Weekendavisen den 30. april 2015.
Shostakovich. Fantastisk voksendukketeater om nazisternes jernring om Leningrad.
Rapport fra den belejrende by
Man stiger ned i bådens bug og ind i det sorte scenerum, og med en smule fantasi kan man forestille sig, at man er borger i en belejret by, hvor bombeflyene cirkler som sorte fugle, mens man kryber sammen med naboerne i kolde kælderrum.
Jernring er en figuranimation til tonerne af Dimitri Shostakovichs 7. symfoni, der skildrer Leningrad under belejringen. Fra den 9. september 1941 til den 18. januar 1943 lå byen indesluttet i en jernring af tyske tropper. Nazisternes plan var at sulte Leningrad ihjel, og i op mod 900 dage måtte befolkningen klare sig uden forsyninger, uden vand, uden elektricitet, uden varme. Flere end halvanden million døde.
Nu sidder vi så i Bådteatret i det forårsmilde København på den pæne side af Nyhavn, hvor dukkermager og scenograf Rolf Søborg Hansen igen står på scenen med dygtige kolleger (Anya Sass, Ida Drey, Pernille Nedergaard Haugesen), som virkelig kan kunsten at føre en figur frem med en modbydeligt uhyggelig blotlagt menneskelighed. Og det siger jeg udfra en urgammel nærmest fysisk aversion overfor bugtalerdukker, handskedukker, marionetdukker, Mester Jakel-dukker og det, der ligner.
Shostakovichs dystert bevægende musik fylder rummet. Forestillingen varer så lang tid som symfonien varer. På scenen styrer dukkeførerne deres figurer, og intet er gjort for at skjule metoden. Vi ser mennesket bag manipulationskunsten, men forføres til at koncentrere os om de besynderligt udtryksfulde masker. Tænk at noget så statisk kan virke så levende.
Historien i Jernring er simpel. Det er en dødedans, hvor en sindssvagt sindssygt udseende Hitler forsøger at nedslide Stalin, som til gengæld er psykopatisk smilende fra et overdimensioneret ansigt spændt på en dukkeførerkrop, der slanger sig om en stolpe som en pole dancer. Hvem af de to despoter, der er mest verdensfjern, mest selvforblændet, mest dehumaniseret, er et åbent spørgsmål. Nok ved vi, at det er Hitler, der lægger Jernringen om byen, men vi ved jo også, hvilke forbrydelser Stalin stod bag. Og imens må Leningrads arme, udhungrede og desperate befolkning kæmpe sig igennem belejringen. Det er kvalmende at se, hvordan de fanger rotter for at få noget at spise.
Man forlader Bådteatret i tynget stemning af Shostakovichs musikalske monument over belejringen af Leningrad og med mareridtsbilleder af dukkernes fortabte udtryk: den gamle mand med kranieansigtet, det vantro resignerede barn, den vanvittige verdenshersker. Dengang var det Leningrad. I vor tid Sarajevo. Nu Aleppo. Menneskers lidelser i krigshærgede byer er en fortælling uden slutkapitel. Hjemme foran bogreolen finder jeg den polske digter Zbigniew Herberts digt, ‘Rapport fra den belejrede by’, som kunne have handlet om Leningrad: ”… kirkegårdene vokser forsvarernes antal bliver mindre og mindre / men forsvaret varer ved og vil vare ved til det sidste / og hvis Byen falder og kun én bliver reddet / vil han bære Byen i sig på forvisningens veje / han vil være Byen / vi står ansigt til ansigt med hungeren med ilden med døden / og værst af alt – ansigt til ansigt med forræderiet / kun vores drømme er ikke blevet ydmygede…”
Jernring er en tung, trist og traumefyldt rapport fra en belejret by, et stemningsfuldt musikalsk billeddigt om krigens gru og endnu en teaterteknisk veludført figurfortælling af instruktøren Rolf Heim og dukkemageren og scenografen Rolf Søborg Hansen.
Rolf Heim: Jernring. Dukkemager og scenograf: Rolf Søborg Hansen. Bådteatret, København. Til den 9. maj.