Weekendavisen den 24. juli 2015.
Strindberg. ”Jeg er ingen stor mand i slap tilstand, men normal i ophidset. Som om det altid er skruens fejl, hvis møtrikken er for stor!”
Triade med tribade
Stykket er 40 år gammelt, det foregår for godt og vel 125 år siden, og dets problemstilling er – funklende moderne. Så lad os først rose Grønnegårds Teatret for at sætte P.O. Enquists Tribadernes nat op her i 100-året for kvindernes valgret, for selvom skuespillet først og sidst er et psykologisk ægteskabsdrama, er det også et stærkt stykke om den aggressive mands angst for kvindens emancipation. Og manden, som stykket handler om, er jo ingen ringere end litteraturens misogyne arrigtrold: August Strindberg.
Når det er sagt, må vi konstatere, at iscenesætter Thomas Bendixen har fået en ujævn forestilling ud af P.O. Enquists debutstykke i Steffen Aarfings decideret grimme og unødvendigt overlæssede scenografi, som fuldkommen mangler det raffinement, der ellers er lagt op i dramatikerens egne anvisninger.
Helt og aldeles strålende, forbandet og karismatisk er Lars Mikkelsen i rollen som August Strindberg, og Ann Eleonora Jørgensen har et godt kontrolleret greb om Siri von Essens flertydighed. De kan begge betone rollen med blikket, og man bør holde øje med deres øjne. De taler og tordner.
Men Siri kan også se så forelsket og blødgjort ud, når den smukke Marie David kommer på scenen i skikkelse af Marie Bach Hansen. De to kvinder, den modne og den unge, som for et par år siden faldt i hinandens arme, hvorved August blev hanrej og såret for livet, er titlens tribader. Nu mødes de tre igen i lejede lokaler på Dagmar Teatret i København, hvor Strindberg har indsat sin hustru som direktør efter at parret har måtte lægge Sverige bag sig efter skandalen om Frøken Julie, kunstnerisk og økonomisk nær rabundus. Siri skal spille hovedrollen i mandens nye skuespil, Den stærkeste, og har nervøse forventinger, for hun har været væk fra scenen i lang tid. Ind kommer så Marie (smukt, mystisk og motivløst syngende en sang af Bjørnstjerne Bjørnson, hvorfor?) som skal spille en stum pige i det stykke, som skildrer to kvinders kærlighed til en mand, der ikke er til stede.
Til stede er til gengæld den iltre og evigt forurettede Strindberg selv, og han gør intet for at skjule sin dybe modvilje overfor den unge, smukke tribade, som Siri sende lange, varme blikke efter: ”Jeg hader alle, der slikker min kone!”
Som lesbisk (og alkoholiseret) suffragette i 1889 er Marie David godt skildret i periodetøj af maskulint tilsnit, men slipset gør det ikke alene. Tværtimod mangler vi noget målbevidst grimhed. Marie Bach Hansen smukke røde manke er simpelthen i vejen for karakterens ægthed. Marie David skal da – bevidst provokerende – være klippet mandhaftigt korthåret! Problemet er desuden, at Marie Bach Hansen spiller sin rolle med al for megen sødme og alt for lidt antydet farlighed. August, Siri og Marie – denne formidable triade med tribade – bliver derfor en lige lovlig disharmonisk konstellation, hvor Lars Mikkelsen har så uendelig meget mere at byde på. Og det er ikke kun rollens beskaffenhed, det handler om.
Endelig må vi have med, at Kenneth M. Christensen gør godt fyldest som den selvoptagede skuespiller Viggo Schiwe, der må lide hårdt under Strindbergs gentagne ydmygelser. Det er en lille, fint formuleret rolle i et stort stykke, hvor stridbare Strindberg står suverænt stærkt i al sin usympatiske afmagt og vælde, men veltalende til det sidste, helt ind i ydmygelsen, hvor han må gribe til hanbavianens tissemandsmåleri for at forsvare sin potens: ”Jeg er ingen stor mand i slap tilstand, men normal i ophidset. Som om det altid er skruens fejl, hvis møtrikken er for stor!”
Tribadernes nat er en kold sag om et ægteskabs krampagtige afblomstring. Men det er også en kulturhistorisk kønsrolleanalyse og en spids kommentar til den biografistiske læsning af et værk (vel at mærke skrevet for 40 år siden, men et apropos til den aktuelle debat om kunstnernes brug af eget levet liv). Men først og sidst er skuespillet vel også en markering af Strindbergs kompromisløse og altopslidende dramatiske geni.
P.O. Enquists skuespil er fremragende, litterær-dramatisk tekst, men dybest set et kammerspil. Under åben himmel i Odd Fellow Palæets Gård er det derfor lidt for lidt af et udstyrsstykke.
P.O. Enquist: Tribadernes nat. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Steffen Aarfing. Oversættelse: Henning Ipsen. Odd Fellow Palæets Have, København. Til den 22. august.