Weekendavisen den 3. juni 2016.
Genfortælling. Shakespeares skuespil omskrives af nutidige forfattere i nyt romanprojekt. Anne Tyler begynder virkelig skidt.
Anne Tyler: Eddikepigen. Oversat af Allan Hilton Andersen. Roman. 203 sider, 199 kr. Modtryk.
Jeg vil ikke afvise, at der kan komme en vellykket roman eller to ud af denne internationale serie, hvor nutidige forfattere genfortæller Shakespeares skuespil, her i anledning af 400-året for den gamle gubbes død. Men hold da op, hvor er det en fuldkommen ligegyldig, uinspireret og mageløst doven omgang, Anne Tyler serverer for os her med sin roman skrevet over Trold kan tæmmes.
Konceptet – ikke at forveksle med ægte litteratur – er sikkert udtænkt på et idéudviklingsmøde med smarte redaktører og marketingfolk, og som udgangspunkt lyder det da også meget godt, for på papiret har man kombineret gode (og i hvert fald: populære) forfattere med nogle af de største skuespil, udover Anne Tyler er det følgende: Jeanette Winterson / Et Vintereventyr (som forlaget fejlagtigt kalder Vintereventyret), Howard Jacobson / Købmanden i Venedig, Margaret Atwood / Stormen, Tracy Chevalier / Othello, Jo Nesbø / Macbeth, Edward St. Aubyn / King Lear og hende, der fik et internationalt debutanthit med Kvinden der forsvandt, Gillian Flynn / Hamlet.
Trold kan tæmmes (1590) er en mild og munter forvekslingskomedie, som i Eddikepigen er blevet til en nutidsfortælling fra Baltimore. Den distræte professor Battista er enkemand og alenefar til Kate og gymnasiepigen Bunny. Kate er droppet ud af studierne, arbejder nu i en børnehave og holder hus for sin far og søster. På laboratoriet har faren en forskningsassistent fra Rusland, Pjotr, hvis opholdstilladelse nu udløber. Nu er gode råd dyre, for professoren har hårdt brug for den unge russer. Aha, hvis han gifter sig med en lokal pige, kan han få permanent opholdstiladelse, tænker professor Battista, og han beder sin datter om at gifte sig med Pjotr.
Det vil den egensindige Kate naturligvis ikke. Hun vil kun giftes af kærlighed, og hun accepterer ikke farens snak om, at arrangerede ægteskaber fungerer fint i andre kulturer. Så forsikrer professoren sin datter om, at giftermålet kun er proforma for at få immigrationspapirerne på plads. Hun behøver da ikke have sex med sin mand!
Pjotr taler gerne i ordsprog. På et tidspunkt fortæller han, at de i hans hjemland siger, at man skal vogte sig for søde mennesker, fordi sukker ingen næring har. Til det svarer Kate: ”Nå, men i mit hjemland siger man, at man fanger flere fluer med honning end med eddike.”
Pjotr: ”Men hvorfor skulle man dog have lyst til at fange fluer, hvad? Sig mig lige det, eddikepige.”
Deraf romanens titel. Lutter behændighed. Naturligvis sørger Anne Tyler også for at indsnige kodeordene fra Shakespeares titel, så her både står ‘trold’ og ‘tæmmet’.
Ind på scenen kommer undervejs søster Bunny og nabosønnen, der hjælper hende med spansklektierne og inspirerer hende til at blive vegetar, et galleri af halvhjertet beskrevne bipersoner, samt en plat intrige om et indbrud i laboratoriet, hvor alle professor Battistas og Pjotrs forsøgsmus er blevet bortført.
Ifølge bagsideteksten er romanen skæv, morsom og livsbekræftende. Det er desværre ikke sandt. Den er derimod en triviel konceptroman, som forfatteren synes at have rystet ud af ærmet uden gnist af engagement. Al vildskaben, galskaben, gøglet og intrigemageriet fra originalen, er her fordampet som – eddike.
Fint nok at hylde Shakespeare på denne måde, og den gamle barde skal nok overleve de elendigheder, der måtte komme ud af bestillingsopgaverne. Forlaget Random House bringer det hele til verden – foreløbig ifølge den danske forlægger, Modtryk, i 29 lande og på 22 sprog – hos det imprint, der hedder Hogarth, altså det forlag som Virginia Woolf var medgrundlægger af i London for 99 år siden. Måske skulle man i stedet (eller også) udgive nogle af de over 500 bøger, der udkom dér mellem 1917 og 1946, når Hogarth til næste år har 100-års jubilæum.