Weekendavisen den 10. april 2015.
Hvor var profeten?
Perker Cabaret. Tekst: Line Mørkeby. Instruktion: Hassan Preisler. Medvirkende: Jacob Fauerby, Hadi Ka-Koush, Sandra Yi Sencendiver og Anders Singh Vesterdahl. Tjek danskdansk.dk for spillesteder og -datoer.
Den 1. februar bragte vi her i avisen et interview med Hassan Preisler, som udtrykte en decideret dødsangst forud for premieren på Perker Cabaret. Tre uger inden var Charlie Hebdo blevet angrebet i Paris, så nerverne sad udenpå tøjet hos instruktøren, og angsten blev naturligvis kun værre da Krudttønden og synagogen i København blev angrebet kort tid efter. Nu har den politisk ukorrekte cabaret så spillet på cafeer m.m. rundt omkring på Nørrebro, men det er der vist ikke én eneste islamist, der har taget notits af. Er det fordi provokationerne er for bovlamme? Eller er det fordi, der ikke er noget for frygte så længe man ikke portrætterer profeten? I hvert fald erkendte Hassan Preisler i interviewet, at teaterfolkene ikke havde nogen Muhammed-sketch med, og hvad er der så at blive sur over for de brutalistisk rettroende? Ikke noget, tror jeg. Og hvad er der at grine af for os andre? Heller ikke rigtig noget. Og hvad skal forarge os, støde os, provokere os? Slet heller ikke noget. Momentvis kan vi se os selv som i et troldspejl, men det kan vi jo i al socialsatire. Jacob Fauerby, Hadi Ka-Koush og Sandra Yi Sencendiver slider imidlertid godt i det til Anders Singh Vesterdahls inciterende harmonika, og stemningen er lettere burlesk, som det sig hør og bør for en cabaret, men der er nu ikke meget svirp i de ”syngende lussinger og kontante klaps”, som vi er blevet stillet i udsigt. Dertil er Line Mørkebys tekster måske for litterære, måske for subtile. Bizart nok ved enhver, hvad der kunne have givet satiren vinger, men af gode grunde blev det afgørende tabu ikke udfordret. Derfor kommer cabareten ironisk til at stå som et monument over terrorens succes: den har skabt en effektiv selvcensur. Dét kunne have været stærkt stof, men heller ikke det har man rørt ved. Det mest tankevækkende, er derfor – desværre – instruktørens egen angst.