Weekendavisen den 11. september 2015.
Kommentar. Stedspecifikt, performativt, publikumsinvolverende vandreteater er der nok af. Hvor er den litterære dramatik?
Som teatergæst arbejder jeg tit imod mine egne fordomme. Jeg forsøger at møde kunsten uhildet, både når jeg skal have bind for øjnene og gå i gåsegang med fremmede, ligge i en kiste som en anden Dracula, stryges over panden af et æterisk åndevæsen i en vuggende båd i et hemmeligt hjørne af havnen, smage på nødhjælpsbeskøjter, pustes i nakken af en Snedronning, bydes op til dans af trolde, trække i store røjsere og agere aktiv statist eller flygte gennem skumle industrilokaler og ”sove” klods op af en spansk performer (heldigvis så hun sød ud) …
Jo, jeg prøver. Men nogle gange er det svært at holde gode miner til slet spil. Da en ordløs, shamanistisk performer for nylig gned mine bare fødder ind i jord på en meget højstemt og spirituel måde, var jeg ved at bryde sammen i latter. Godt at gode anmelderkollega Nanna Goul tog vagten den dag, publikum skulle helt, helt tæt på en thaiprostitueret.
Lidt kropsforskrækket må man vel gerne være midt i al sin åbenhed. Misforstå mig ikke. Jeg er helt på det rene med, at den performative tendens dominerer meget af teaterkunsten i disse år, og at genren egner sig godt til internationalt samarbejde. Det er den slags, de bevilgende støtteudvalg ser på med milde øjne. Skriv ‘stedspecifikt’, ‘performativt’, ‘publikumsinvolverende’ og ‘internationalt’ i din ansøgning, så er du vist ret langt. Desværre er resultatet ofte fortænkt og gemacht.
Jeg savner det, som jeg vil kalde den litterære dramatik (og her mener jeg ikke dramatiseringer af romaner). Ikke at det ikke findes, men det er forholdsvis sjældent i disse år. I fjor var der Adam Prices halvgode Samtale før døden og Astrid Saalbachs vilde Frisørerne, i sommer var der Nikoline Werdelins sommerstykke Visen om Sidsel, og på Teater Grob kæmper de modigt (og delvis vellykket) med et projekt i seks nyskrevne forestillinger, Det Sjette Kontinent, som skal opføres som samlet maraton når Århus er europæisk kulturby i 2017. Det er en prisværdig satsning.
Hvis vi skæver til Det Kongelige Teater, er der ikke noget ny dansk dramatik på vej. Her er ingen Nielsen og ingen Jokum Rohde i år. Og spørgsmålet er, om der er råd til dem fremover. Regeringen har bebudet to procents besparelser på alle ministeriers områder, på kulturbudgettet svarende til 600 millioner kroner frem mod 2019, og for Det Kongelige Teaters vedkommende vil det betyde cirka 10 millioner kroner færre i driftsbudgettet. For nylig truede teaterchef Morten Hesseldahl derfor med frasalg af Gammel Scene, Skuespilhuset eller Operaen. Ingen af delene synes noget nær realistisk. Det gør til gengæld færre premierer og flere lukkedage.
Heldigvis har eksperimentariet i Skuespilhuset, Det Røde Rum, som både slår skæve og lige, interessante ting på vej, blandt andet en forestilling om Nordisk Fjers krak i 1990 (det lyder som den roman, Anders Bodelsen opgav at skrive for over tyve år siden) og en dramatisering af Franz Kafkas noveller med dyremotiver.
Hvad det sidste angår, kom Københavns Musikteater og UmDieEcke i sidste uge Det Kongelige Teater i forkøbet med Aben, en dramatisering af Kafkas En rapport til et akademi, formidabelt spillet af Dan Zahle i Andreas Dawes instruktion. Forestillingen (som ældre folk end jeg kan huske som tv-teater med Oluf Ussing i 1965) er fortalt af en chimpanse, der er blevet bugseret til Europa fra Afrikas jungle. Undervejs lærer den at efterligne mennesker i håb om at få en ny fremtid, men den indser, at den kun kan gøre karriere i Zoo eller ved at optræde i en variete. Til sidst er antropomorfismen så gennemført, at chimpansen kun har foragt til overs for sine artsfæller. Et eminent og tankevækkende stykke, som havde fortjent en lang spilleperiode. Nu levede den en lidt hengemt tilværelse. Men for os, der så den, var den et bevis på, hvor meget man kan opnå med få midler, når ideen, teksten og talentet er til stede.
På det seneste har jeg set lovlig meget performativt, stedsspecifikt vandreteater, performance lectures og/eller forestillinger, der insistere på at aktivere mig, tvinge mig til at træffe valg og isolerer mig fra det øvrige publikum ved at skabe oplevelser én til én med en performer: ”Du skal ud på en rejse”, får jeg at vide. Nå, ok. Men jeg vil faktisk helst bare i teatret.
Derfor efterlyser jeg mere litterær dramatik, hvor en forfatter har skrevet et plot og nogle gode replikker, som sættes i scene af en instruktør og fremføres af en håndfuld skuespillere, mens jeg sidder dernede i den mørke sal på række seks, sæde fjorten, og følger med. Jeg er helt klar over, at der er økonomiske barrierer i branchen, som gør det vanskeligt at udvikle ny dansk dramatik. Men god kunst bliver jo ofte til på trods.
Heldigvis er der da også lovende projekter på vej, for eksempel Kasper Colling Nielsens Sidst på dagen er vi alle mennesker (Mammutteatret og Betty Nansen), der med sin fortælling om den vestlige verdens kamp for at bevare sine globale privilegier lyder som dramatik til tiden. Også Peter-Clement Woetmann, der var medforfatter til Christian Lollikes mesterværk I føling – en krigsballet, har endnu et stykke om Danmark i krig på vej, Til mine brødre (Aarhus Teater). Og Kristian Erhardsen og Joan Rang Christensen er i gang med at skrive I nat kommer krigen hjem om Charlie Hebdo, Krudttønden og synagogen.
Alt det ser jeg frem til. Det performative og publikumsinvolverende vil jeg nok stadig følge. Med sund skepsis.