Weekendavisen den 16. december 2016.
Sangteater.
I Benny Andersens evigt levedygtige Svantes viser (1972) hører vi historien om den gådefulde svenske lyriker, Svante Svendsen (født Svensson) og hans muse, Nina. I en af de sørgmodige viser, længes Svante efter brev: ”Jeg tror mine dage er talte / og pulsen snart går i stå / jeg tør ikke mere håbe på / at få et brev fra dig,” resignerer han.
Lige nu er den lakoniske miniroman med det indbyggede geniale viseværk vakt til live på Nørrebro Teater. Og kun 15 minutters cykling derfra, på Får302 ved Nyhavn, spiller en anden musikforestilling, som på mange mærkelige måder er gjort at det samme Svante-stof – som drømmen om at modtage et brev, der kan ændre det hele. Både syngespillet Svantes lykkelige dag og kontaktannonceteaterkoncerten Er der nogen? handler nemlig om ensomhed og om at søge (og ikke nødvendigvis finde) en plads i verden.
Det er modigt at lave musikteater af Svante. Mange af sangene har jo i Poul Dissings karakterfulde fortolkning været folkeeje i årtier, og for mig er de sarkosante. Svante har en stemme, som man ikke sådan kan lave om på. Med bævende hjerte gik jeg derfor i teatret for at se, hvad Anders W. Berthelsen og Lise Baastrup kunne bidrage med i rollerne som Svante, Nina – og fortælleren Benny selv. Jeg frygtede en maltraktering, men indså hurtigt, at intet kan true Poul Dissing. De ikoniske sange vil jo altid være der, og nyfortolkninger krænker ikke, men øger kun, deres klassikerstatus. Sangene stod da også smukt, af og til rørende, i Søren Graversens musikalske arrangement, for begge skuespillere synger tryghed ud i salen. Al denne dansk-svenske rivalisering og forbrødring. Alle disse smukt vemodige melodier. Og alle disse sangtekster, der som ordkunst betragtet fortsat er guddommelige.
Jeg overgav mig og nød sangene. Til gengæld fik jeg uhelbredelige kvababbelser med resten: den narrative ramme (adapteret frit fra bogen) er upræcis, fremstillingen af Svante er langt fra kongenial med originalen, og Nørrebro Teaters Folkekor, der er et amatørkor sammensat til lejligheden, hvor stor forskel der er på professionelle, der kan, og amatører, der blot gerne vil. Vist gør de behjertet fyldest, men især i koreografien kommer deres ukoordinerede bevægelser kejtet til kort.
Endelig er der det hyldede talent Julian Toldam Juhlins scenografi, som ved første øjekast er poetisk, men ved nærmere eftersyn mest virker som et højt belagt prestigiøst postulat, hvor mangel på mådehold dræner en ellers udmærket fuglesymbolik, som jeg antager kommer fra den berømte livsglade og kaffeklare verselinje om, at fuglene flyver i flok, når de er mange nok…
Den petitte roman er et lille, diskret kultværk, mens dens sangkreds er et selvstændigt monumentalt magtværk i moderne dansk litteratur. Viserne hviler trygt hos Anders W. Berthelsen og Lise Baastrup, og det kan godt være at Benny er tilfreds med forestillingen som helhed, men det tror jeg ærlig talt ikke, at den kræsne Svante ville være.
Svante forsvandt, da Nina forlod ham. Tilbage står hans viser. Han gav os sange og kærlighed i mesterklassen. Og jeg har det som Benny Andersen selv, der slutter sin bog med en betragtning om, at Svante stadig er værd at læse og synge, fordi vi via ham kan finde en vej gennem forvirringen: ”Jeg savner ham i hvert fald.”
Den længselsfulde og uforløste Svante opgav håbet om at få brev. Men Nina skrev nu rent faktisk til han, fortalte hun Benny, men brevene kom uåbnede retur. Det er så stikordet til at tage videre til byens mindste og mest iltfattige teatersal i Toldbodgade, en fredag aften. Mens julefrokostselskaberne raver og rager rundt lige om hjørnet i Nyhavn, står den på savn, ensomhed og længslen efter brev inde på scenen. Som det lyder i åbningsnummeret, hvor sanger og komponist Jeanett Albeck udstråler en afgrundsdyb tristesse: ”Hvis Ole K. fra Valby læser dette, har jeg fortrudt mange gange, at jeg ikke mødte dig på cafeen med de flotte gulve. Hvis du stadig er alene, har du måske lyst til at vi prøver igen…”
Ak ja, man håber virkelig at Ole K. fra Valby læste billetmærket, og at de levede lykkeligt til deres dages ende. Men helt så simpelt er det jo næppe derude på markedet for søgende sjæle, som forestillingens idékvinde Leila Vestgaard portrætterer gennem sin samling af autentiske kontaktannoncer fra slutningen af 80’erne.
Er der nogen? er et portræt af ensomhed og kinky særinteresser. En mand søger to kvinder til at leve sammen med, men hver for sig, i et stort hus. Han har fem millioner, og kvinderne må da gerne have et par millioner også, for så kan de slå formuerne sammen, og han vil sikre dem en trækprocent på nul. Kvinderne behøver ikke at have særlige interesser, dem skal han nok tage sig af. Religiøse vil han ikke have. Til gengæld skal de være feminine og velholdte.
Mon manden fik svar? Man håber det næsten ikke. Jeg har heller ikke specielt meget til overs for den kvinde, der søger en særdeles gavmild, gift forretningsmand til uforpligtende erotiske stævnemøder, for hun vil jo bare have penge for sex. Hun fremstilles da også som en grovæder i Rikke Bildes sang, som Kristoffer Fabricius og Jeanett Albeck akkompagnerer, sidstnævnte på et sjældent kreativt instrument: spidskål, der flås med tænderne.
Til gengæld får man dyb sympati med den modne mand, der har mistet sin hemmelige elsker og nu søger en ny mand, der kan være ”kvinde” for ham, vel at mærke skal det være en mand, der er mindst 85 år og jo ældre jo bedre, gerne over 90. Sådan en geronto-homo-fetisch er da ikke til at stå for. Håber han fandt, hvad han søgte.
Kontaktannoncernes helt blotlagte længsler passer godt til det lille scenerum, hvor luftens tunge tæthed lukker sig om publikum. Vi er helt tæt på, når Kristoffer Fabricius vikler næse, læber og øjne ind i elastikker og forvandler sig til en rynket olding, når Jeanett Albeck skaber en maske af kålblade og når Rikke Bilde trækker en nylonstrømpe over hovedet og får sminket døde øjne og groteske læber på. Det er små originale tolkninger af menneskerne bag de ensomme op- og nødråb i den famlende flaskepost.
Er der nogen? er et lille stykke social- og kulturhistorie fra tiden før nettet overtog markedet for kontaktsøgning. Ikke verdens vigtigste kunstværk, men alligevel en forestilling, der taler til hjertet.
Som Svante sang: ”Hvad hjælper det at hjertet stadig banker / når det ingen har at banke for?” Benny Andersens Svante og anonyme danskeres billetmærker er gjort af det samme stof. Fik jeg sagt at Bjarne Lillers ‘Ensom dame 40 år’ kører i loop i foyeren?