Weekendavisen den 2. september 2016.
1966. Med blæret belæsthed skriver Anne-Marie Mai litteraturhistorie ud fra et enkelt årstal.
Anne-Marie Mai: Galleri 66. En historie om nyere dansk litteratur. 396 sider, 300 kr. Gyldendal.
Da litteraturprofessor Anne-Marie Mais nye bog lander på bordet, udløser titlen straks en ubetinget reolrefleks: Galleri 66. En historie om nyere dansk litteratur, hedder den, og det minder mig da om noget. Hen til hylderne med antologier og lede, lede, lede, haps!
Her står Gruppe 66. En antologi redigeret af Anders Bodelsen, Ivan Malinovski og Peter Seeberg, en lækker lille og smukt typograferet sag (fra før de smukke syninger i ryggen blev afløst af kønsløse limninger), fyldt med debutanttekster fra det herrens – og skal det vise sig: for litteraturen vitale og historiske – år 1966. Altså netop det årstal, som Anne-Marie Mai nu bruger som affyringsrampe for sin nye begejstrede og begejstrende litteraturhistorie.
Halvtreds år er altså gået siden så forskellige forfattertyper som Bodelsen, Malinovski og Seeberg på vegne af forlagene Fremad og Arena indkaldte bidrag til antologien. ”Gruppe 66 er åben for såvel ekstremt eksperimentelle som – i formel henseende – mere konventionelle bidrag,” stod der i indbydelsen.
Der indkom 457 tekster, og gennem nåleøjet kom poesi og prosa af debuterende digtere, for eksempel Dea Trier Mørch, Peter Poulsen, Arne Herløv Petersen og Henrik Nordbrandt (med et stærkt digt om tyske soldatergrave), for nu at nævne dem, der forblev forfattere. Til gengæld har vi aldrig siden hørt fra for eksempel Bo Hakon Jørgensen (som så i stedet blev litteraturprofessor og kollega til Anne-Marie Mai), Bastian Larsen, Jørn Petersen, Aage Jensby, Hans Due-Boje eller Jens Marius Hansen.
Når Anne-Marie Mai vælger at skrive sin historie om nyere dansk litteratur udfra netop 1966, er det fordi året byder på en række bemærkelsesværdige debuter, som udover de nævnte, bl.a. tæller Peer Hultberg, Klaus Høeck, Henning Mortensen, Vagn Lundbye og Dan Turèll. Der er spændende ting i gære, og den litterære udvikling i Danmark er ikke ulig internationalt bærende tendenser:
”Man var optaget af formeksperimenter, og hvad der viser sig at være et særligt lighedstræk for flere af årets nye forfattere, er deres tematisering af litteraturen som æstetisk form, dvs. en treleddet relation mellem forfatter, læser og verden. Det sker ved, at det tager hele sproget i brug, dyrker den litterære metarefleksion, skaber crossovers mellem billede, film, musik og ordkunst, samt benytter sig at populærkulturen parallelt med blandt andre Allen Ginsberg, Bob Dylan, Thomas Pynchon, Georges Perec og Elfriede Jelinek,” skriver Anne-Marie Mai. Af andre forfattere, hun læser i Galleri 66 kan nævnes Alexander Solzjenitsyn, Nadine Gordimer og Mario Vargas Llosa.
Dermed introducerer hun også det analytiske greb, der gør Galleri 66 til mere end en historie om dansk litteratur. Anne-Marie Mai læser sig nemlig fri af kontinentalgrænser, og inddrager med største naturlighed udvalgte forfatterskaber fra Europa, Latinamerika og USA i et oplysende og interessant tværgående politisk spor. Målet er at vise værkernes fællestræk i opfattelsen af menneske, kunstner, samfund, kultur og samtid, skriver hun: ”Begrebet verdenslitteratur dækker snarere en tilgang til værker end en fastlagt kanon. Og det bliver tydeligt, at værker der er blevet en del af periodens verdenslitteratur, ofte er udsprunget af et stærkt samfundsengagement. Periodens verdenslitteratur er politisk litteratur.”
Med et meget lokalt startsted, har Galleri 66 altså et globalt udsyn, og arbejdsmarken er hverken begrænset af geografi eller tid. Årstallet er udgangspunktet, men der er perspektiverende udstrålinger helt frem til vores samtidslitteratur og kulturpolitik.
Ikke overraskende lægger Anne-Marie Mai en del vægt på Bob Dylan, både hans funktion som (modvilligt) populærkulturelt ikon og hans litterære kvaliteter, som hun aldrig tøver med at tale op til Nobelprisen, og hun undlader ikke at kritisere Det Svenske Akademi for at være for fine til litteratur, der synges (sandt nok, sandt nok, men Nobelkomiteen har jo i det hele taget et anstrengt forhold til USA, for siden 1966 er det stort set kun nogle naturaliserede deltidsamerikanere, der har fået prisen, og så Toni Morrison i 1993, og ingen siden!).
Som dansk debutår er 1966 interessant, fordi de unge forfattere kort efter skriver i en verden præget af ungdomsoprør og Vietnamkrig. Men forfatterjobbet i Danmark finder nu også sted i en velfærdsstat med kunststøtte, og ”66-litteraturen spørger, om individet er andet og mere, end en velfærdsborger.”
De kommende årtier er dybt politiske, præget af kold krig og konflikt (som synes at vende tilbage for tiden), og Anne-Marie Mai skildrer, hvordan det sætter sig i litteraturen. Et sted skriver hun, at digteren Klaus Høeck (som hun er gift med, men det nævnes ikke) i 70’erne og 80’erne ”gik ud over grænsen for de udbredte og acceptable venstreorienterede holdninger med sit forsvar for såvel den palæstinensiske frihedskamp og Yassir Arafat som for den tyske Baader-Meinhof-gruppe, der var fængslet for terrorisme…” Også andre forfattere skrev til terroristernes forsvar, men kun Peter Laugesen citeres uldent for, at det var ”svært at tackle terrorismebegrebet”, fordi det jo var forkert at slå ihjel, men på den anden side, så…
Her havde jeg gerne set en kritisk diskussion af litteraturens politiske engagement. Hvad sker der, når digteren føler solidaritet med terroristen? Bliver et godt digt dårligt, fordi det er politisk anløbent? At mange kunstnere frygtede at Vesttyskland var på randen af en fascistisk magtovertagelse, som Anne-Marie Mai skriver, åbner faktisk for et voldsomt tema, som ikke foldes ud.
Galleri 66. En historie om nyere dansk litteratur er – som titlen siger – en ophængning af forfatterskaber, som tegner en tid. Men bogen rummer også colorportrætter af en række danske forfattere af Jørgen Bispelund Knudsen (som også illustrerede Klaus Høecks Nordisk Råd-nominerede digtsamling, Legacy), hvilket giver bogen en anden, konkret praksis som galleri.
Galleri 66. slutter med et par herlige ekstranumre, som indikerer at Anne-Marie Mai dels er en meget grundig undersøger, dels et litterært legebarn, dels en insisterende tværtænker:
Først bringes en totalliste over skønlitterære danske udgivelser fra 1966. Dernæst kommer en liste over ‘100 kanoniske kandidater 1966-2016’, hvilket jo er helt i kulturministerens ånd, og meget morsomt læst op imod bogens diskussion af selve kanonbegrebet. Men helt loyal overfor sin egen grundidé har forfatteren sat bøgerne op i tværgående temaoverskrifter, der understreger at kanoner er ganske udmærket lege for det dannede selskab.
Indvendinger? Det skulle da lige være, at der til tider er lovlig tempofyldte og overfladiske en passant navneopråb af forfatterskaber, heraf mange apokryfe, og at børnelitteraturen afhandles en kende stedmoderligt og summarisk. Vi skal jo trods alt kun ind i det legendariske 1967, før de danske børnebøger boomer og sætter nye standarder og internationale aftryk på et niveau, som resten af litteraturen ikke kan leve op til (Lille Virgil, Halfdans ABC, Cykelmyggen Egon, Silas og den sorte hoppe).
Anne-Marie Mai er en glimrende formidler, og jeg beder nok om mere, end jeg har ret til, når jeg for skams skyld anbefaler en mere radikal subjektivitet og litterær jeg-tilstedeværelse i skrivningen. Mindre akademiker, mere kulturkritiker. Mere jeg, mere mig, mere Mai.
Men schwamm darüber. Galleri 66 viser Anne-Marie Mais blærede belæsthed og evne til at analysere på tværs af tid, temaer og tendenser. Sidst hun skrev litteraturhistorie, var det med udgangspunkt i ‘stedet’, Hvor litteraturen finder sted (2010-11), og nu altså med udgangspunkt i et årstal. Sted og tid. Hvad bliver det næste?
At situere analysen i et enkelt årstal, er en ny og original måde at fortælle litteraturhistorie på. 1966 kunne være en fix idé, men er et fikspunkt. Stilen er tidstypisk og nærbeslægtet med tidens hausse i non-fiction, essaystik, singler og dokumentarisme, dog uden at Galleri 66 finder et egentligt litterært-stilistisk sprogleje. Men en akademiker med et jævnt og tilgængeligt dansk skal man jo også stille sig tilfreds med. Med sans for alt det i litteraturen, der sætter problemer under debat, skriver Anne-Marie Mai moderne litteraturhistorie, der selv gør det samme.