Weekendavisen den 4. september 2015.
Entropi og poesi. I den perfekte krystal er den samlede uorden lig nul. Shadi Angelina Bahzeghi debuterer med digte om ikke at fodre frygten.
Døden er til pynt
Kun digtet kan sige det usigelige, sagde Shadi Angelina Bahzeghi her i avisen i sidste uge. Det ‘usigelige’ er krigen, og det er naturligvis hverken en ny eller original pointe (hverken om poesi eller krig), ja siden Paul Celans Sort mælk er det nok snarere en kliche. Men uanset dets trivialitet, er udsagnet jo sandt.
I 2007 vandt Shadi Angelina Bahzeghi konkurrencen ‘Nye stemmer’, som Gyldendal og Berlingske havde udskrevet for ikke-indfødte forfattere, og samme år tog hun afgang fra Forfatterskolen. Nu udkommer hendes debut, Vingeslag.Digtene udspringer af krigen mellem Irak og Iran. Forfatteren tilbragte sine første syv år i Iran, inden familien flygtede hertil, og hendes lyrik trækker i høj grad på barnets erfaringsverden fra en verden i opbrud. Vi trækkes ind i en verden, af faldende mørke, en mørkelagt by og sorte altre med illuminerede billeder af døde mænd på hvert gadehjørne. Jeg’et går hjem fra skole og ser de unge, smukke martyrer, der bærer tragedien i øjnene: ”jeg standser / eller jeg går i stå / som et gammelt ur / der ikke magter at / tælle flere / blodtørstige / sekunder”
Så fyrer en ukendt ‘nogen’ en replik af til det iagttagende barn: ”Skrid nu hjem med dig”. Hun, barnet, konstaterer: ”Døden er til pynt”, og ”Døden er lig med nye hårde hvidevarer / som den efterladte familie får i erstatning”. Døden er køleskab, silkegardiner, elektronik og rationeringsmærker. Men døden er naturligvis så meget andet, end kompensation:
”Det er drengenes vilje der holder mig i live / og jeg øver mig i at dø hver nat / stillet overfor lydmuren / mellem bomberne og antiluftskyts / mellem landminerne hvor unge kroppe springer i luften / og de kilometerlangekøer ved begravelsespladserne / hvor forældre får udleveret de symbolske rester af deres børn / i form af en plomberet krukke”.
Det er en stærk kontrast: på den ene side kompensationen i form af materielle velfærdsgoder, på den anden side barnets mentale øvelser i død og angst og de symbolske urner, et bevægende og intenst portræt af en krigshærget og dødspræget by, hvor ”himlen er ufattelig høj af lidelse”, og mon ikke der sidder et barn fra Aleppo i et asylcenter et sted og ruger over erindringer, der manifesterer sig som lyrik af samme slags om mange år?
Vi forlader krigen, og vender os mod jeg’et voksne hverdag i Danmark. Her er vi i privatlivets kampzone med afstikkere til nogle underligt malplacerede og vinkelløse reportagedigte om fodbold og FC København. Det digtende jeg er vild med Jesper Grønkjær og hans sorte rande under øjnene, og det udløser jalousi hos hendes kæreste, hvilket jeg ærlig talt er ret ligeglad med. Men så sker der alligevel noget interessant, for hun siger til sig selv, at hun skal gøre op med sine fobier, traumer og medafhængighed, og så bladrer jeg tilbage til digtets første sætning, der slet ikke handler om fodbold: ”Det første menneske jeg elskede, og som som jeg var trofast over for /gled bort fra mig i misbrug og bedrag / Måske var det godt så, han døde forholdsvis ung”.
Mellem disse to uforeneligheder – den elskede døde misbruger og fodboldspilleren med de mørkrandede øjne – får jeg’et konstateret myopi, nærsynethed, måske en nedbrydning af synsnerven på grund af dårlig blodtilførsel. Det er ikke normalt for hendes alder, men (banalt formuleret) ”meganormalt” for hendes liv, fordi hun kun egner sig til at observere og hænge vandret i luften. Hun kan ikke rigtig se, hvad der sker i den modsatte ende af fodboldbanen, men svæveflyver ud af digtet med den svagtseende observatørs slørede blik på verden, mens hun tænker på den ophidsede fodboldspillers æstetik.
Krigen vender tilbage, som krige jo gør. I et aggressivt tonet langdigt har jeg’et tal på, hvor mange bombefly, der voldtager hendes himmel og hvor mange bomber, der voldtager hendes ungdom. Hun væmmes ved sig selv, fordi hun ønsker døden for en anden, og hvad betyder så du og jeg og dødsangst, spørger hun. ”Please do not feed the fears”, gentager hun (jeg antager at vi skal se et advarselsskilt i skoven for os, og at bears, bjørne, er lavet om til fears, frygt i flertal). Frygten må ikke fodres.
‘Vingeslag’, digtsamlingens titel, dukker op få gange som et poetisk kaldenavn fra verden af i går. Det samme gør det sødladne og kvalme honeypie, vistnok de to elskendes fælles kælenavn, som bærer så meget betydning i sig, at det får lov at lukke bogen: ”Alting går mod entropi og poesien drikker sit eget hjerteblod… alt for dig, honeypie”.
Entropi er et begreb for den samlede tilfældighed eller uorden i et system, og få sider før har vi læst, at entropien er lig nul i en perfekt krystal (som vi i øvrigt ser på omslaget). Måske drikker Shadi Angelina Bahzeghis poesi sit eget hjerteblod i de hjerteskærende skildringer af erindret og nedarvet krig. Men Vingeslag er ikke fri for uorden, og skal heller ikke være det. Her er spring i tid, sted og emner, ujævnheder og digressioner, ord udspændt mellem poesi, videnskab, kærlighed og krig, nogle ligetil og krystalklare, andre abstrakt viklet ind i usynligt inkorporerede citater fra talrige digtere.
Krigen har dræbt millioner af mennesker og født tusindvis af digtere. Shadi Angelina Bahzeghis vingeslag bærer bedst oppe, når hun forsøger at lade poesien sige det usigelige.
Shadi Angelina Bahzeghi: Vingeslag. 96 sider. 200 kr. Gyldendal.