Weekendavisen den 16. december 2016.
I sidste uge, den 8. december, tikkede en af den slags pressemeddelelser ind på redaktionerne, som nærmest antager sig selv som en note. Den kom fra Kulturministeriet og lød sådan her: ”Kulturminister Mette Bock har besluttet, at det nye, samlede nationalbibliotek og Danmarks største forskningsbibliotek, som ser dagens lys per 1. januar 2017, skal bevare det historiske navn Det Kgl. Bibliotek. Biblioteket er et resultat af sammenlægningen af Det Kongelige Bibliotek i København og Statsbiblioteket i Aarhus .” Aha, interessant. To store institutioner fusionerer i en ny, ligeværdig organisation under én fælles ledelse, men den ene institution er altså lidt mere ligeværdig, end den anden, for mens det ene navn lever videre, bliver det andet lagt i grave. Det er godt for Det Kongelige Biblioteks selvfølelse, men ærgerligt for Statsbibliotekets. Her kunne historien jo så ende, men helt så enkelt er det nu ikke. Hvis man har god hukommelse for pressemeddelelser, vil man nemlig huske, at selvsamme Kulturministerium så for nylig som den 12. september meddelte dette til offentligheden: ”Kulturminister Bertel Haarder samler per 1. januar 2017 Danmarks to største national- og forskningsbiblioteker – Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek – i én organisation under navnet Nationalbiblioteket.” Undskyld, hvad? Bertel Haarder havde altså besluttet, at fusionen skulle ske under nyt navn, nemlig Nationalbiblioteket. Men det laver Mette Bock altså om på umiddelbart før den nye struktur trådte i kraft. Og ikke alene beslutter hun, at navnet skal være Det Kongelige Bibliotek, nej hun vælger tilsyneladende også, hvis pressemeddelelsen står til troende, at navnet skal staves med forkortelsen Kgl., hvilket indebærer en tilbagevenden til en ellers afskaffet staveform. Nationalbiblioteket fik dermed en kort og uglorværdig levetid mellem den 12. september og den 8. december.