Weekendavisen den 24. juni 2016.
Ytringsfrihed II. Henrik Ibsens ‘En folkefjende’ er i dag så brandaktuelt, som da det blev skrevet i 1882.
”Det er afgørende for et velfungerede demokrati, at ansatte i f.eks. kommuner, sygehuse eller skoler føler sig trygge ved at deltage i den offentlige debat uden at frygte for deres karriere. Derfor styrker vi nu oplysningsindsatsen om ytringsfrihed på offentlige arbejdspladser, ligesom jeg vil opfordre offentlige myndigheder til at overveje, om det kan være relevant at indføre en whistleblowerordning hos dem.”
Sagde justitsminister Søren Pind i april i år. Men for badelægen Thomas Stockmann kom initiativet lidt vel sent, for dengang i 1883, hvor han blæste hårdt i fløjten, var der ingen øvrighedspersoner, som tilskyndede folk til at råbe de ubekvemme sandheder fra hustagene. Tværtimod.
Da dr. Stockmann afslørede, at vandet i hans hjembys nyåbnede kurbad var sundhedsfarligt, fordi det blev forurenet af garverierne på vej ned fra bjergene, blev han truet af byens kommunaldirektør (hans egen bror, oven i købet!), ligesom hans venner og byens avis vendte ham ryggen, og borgerne angreb ham som – en folkefjende.
Ein Volksfeind, instrueret af tyske Thomas Ostermeier på gæstespil i Skuespilhuset i weekenden, er en storartet fortolkning af Henrik Ibsens prægtige drama om undertrykkelse af sandheden og enerens kamp mod ”den kompakte majoritet”. En folkefjende, bærer sin alder med ynde, det er umanerligt aktuelt og hundred procent tidssvarende i plottets intelligente skildring af det juridiske, det moralske og det magtøkonomiske og strategiske spil. Sagen er nemlig, at Stockmann lancerer en ubekvem sandhed, for hvis kurbadet er forurenet, er det, ifølge kontrakten med investorerne, kommunens ansvar at betale for opbygningen, hvilket vil betyde udgifter uden indtægter, og ifølge direktøren Peter, Thomas’ bror, vil det betyde skattestigninger. Hvem kan sælge det budskab?
Ein Volksfeind er opdateret Ibsen, men kun med få justeringer. Nu er Stockmann ikke en mand i sin bedste alder, men far til en lille baby, og vi træder ind i nutiden med ham og hans band, der meget passende øver Bowie: Turn and face the strange / Ch-ch-changes…
Den tyske dialog er tro mod den oprindelige tekst (den danske oversættelse kører på en skærm på bagvæggen), som dog har fået en voldsomt saltvandsindsprøjtning mod finalen med en moderne monolog, hvor dr. Stockmann slipper tøjlerne og fyrer en omgang kapitalisme-, vækst- og civilisationskritik af sted med spredehagl. Jeg tror at vi skal opfatte dette teksttillæg som Thomas Ostermeiers bud på, hvordan Ibsen ville have udformet sin hovedkarakter, hvis han havde skrevet ham frem af dagens strid.
Mod slutningen, da Stockmann står alene – Ibsens idealposition, for den der står ene, står stærkt – overfor broren, vennerne, svigerfaren og byens borgere (men dog sekunderet af hans trofaste hustru), sætter Thomas Ostermeier et misplaceret hug ind i den ellers eminent velfungerende opsætning. Vi er ved det borgermøde, hvor doktoren gør et sidste forsøg på at råbe offentligheden op, og så forplanter forestillingen sig til salen, hvor publikum bliver bedt om at kommentere og argumentere. Dette intermezzo kunne jeg sagtens undvære. Men ok, slidstærke Ibsen kan holde til det, han overlever alt.
Direktøren Peter forlanger, at doktoren som menig ansat ved kurbadet ikke må have en selvstændig mening. Det er hans pligt at bakke chefen op, ellers bliver han fyret. Lyder det som noget, vi stadig hører om offentligt ansattes vilkår i militæret og sygehusvæsenet?
I dr. Stockmanns hjemland, Norge, fik man i 2006 en lovbeskyttelse mod repressalier imod whistleblowere – eller som de hedder på de kanter: fløyteblåsere eller varslere. Her i landet har vi også en løbende debat om offentligt ansattes ytringsfrihed, ligesom international whistleblowing har fyldt mere og mere de seneste år med Edward Snowden, Julian Assange og Bradley Manning i centrum, ikke at forglemme de anonyme kilder bag Panama Papers.
Whistleblowerens ytringsfrihed kan nok være ubekvem. Men det er folk som Henrik Ibsens dr. Stockmann, der beskytter demokratiet, når magten nøjes med at beskytte sig selv. En folkefjende, ja. Men det er et adelsmærke. Anderledes med Thomas Ostermeiers Stockmann, der i sin radikale opposition selv udvikler autoritære træk. En dybt plausibel fortolkning.
Henrik Ibsen: Ein Volksfeind. Instruktør: Thomas Ostermeier. Gæstespil i Skuespilhuset.