Weekendavisen den 11. november 2016.
Roman. Erling Jepsen slår et stort erindringsbrød op, som er 100% sandt. Ok, så tror vi på den. Eller gør vi?
Erling Jepsen: Gramhavet. Familiehemmeligheder 1. 240 sider, 299,95 kr. Gyldendal.
Erling Jepsen proklamerer i forlagets pressemeddelelse om sin nye roman: ”Det er startskuddet på en serie på fem, seks, syv bøger, hvori jeg fortæller hele mit liv. Og jeg går tættere på end i mine tidligere bøger. Derfor hedder drengen i Gramhavet Erling og ikke som før Allan, og historierne om mig er 100 procent selvbiografiske.”
Ok, så tror vi på den. Eller gør vi? Opfatter vi litteratur som mere virkelighedsloyal, bare fordi fortællerens navn er det samme som forfatterens navn? Er Erling mere ægte end Allan? Kan vi og skal vi tro på forfatteren, når han siger, at alt er selvbiografisk? I så fald er Erling Jepsens nye bog endnu en beretning om omsorgssvigt og manglende forældreevne i provinsen, og i så fald må vi altså tage problem Jylland alvorligt. For det kan vel ikke være sandt, at det kun er Yahya Hassan, der kan bringe følelserne frem i os, og at vi kun forarges over overgreb mod de små brune børn og er ligeglad med vores egne hvide rollinger, der lever et lorteliv blandt psykisk syge og voldelige forældre?
Vi ved jo i forvejen godt fra Erling Jepsens bøger, at faren mere end blot gramsede i Gram. Men ingen talte højt om det. Og i Sønderjylland hersker, siger Erling Jepsen, Den Sønderjyske Lov, der består af 312 paragraffer, der alle lyder således: ”Her klarer vi problemerne selv…” Vi er altså i en fordomsfuld ghetto med en indavlet selvjustits. Og jeg siger igen: Ok, så tror vi på den. Eller gør vi?
Over det hele hviler en foruroligende og uheldsvanger tone, og barnets ensomhed er uhyggeligt godt indfanget i bogens omslag, der viser et sært fotografi af en lille purk, der sidder på en barnestol. I munden hænger en skødesløs smøg og ved siden af står en stor, hvid hane. Det er et fantastisk foto, men det er ikke lille Erling i Gram, det er en fransk-canadisk dreng i 1920, har jeg fundet ud af, og så sendes vi jo på afveje fra det 100 % selvbiografiske. Til gengæld kan vi analysere symbolikken i fotografiet, der minder om Kraka med hunden og løget i munden.
Erling Jepsen slår et stort brød op med dette romanprojekt, som på idéplanet måske nok er beslægtet med Karl Ove Knausgårds Min kamp, men Erlings kamp skal måles med helt andre litterære alen. Gramhavet består nemlig af spredte scener, fortalt med forfatterens underfundighed og karakteristiske sproglige lethed, der ligger et sted mellem erindring, causeri og anekdote. Her er hverken Knausgårds narrative eller intellektuelle schwung.
En af Erling Jepsens anekdoter handler om en forsmået stakkel, der fandt sin kone i seng med en fremmed, og derefter isolerede sig i en høstak. Historien står klart i forfatterens erindring. Problemet er bare, at ingen andre fra Gram husker det samme. Vennen og genboen Henrik Ruben Gentz (der filmatiserede Frygtelig lykkelig) har sagt til Erling Jepsen, at erindringen er en lignelse om Erling selv: ”Høstakken symboliserer mit forfatterskab, siger han, og hver gang nogen prøver at få mig tilbage til virkeligheden, graver jeg mig længere og længere ind.”
Jeg vil gerne udpege denne passage som romanværkets essens eller nøgle, for naturligvis handler hele projektet med genreprædikatet ‘Familiehemmeligheder’ ikke om at finde manden i høstakken, men om at finde høstakken i manden. Derfor bliver Gramhavet også en vej ind i det tidligere forfatterskab, fordi Erling Jepsen gennemspiller kendte temaer med selvkommenterende indskud, og en nedslående tur ind i en dansk ghetto med sin egen brutale etik, hvor man lever efter tavshedens og tyrraniets lov. Det er ydmygende for alle og stigmatiserende for nogle.
Erling Jepsen er en kloning af en alvorsmand og en humorist. Det er fint. Men vi mangler en overbygning på det anekdotiske. Mere tyngde, mere tanke.