skrive ”en fabulerende familie- og kærlighedshistorie om mennesker, der forsvinder ud af ens liv, mens andre nærmest kommer dumpende ned fra himlen” (citat fra pressemeddelelsen). Problemet er bare, at det hele er skrevet i en blegt kommunefarvet prosa, hvor det, der skulle være en slags magisk skæbnefortælling om tilværelsens tilfælde, hvirvler forvirret rundt i frit fald.
Loretta er historien om to familier, hvis veje krydser hinanden. Titelpersonen er en ung, dansk kvinde, der bor i London sammen med en flatmate og er ulykkeligt forelsket i en mand, der udnytter hende. En dag modtager hun en anonym bog med tegninger, der tydeligvis illustrerer hendes barndom, og hun tror at det er et livstegn fra hendes forsvundne bror. Hun tager til København for at følge sporet. Samtidig ligger hendes elskede mormor, en forhenværende operadiva, for døden.
I Københavns fremlejer Loretta en lejlighed. I køkkenet står et enormt køleskab, og da hun åbner det, sidder der en forfrossen mand derinde. Hvem er han? Hvad laver han i lejligheden? Og hvordan er han kommet til at smække sig inde i køleskabet?
Side om side med historien om Loretta møder vi Tom (navnesymbolik? åh jo! Loretta betyder ‘lille smerte’ og Tom betyder…ja, tom), søn af en dansk far og engelsk mor. I barndommens London drak faren tæt og druknede i en brandert, hvorefter moren rejste til Danmark med børneflokken, hvor farfaren kunne skaffe dem et lille hus på Amager. Her arbejder Tom som flyttemand og stik-i-rend-dreng for en særdeles lyssky arbejdsgiver, og en dag skal han transportere et læs kasser for en gammel dame, der flytter sammen med en gammel mand. En kasse går i stykker, og da Tom begynder at samle indholdet sammen, bliver han dybt betaget. Her er dagbøger og breve, hvor en ung kvinde skildrer sine inderste tanker. Tom stjæler kassen, og selvom han ingen idé har, om hvem kvinden er, forelsker han sig lidenskabeligt, og hendes optegnelser inspirerer ham til at finde et glemt tegnetalent frem igen…
Ikke ét ord mere om handlingen. Den kører lige ud ad landevejen med afstikkere ad ret blege ruter, hvor det hele står mere summarisk genfortalt, end oplevet.
Også sproget mangler i dén grad karisma. Her er et eksempel, hvor to forelskede teenagere griner sammen, fordi han joker om at opfinde en soldrevet kørestol til deres alderdom:
”’Skal du så være opfinder, Georg Gearløs?’ De grinede så højt, at hendes mor kom og bankede på døren. ‘Hvad er der galt med jer to? Skal jeg komme ind?’ Men så grinede de bare endnu højere, og livet selv åbnede sig for dem.”
Livet selv åbnede sig for dem… Det er vel ment, men slet udført, og sådan er der desværre så meget i Loretta. Mirjam Bastian vil både skrive dobbelt slægtskrønike, kærlighedsdrama, psykologisk portræt af sårede sjæle, der har svært ved at vise tillid og tro på kærligheden, og en fortælling om sammenvævede søskendeskæbner, der spejler hinanden i tid og rum. Samtidig skal der også strøs lidt forblommede ord om racisme, jødisk identitet og afrikansk prostitution ud over det hele, og så skal der bindes pæne, tænksomme sløjfer på tilfældighederne, som når Loretta og Tom flyver hver sin retning samtidig for senere at krydse hinandens skæbneveje (”Den tid, det tog for de to flyvemaskiner at passere hinanden i luften, var kortere end et enkelt åndedræt”).
Det hele foregår i et vintersnedækket København, og for læsere, der ikke har fattet kulden som romanens filosofiske ledemotiv, venter en omgang bundfrossen ekstremsymbolik i slutscenen.
Mirjam Bastian: Loretta. 384 sider, 300 kr. Rosinante.