Weekendavisen den 24. juni 2016.
Kommentar. Drabet på Jo Cox udløste ingen empatiaktioner herhjemme. Er vi ramt af medfølelsestræthed? Eller var hun det forkerte offer, der blev dræbt af den forkerte gerningsmand?
Forleden cyklede jeg langs Søerne, ned ad Classensgade (min barndoms gade) og til højre ad den søndagsstille Kastelsvej i Østerbros ambassadekvarter.
Jeg parkerede cyklen op ad hegnet ved Ho Chi Minh-stien, den smalle gangsti langs Garnisons Kirkegård, som fik sit navn i folkemunde i de tidlige 70’ere under demonstrationerne mod Vietnamkrigen foran den amerikanske ambassade henne på Dag Hammerskjölds Allé. Når der var knippelsuppe i luften, var stien demonstranternes flugtrute, opkaldt efter den illegale transportvej mellem Nordvietnam og Sydvietnam.
Ho Chi Minh-stien hegner op til den britiske ambassade, der ligger tilbagetrukket bag ugæstfri gitterporte. Et eller andet sted derinde sad sandsynligvis en sikkerhedsvagt og fulgte mig på en monitor. Men gad vide om han fornemmede, at jeg var forvirret og forstemt? Som jeg stod der og skrabede i asfalten, fik jeg mine værste anelser bekræfter: Mordet på Jo Cox havde ikke ført et empatisk blomsterhav med sig til ambassaden. Hvorfor?
Den 16. juni – tre dage tidligere – var det 41-årige engelske Labour-parlamentsmedlem blevet skudt og dolket ihjel på åben gade i Birstall sydvest for Leeds. Gerningsmanden, Thomas Mair, som er knyttet til højreradikale og nynazistiske kredse, råbte angiveligt ”Britain first!” mens han slog EU-tilhængeren Jo Cox ihjel, og da han to dage senere blev fremstillet i retten i London, nægtede han at oplyse sit navn til dommeren. I stedet sagde han: ”Død over forræderne, frihed for Storbritannien”.
Der er ikke tvivl om, at drabet var politisk motiveret. Det minder dermed om likvideringerne på åben gade af den hollandske højrefløjspolitiker Pim Fortuyn i Hilversum i 2002 og filmmanden Theo van Gogh i Amsterdam i 2004. Om drabet på Jo Cox var en terrorhandling, beror vel på en juridisk fortolkning, al den stund, at gerningsmanden jo ikke dræbte vilkårligt, men målrettet.
Under alle omstændigheder har likvideringen af Jo Cox ikke udløst samme reaktion herhjemme, som de seneste terrorhandlinger i Paris eller Orlando. Hvorfor er der ikke blevet arrangeret empati- og sympatiaktioner foran den engelske ambassade? Hvor blev fakkelfolket af? Hvorfor kom ministrene ikke og gik i kæde med stålsatte ansigter? Hvorfor har politikerne ikke holdt taler om vigtigheden af at byde den nationalistiske terror trods, om at mobilisere mod, om at håndhæve demokratiet? Hvorfor kom troubadurerne ikke og sang Kringsat af fiender?
Da jeg stod der foran den engelske ambassade, kiggede jeg ned på et sørgeligt syn foran porten. Ikke et blomsterhav. Ikke et eneste blussende kirkegårdslys. Der lå kun seks buketter. På den ene sad et gult kort med en hilsen: ”You can kill people. But nobody can kill freedom of speach and opinion!!! Rest in peace Jo Cox.”
Den uhyggelige, nationalistiske likvidering er den ultimative hadforbrydelse, et attentat på det åbne samfund, på demokratiet, på alle de værdier, der er afgørene vigtige for os. At offeret er en folkevalgt politiker, forstærker forbrydelsen, ganske som (sans comparaison) et knytnæveslag mod Morten Bødskov og en spytklat mod Pia Kjærsgaard er alvorligere, end et knytnæveslag og en spytklat mod en tilfældig stodder nede på bodegaen.
Jeg søger et svar på, hvorfor drabet på Jo Cox ikke har fremkaldt stærkere følelelser og behov for at udtrykke empati og demokratisk sammenhold. Måske er den manglende reaktion på likvideringen et udtryk for afmægtighed. Måske er det begyndelsen på en ny tendens, hvor vi slet og ret nøjes med at notere at terroren har fundet sted, hvorefter vi vender os mod vores eget igen. Måske er vi færdige med faklerne og blomsterne? Måske er empatiens tid forbi? Måske skal vi nu stille samfundsdiagnosen compassion fatigue. Vi lider af medfølelsestræthed. Af medlidenhedsudmattelse.
Nej, jeg tror det nu ikke. Jeg tror at vi stadig har det i os, for socialempatien er afgørende for vores humanitet. Blot tre dage før drabet på Jo Cox havde der jo også været mindehøjtidelighed henne om hjørnet ved den amerikanske ambassade efter det terroristiske massemord på bøssediskoteket i Orlando ugen før, hvor 49 blev dræbt. Her var både blomster, sang og Martin Luther Kings kloge ord om, at mørke ikke kan fordrives med mørke, det kan kun fordrives med lys! Og had kan ikke fordrives med had, det kan kun fordrives med kærlighed.
Nogen vil måske sige, at vi ikke reagerer på Jo Cox-drabet på samme måde, fordi det ”kun” var et enkelt liv, der gik tabt. Massedrabene på Utøya, i Paris og i Orlando fremkalder stærkere følelser, fordi der var så mange døde. Det lyder også logisk. Men hvordan kan det så være, at det netop også er de store dødstal, der henvises til, når vi skal forstå vores stigende indifferens overfor de mange drukneulykker i Middelhavet? Her bruges de store tal netop til at forklare, at vi bliver galvaniserede.
Tallene alene kan altså ikke forklare noget. Men handler det så om identifikation? I så fald er det sært og uforklarligt, at den højreradikale likvidering af en yngre, humanistisk sindet europæisk-orienteret politiker ikke fremkalder mobilisering blandt dem, der normalt ærer de døde foran ambassadernes porte.
Måske var Jo Cox bare det forkerte offer med den forkerte gerningsmand? I hvert fald vil jeg umiddelbart tro (men jeg ved det jo ikke), at reaktionerne havde været anderledes, hvis offeret havde været en britisk jødisk politiker og morderen en britisk muslimsk jihadist.
R.I.P., Jo Cox.