Weekendavisen den 13. maj 2015
Krigsfanger. Richard Flanagan vandt MAN Booker Prize med historisk mindemonument-roman. Det er svært at forstå.
”Verden er. Den er bare.”
Richard Flanagan: Den smalle vej til det dybe nord. På dansk ved Jakob Levinsen. 402 sider. 300 kr. Politikens Forlag.
Vi kender historien fra Pierre Boulles Broen over floden Kwai om krigsfangerne, der i 1942-43 sled som slaver hos japanerne for at bygge den 415-kilometer lange Burma Railway gennem den feberhede og regnpiskede jungle, hvor 90.000 mænd døde, heraf 2.802 fra Australien.
Blandt de australske fanger var Richard Flanagans far, og med udgangspunkt i hans historie, har den tasmanske forfatter skrevet en prætentiøs og svulmende roman, som af uransaglige årsager vandt MAN Booker Prize 2014.
Richard Flanagans prosa har det med at være lidt til den klæge side. Det så vi også i de to foregående romaner, som i øvrigt var mere end rigeligt værd at læse, Den gode terrorist om hvordan terrortruslen gør os irrationelle, og Savn om den vestlige kolonisering af Van Diemens Land, det nuværende Tasmanien, i 1840’erne (jeg har ikke læst hans gennembrud, Goulds bog om fisk), og i Den smalle vej til det dybe nord tangerer det triviallitteratur.
Historien er ret simpel. Vi følger kirurgen Dorrigo Evans, der gør tjeneste i den australske hær. Da han bliver fange hos japanerne – som i blind loyalitet følger Kejserens bud om at anlægge en jernbane gennem junglen til støtte for japansk besættelse af Burma – ranker han ryggen og kæmper ikke kun for sin overlevelse, men for sine landsmænd (cirka 13.000), og for sin værdighed.
Japanerne respekterer Dorrigo Evans høje rang og lader han fungere som en slags ledende fange for sine landsmænd, hvor han derfor går under navnet The Big Guy (som i Jakob Levinsens ikke specielt velmodulerede oversættelse bliver til Den Store Fyr, hvilket altså lyder grusomt akavet, for naturligvis burde det bare oversættes helt simpelt til Chefen).
Men Dorrigo Evans kan ikke ændre den ubønhørlige virkelighed i junglen, hvor fangerne lever på eksistensens yderste grænse, ganske som KZ-fangerne samtidig i Europa. Til gengæld har han moralsk stamina nok til at sige nej til en bøf, som køkkenpersonalet har skaffet ved at stjæle en ko fra nogle thailændere. De tilbyder ham bøffen som en slags tribut, men han afviser dem på det bestemteste, selvom også han sulter. Og så:
”Og køkkenmedhjælperen sneg sig, i lettelse over nu måske selv at kunne komme til at smage en bid af bøffen, og i glæde over at obersten vitterlig var alt det som alle hævdede at Den Store fyr var, af sted og fik fragtet bøffen hen til hospitalet, og med den også endnu en historie om hvilken enestående mand deres leder var”.
Undskyld mig, men det er altså decideret dårligt, vammelt og sentimentalt. Og desværre er det repræsentativt for romanen, som naturligvis også er fedet op med en klichéfyldt love story – umulig kærlighed! – på den udvendige side af historien om krigsfangerne i den thai-burmesiske jungle. Læg dertil filosofisk filigran fra Dorrigos tankevirksomhed: ”Verden er. Den er bare.”
Den smalle vej til det dybe nord er dedikeret til fange 335, Richard Flanagans far, og den gør fyldest som historisk roman og fiktiv-dokumentarisk mindemonument over krigsfangerne, der døde derude under umenneskelige forhold. Romanen skildrer også med indsigt japanernes syn på sjæl og ære, som de mener at de australske fanger ikke ejer (titlen er hentet fra et haibun-digt af Basho, som siges at opsummere hele det japanske æresbegreb), og giver også et interessant indblik i de japanske kommandanters situation efter krigen, hvor de efterlyses for krigsforbrydelser. Richard Flanagan siger dog næppe noget, som ikke er sagt i forvejen, både af faghistorikere og forfattere, men det gør det ikke mindre vigtigt at fortælle krigsfangernes virkelighed. Blot kunne de have fortjent en roman, der ikke var så satans parfumeret og klæg.
PS. Jeg er efterfølgende blevet gjort opmærksom på, at Jakob Levinsen har oversat Den Store Fyr fra den engelske The Big Fella. Jeg tog altså fejl, da jeg skrev The Big Guy, men sådan havde jeg læst mig til det på nettet. En lille smule mere omhyggelig søgning havde oplyst mig bedre. Undskyld for det! Men når det er sagt, er Den Store Fyr stadig et dårligt valg.