Weekendavisen den 23. december 2016.
Erindringer. Sonja fra Sovjetunionen kunne skaffe toiletpapir i Leningrad i 1970. Men hvad kunne hun bruge det til i Danmark?
Sonja Vesterholt i samarbejde med Britta Sørensen: Kærlighedslandet. Fortællinger fra mit liv i Danmark. 224 sider, 250 kr. Gyldendal.
I middelalderens Rusland blev alle udlændinge kaldt nemets, ‘de stumme’, fordi de ikke kunne tale russisk. Da den 25-årige Sonja kom til Danmark fra Sovjetunionen i 1970 følte hun sig stum. Hun kunne skaffe toiletpapir og underbukser i Leningrad, men i Danmark bugnede butikkerne jo med varer. Alt hun kunne, handlede om at sno sig i en stat, der bekæmpede sine egne borgere. Men nu var hun fri af systemets ufrihed, og efter at have været i fremdrift, gik hun i stå, for der var ikke brug for hendes evner. Hun blev nemoj, stum.
Sonja havde mødt en dansk mand, der studerede russisk i Leningrad. De forelskede og giftede sig, og efter langstrakte forhandlinger med de russiske myndigheder, opnåede sovjetborgeren tilladelse til at forlade sit hjemland og slå sig ned i det både forjættede og fremmedartede Danmark, hvor ingen manglede noget, men gode venner kun ringede på hos hinanden, hvis det var aftalt to uger forinden. Her omstillede hun sig år for år til Danmark, danskerne og sproget, og da hun opdagede, at hendes elskede ægtemand Ole var alkoholiker, måtte hun i stigende grad lære at klare sig selv. Det førte til sidst til løsrivelse og fuld emancipation, og som tiden gik, blev Danmark til Kærlighedslandet, titlen på Sonja Vesterholts tiltalende erindringsbog, som er fortsættelsen af den fine Hunden af rask (2011) om opvæksten i Sovjetunionen.
At omstille sig til livet i det nye land, er ikke nemt. Men Sonja møder verden med åbent sind og en ambition om at finde et ståsted: ”Jeg er et menneske med et liv, også før jeg kommer til Danmark – ligesom manden med plastikposen på Nørrebrogade, der i et andet land var professor i filosofi på Bagdad Universitet, og kvinden, der indhyllet i underlige gevandter var andenviolinist i Beiruts Symfoniorkester,” skriver hun, hvilket vel kun kan opfattes som en opfordring til ikke at overse nyankomnes evner.
Sonja knokler som bryggeriarbejder på Carlsberg, underviser i russisk på Universitetet og tolker for blandt andet Flygtningehjælpen (dengang var flygtninge endnu kun individuelt forfulgte systemkritikere fra ufri regimer), hvorefter hun uddanner sig til filmproducer med dokumentarer som speciale. Den stumme fik stemme.
Kærlighedslandet er holdt i en let anekdotisk stil, der svinger fra hyggelige huskerier til vigtige erindringsepisoder. Særligt er det interessant at læse om, hvordan de amerikanske efterretningstjenester udså sig Sonja Vesterholt som en mulig meddeler og forsigtigt udstak følere forud for en potentiel hvervning. Mest besynderlig er historien om en smuk amerikansk mand, der af og til dukkede op hos Ole og Sonja i Larsbjørnsstræde. En dag inviterer han Sonja med til Malmø. De kører fra færgen, gennem byen og ud til en hytte i skoven:
”Da han åbnede døren, var det første jeg så, et portræt af Hitler på den ene væg og et af Sydvietnams leder, Thieu, på den anden. Det viste sig at han havde møde med en asiat og et par svenske fascister med svastikaer på tøjet.” Hvad var det? spørger Sonja Vesterholt sig selv. ”Et hul i mosen? En arm, der kom op, men ikke fik fat?”
Svaret blæser stadig i vinden. Men skånsk nazisme er ikke noget historisk fatamorgana. Hvad en amerikansk agent har med disse folk at gøre i 70’erne, ville vi gerne vide i dag. Ærgerligt at sporet går koldt. Ærgerligt, både politisk-historisk og rent litterært. Godt nok får vi opskrifter på rødbedesuppe og sibiriske pelmeni, men her bliver vi spist af med luftsteg og vindfrikadeller.
Hun kom som en fremmed fugl, men hun byggede sin egen rede i vores midte, og for det skal Sonja Vesterholt have stor tak. Tak for at vi blev Kærlighedslandet. Hendes erindringer er (uden at være stor litteratur) et vigtigt, sympatisk og underholdende bidrag om vores nære historie.