Weekendavisen den 29. juli 2016.
Kommentar. Terrorismen skaber en frygt, som skader det åbne samfund. Vi er nødt til at bekæmpe vores angstsygdommen og terrorhypokondri.
Det ukendte tidsforløb mellem to terrorhandlinger er et utrygt og ubehageligt moratorium. Vi ved, at det kommer til at ske igen, men ikke hvor, hvornår og hvordan. Den ene fanatiker dolker en politiker på åben gade, den anden kører en lastbil gennem en menneskemængde, og den tredje angriber togpassagerer med en økse. Idag driver enhver entreprenant fundamentalist sin egen partikulære terrorvirksomhed med de forhåndenværende midler.
Jeg har netop læst Joseph Conrads roman Den hemmelige agent, en historie om anarkistisk terror i London i 1880’erne. Her er ambassadesekretær Mr. Vladimir fra en udenlandsk ambassade (navnløs, men russisk) terroristernes opdragsgiver, som forsøger at ryste den offentlige mening og destabilisere samfundet. Da han skal animere sin agent provocateur fra byens anarkistiske undergrund, Mr. Adolf Verloc, til at begå attentatet, beder han ham overveje, hvilken ‘fetich’ hele borgerskabet ærer.
Ifølge Mr. Vladimir er tidens fetich hverken royal eller religiøs, og derfor bør slot og kirke stå i fred. Derimod har han en idé til, hvor anarkisterne skal sætte ind: ”Den sakrosante fetich i dag er videnskaben. Hvorfor får De ikke
nogen af Deres venner til at gå løs på denne stormægtighedens stenansigt?”
Målet for bombeattentatet bliver Royal Greenwich Observatory ved London, hjemstedet for nulmeridianen og et sted med stor betydning for den fremadstormende naturvidenskab (jeg henviser til romanen, hvis man vil vide, hvad der videre sker). Den russiske terroropvigler og de engelske anarkister havde altså i 1880’erne samme sans for at sende bomber mod symboler, som Osama Bin Laden havde, da han i 2001 angreb kapitalismens højborg, World Trade Center, hjemme hos de frie og lige. Og samme sans har de sataner, der nu har rystet os med en blodig sommer.
Nutidens terrorister tænker på samme måde som Mr. Vladimir, men de når ikke til samme resultat. For dem er den sakrosante fetisch nemlig hverken et kapitalismesymbol eller videnskabens hjemsted. Nej, de konkluderer faktisk det stik modsatte af romanens ambassadesekretær, der mente, at et anslag mod en restaurant eller et teater blot ville virke som en ikke-politisk lidenskab eller en social hævnakt. Det kunne han som politisk terrorteoretiker ikke stille sig tilfreds med:
”Et bombeangreb, der skal have indflydelse på den offentlige mening, må nu gå videre end til hævn eller terrorisme som sin hensigt. Det må være rent destruktivt. I anarkister bør gøre det klart, at I er fast besluttet på at smadre hele den samfundsmæssige struktur,” siger Mr. Vladimir – der så pludselig alligevel kommer på bølgelængde med nutidens partikulære terrorister.
At smadre den samfundsmæssige struktur er jo netop terrorens formål, men før murene kan falde, skal fundamentet skælve, og derfor forsøger de – organisationerne såvel som de ensomme ulve – at pode os med angst. ‘Vi kan ramme jer alle steder og med alle midler’, siger de, ‘vi kan forvandle alt til våben’. Som Mr. Vladimir siger i en terrorbelæring til sin hemmelige agent: ”Hvad skal man sige til en handling af destruktiv vildskab, der er så absurd, at den bliver ufattelig, uforklarlig, næsten utænkelig, ja, faktisk sindssyg? Kun sindssygen er virkelig skræmmende, fordi man ikke kan gøre den fredelig, hverken ved trusler, overtalelser eller bestikkelser.”
Det er netop sådan en skræmmende sindssyge, man er oppe imod, når en lastbil brager ind i en menneskemængde eller passagerer bliver angrebet med en økse. En sindssyge, som vi ikke kan se. Forleden skrev den franske filosof Bernard-Henry Lévy, at nutidens terrorisme ikke behøver en centralkomité til at give ordre, og at man kan være soldat i den nye hær uden nogensinde at være blevet trænet, rekrutteret eller kontaktet af Islamisk Stat.
Terroristerne har sejret. I deres religiøst fundamentalistiske foragt for det sekulære, frisindede og åbne samfund, som i sig selv er vore sakrosante fetich, har de på det seneste ikke alene angrebet vores ytringsfrihed (Charlie Hebdo), men også vores restauranter og teatre (Bataclan), og denne sommer er det, som Mr. Vladimir kalder ‘den sociale hævnakt’, nået til havnepromenaden i Nice og et tog i München. Er det en ikke-politisk lidenskab? Eller er det politisk terror med nye midler?
Uanset, hvordan man ser på det, er virkningen indlysende: terroristerne sår nye terrorfrø, som vokser i frygtens frugtbare jord. At risikoen er uendelig meget større for at dø i den hverdagstrafikken eller af den fede mad, vi æder os fordærvede i, spiller ingen rolle. Den død, vi frygter, er døden for fjendehånd, og vi får hele tiden at vide, at risikoen er overhængende, selvom den er minimal. Derfor må vi bekæmpe angstsygdommen og terrorhypokondrien, og dertil griber vores hjerner til en kæmpe foræring: glemslens nådegave. At der var terror i Bruxelles lufthavn i marts, hvor 32 blev dræbt, har vi hurtigt fortrængt. Attentater i Istanbul ignorerer vi hurtigt. Selvmordsbomber i Kabul registrerer vi dårligt nok, men det er jo heller ikke i vores baggård. Selv i München normaliserer tingene sig langsomt efter en brutal uge.
Men uanset glemslen hos den enkelte, lever angsten i vores kollektiv. Terroristerne ønsker netop at vi skal frygte dem, og de ønsker, at vi i vores skælven støtter politikere, der optrapper konflikten med mere overvågning og mere militær, for terroristerne har selv en direkte interesse i en eskalerende voldsspiral. I hvert vestligt anslag mod Islamisk Stat finder islamisterne en retfærdiggørelse af deres terrorisme i vores byer. En helvedes alliance.
Kan terrorismen bekriges til døde? Næppe nogensinde. Nogle debattører og politikere vil gerne gøre dette til et spørgsmål om religion, idet de mener, at islam nærer terrorismen ved sin barm. Andre betoner, at vi ikke er i krig med islam og troens dyrkere, men kun med voldsparate jihadister. Naturligvis har de sidste mest ret. Men under ingen omstændigheder kan man lægge et rent snit. Religion kan bruges til at retfærdiggøre alt, og religion er ikke ubesmittet af politik, men tæt knyttet til demagogi. Derfor er der også en risiko forbundet med det krav, som man tit hører til verdslige muslimer om, at de skal tage afstand fra terror. Det skal de da være velkomne til. Men det skal ikke formuleres som en betingelse for deres medborgerskab. I så fald skal alle jøder vel også tage afstand til brandstiftere blandt fundamentalistiske jødiske bosættere på Vestbredden? Og alle kristne til korsfareren Breivik?
Mr. Vladimir var styringsofficer for en gruppe anarkister, der ville omstyrte samfundet eller straffe det for dets dårskab. Det samme ville f.eks. venstreradikale Rote Armé Fraktion i 70’erne og den højreradikale celle Nationalsozialistischen Untergrunds, som stod bag bombeattentater og ni racistiske drab på udlændinge i Tyskland op gennem 00’erne. Og det samme vil islamistiske massemordere i Damascus, Bagdad, Bruxelles og Paris. Hvad de forskellige gerningsmænd bag sidste uges fire angreb i Tyskland dybest set var drevet af, står mig ikke klart. Var der tale om organiseret terror? Ensomme ulve? En ond virus, der springer fra det ene syge sind til det andet? Uanset hvad, er effekten terroristisk.
Hvad er det åbne og demokratiske samfunds sakrosante fetisch? Svaret er nemt: Det åbne og demokratiske samfunds sakrosante fetisch, er det åbne og demokratiske samfund selv. Men vores politikere er ikke i stand til at beskytte denne juvel, for det eneste beskyttelsesmiddel, vi kender, er krige, der gengældes med mere terrorisme, eller overvågninger og andre frihedsindskrænkninger, som dybest set er kontradiktoriske til det, som vi gerne vil beskytte, så i bestræbelserne på at forsvare vores demokrati og livsstil, kommer vi samtidig til at begrænse det.
Deri ligger en strukturel samfundsfare, som er større end terrortruslen selv. Som den norske psykiater og forfatter Finn Skårderud engang har skrevet: ”Kollektiv frygt er farlig. Angsten æder sjælen, og i farens øjeblik opgiver vi nemmere etiske, juridiske og demokratiske principper.” Sådan et farens øjeblik er vi i netop nu. Hvor meget frihed er vi parat til at afgive til overvågning og kontrol i bytte for forestillingen om mere sikkerhed? Dén grænse er vi ikke i nærheden af endnu. I dét spil risikerer vi selv at afskaffe det frie samfund. Dermed har terroristerne forvandlet os til vores egne værste fjender. Og derfor er vores terrorhypokondri den tungeste trussel.