Weekendavisen den 26. februar 2016.
Teater. Britisk kammerspil om flygtningekrisen er et realistisk portræt af splidagtige europæere.
Den blå ørken
For den britiske skuespilforfatter Anders Lustgarten var det store haveri ud for den italienske ø Lampedusas kyst i efteråret 2013, hvor flere end 360 bådflygtninge fra Nordafrika druknede, oplagt dramatisk stof.
Han satte sig til at skrive et kammerspil om migrationskrisen i og omkring Middelhavet, og derfor kunne Lampedusa have premiere i foråret 2015, nøjagtig samtidig med at flugten over havet tog til og det ene skib efter det andet kæntrede med sin tragiske menneskelast.
Nu er Anders Lustgarten – som udover at skrive dramatik også er kendt som kapitalismekritiker og politisk aktivist – så aktuel i Stockholm, hvor den makedonskfødte vicechef for scenekunst på Stadsteatern, Dritëro Kasapi, har instrueret det stramme drama, der består af to parallelle dialoger. I den ene møder vi en simpel fisker fra Lampedusa, der har fået job på en båd, der evakuerer de nødstedte ude på havet, hvilket i praksis vil sige, at han bjerger lig op af bølgerne. I den anden møder vi en kvinde fra Leeds, der for at få råd til studierne knokler i et barskt job som gældsinddriver, imens hun sørger for sin syge mor.
De to har intet med hinanden at gøre, men deres fortællinger spejler hinanden. Begge tager til takke, begge drømmer om noget bedre, begge indser, at andre har det værre. Og begge er indbegrebet af hårdtarbejdende europæere, der egentlig ikke synes at de har noget at dele ud af til fremmede – men begge bløder op, når næsten kommer ind i deres liv. For Denise (Sandra Medina) i England er det mødet med en portugisisk kvinde, der ikke kan betale sine regninger, men alligevel inviterer på saltet torsk. For Stefano (Emil Almén) på Lampedusa er det mødet med en bådflygtning fra Mali, som reparerer motoren på en redningsbåd.
Modibo er et malinesisk mirakel, som kan fixe al mekanik. Men, siger Stefano, der kan da ikke være mange både at reparere i Malis ørken. Nej, det ved jeg alt om, det er derfor jeg er kommet hertil, griner Modibo, og gennem ham – smukt, men også lidt sukret – indser Stefano, hvor meget de to mænd har til sælles, at de har de samme håb og længsler.
Stefano er resigneret over et mistet sit erhverv på grund af et udfisket hav, han er vred over alle flygtningene der kommer, han er pessimistisk for sin fremtid. Og så er han traumatiseret af alle de opløste lig, han fisker op af havet og af mareridtene om flygtninge, der griber ud efter ham:
”Det er mærkeligt at se så mange unge døde. De ser ud som om de sover. Det er nemmere når ligene ikke er menneskelige længere. Fisk siger ikke nej til øjenlåg, fingerspidser, alt der ikke er dækket af tøj,” siger han, inden han erkender at flygtningen er blevet en levevej for øboerne: ”Min bror er biokemiker. Men her er ingen jobs til ham. Nu er han kok i London. Souschefen er spansk, han er genetiker. Opvaskeren er fra Grækenland, han er er læge. I pauserne finder de en kur mod cancer.”
Stefanos venskab med Modibo er tænkt som Lampedusas gribende pointe. Da flygtningens kone overlever et forlis på turen over den blå ørken og ægteparret genforenes, holder de deres europæisk bryllup og inviterer den italienske redningsmand med som hædersgæst: ”Ingen kan se glæden i deres øjne uden at fyldes med håb. Det kan man bare ikke,” lyder den hjertevarme slutreplik. Men det var ikke Stefanos nye humanisme, jeg gik hjem med i erindringen. Det var hans vrede vendt mod alle de flygtninge, som ville fortælle deres historier: ”Det indgår ikke i min opgave at lytte,” siger han. ”De døde er nemmere”.
Lampedusa er vel en slags politisk-humanitært agitationsteater, lidt disharmonisk i de to parallelle monologer, men tilsammen et dybt realistisk og retvisende portræt af europæere splidagtige med sig selv. Som scenisk produktion betragtet umådelig simpelt, lige en smuttet mandel til en dansk scene, der mener samtidsteater seriøst.
Lampedusa. Anders Lustgarten. Instruktion: Dritëro Kasapi. Kulturhuset Stadsteatern, Stockholm, til den 11. marts.