Weekendavisen den 15. april 2016
Klimafiktion. Tankevækkende, men lidt trættende, fremtidsroman om klimakrise, fanatisme og afskyelige snefolk.
Charlotte Weitze: Den afskyelige. Roman. 328 sider, 300 kr. Samleren.
Hos Charlotte Weitze spiller det mytiske, det mystiske, det folkloristiske og det fantasmagoriske ofte en betydende rolle, således også i Den afskyelige, ja titlen siger det usagte, for hvad er det for et ord, der mangler? Vi kender jo den kryptozoologiske behårede primat fra Himalaya, yetien. Tintin fandt den i Tintin i Tibet, mens Bruce Chatwin ikke fandt den i What Am I Doing Here?
Nu går Charlotte Weitze så i de store (fiktive og faktiske) rejsereporteres fodspor, dog ikke på en ekspedition til tinderne, men i en fantasirejse ind i en nutidsnær fremtid med enorme klimaforandringer.
Vi er et sted i Norden. Vores fortæller, Heidi, var for nogle år siden med forældrene og søsteren Angelica på Klaftafjeld. En nat sneg Angelica sig ud, fordi hun havde en hemmelig date. Det var skæbnesvangert, for hun blev ramt af et klargøringsfartøj på løjpen i det, der blev kendt som landets sidste skisportsulykke. Den sidste, fordi der nu ikke er mere sne at stå på ski i.
Da romanen åbner, ligger Angelica i respirator på syvende år. Hos hende er søsteren, der arbejder som rengøringsassistent på hospitalets fødeafdeling. I en smøgpause møder Heidi en fyr, der er indlagt til behandling af en abnorm svedproduktion. Han hedder Kenneth, er to og en halv meter høj og har stærk hårvækst. Og så er han meget interesseret i, hvordan man kan leve CO2-neutralt og skåne kloden, en interesse der udarter til en manisk, fundamentalistisk besættelse.
Kenneth og Heidi bliver kærester, og de dyrker meget sex. Ganske vist er han velhængt med en hel halv meter, men Heidi kan magte det, og samtidig kan hun lindre hans ild, fordi hendes indre organer er kolde som is.
Menneskekroppe er ikke, hvad de har været. Heller ikke Heidis veninde Mette er fysisk set helt normal. Hendes hænder er fingerløse luffer, og da hun og kæresten Claude, som har en fortid i fremmedlegionen, får en baby, har sønnen, vidunderligt navngivet Ankerstjerne, stærke misdannelser på hoved og krop.
Det hele foregår i en verden, der er næsten som vi kender den. Men små hentydninger viser afgørende forskelle. Afsmeltninger, oversvømmelser, deformiteter, uddøde dyrearter. Og ubesværet kobles denne cli-fi (som man kalder den afart af science fiction, der beskæftiger sig med klimakrisen) til folkloren. For hvad gør yetien og hans slægtninge, når de bliver klimaflygtninge? Hvad er Kenneths egentlige mission?
Den afskyelige føjer sig til den omsiggribende skønlitteratur om mennesker og miljø, klima og katastrofer. Som sådan er den en politisk roman med en stenhårdt budskab: Vi er ved at kvæle kloden med vores overforbrug. Samtidig – og det er afgørende – kan romanen også læses som en advarsel om klimaaktivisternes radikalisering, for hvad skal der egentlig til, før kampen for klimaet eskalerer og bliver ført med terroristernes midler?
Jeg bryder mig ikke om, at forlagenes pressemeddelelser prøver at lægge os anmeldere ord i munden, men jeg må erkende, at Samleren har en meningsfuld pointe, når de karakteriserer Den afskyelige som en ”økopolitisk satire om det umulige CO2 regnskab og det enkelte menneskes ansvar for at gøre noget.”
Netop, en satire. Charlotte Weitze er jo ikke realist, men hendes litterære ambition er at skildre realiteterne i et formsprog, der forvrænger virkeligheden – og dermed siger den ubekvemme sandhed om menneskets rovdrift på kloden. Dog: Klimaskeptikere vil ryste på hovedet, stege en bøf til og bruge bogen som optænding i pejsen.
Den afskyelige er en fortælleglad fabel, lige lovlig fortælleglad. Forfatteren synes også selv at miste skarpheden undervejs i det overomhyggelige plot og falde lidt i staver, og romanen står ikke sine 328 sider igennem uden at trætte sin læser. Tydelighed fremmes ikke ved tilføjelser og gentagelser, men ved at stramme og skære.
Når det er sagt, er udgangspunktet – landets sidste skisportsulykke – en temmelig fremragende idé, og samlet ser er der tale om relevant samtidslitteratur.