Weekendavisen den 17. juni 2016.
Antiterror-amok. Vi stjæler terroristernes identitet, snyder dem på de sociale medier og får dem til at dræbe hinanden.
Jakob S. Boeskov: Face Jagger. 110 sider, 160 kr. A Mock Book, kan købes på antipyrine.dk.
Side om side med sorgen og chokket efter massemordsmassakren på natklubben i Orlando i søndags, sidder man tilbage med en grim fornemmelse: Vi er ved at være godt gammeldags galvaniserede af terror. Vi virrer med hovedet og ryster hurtigt skrækfornemmelsen af os.
Og så alligevel ikke. Terroristerne får os til at acceptere mere og mere antiåbne relationer mellem myndigheder og borgere. Det ekstreme bliver det normale. I dette paradoks placerer den danske kunstner Jakob S. Boeskov sin mærkværdige politiske aktionskunst, som finder sted på internationale messer for våbenindustrien og sikkerhedsbranchen. Det begyndte i 2002 i Beijing, hvor han optrådte som undercover-våbenudvikler med våbenet ID Sniper, som var udviklet til at kontrol af demonstranter. Med våbenet kunne myndighederne fra lang afstand indskyde mikrochips i politiske modstandere, hvorefter de efterfølgende kunne spore dem via gps. Dét våben var mange våbenproducenter og myndigheder interesseret i.
Historien om ID Sniper udkom i bogform sidste efterår, og nu kommer anden del af Jakob S. Boeskovs triptykon af præ-kriminalitets-våben. Denne gang handler det om en rejse til en sikkerhedsmesse i Californien, hvor han præsenterede en biometrisk identitetssimulator til præventiv bekæmpelse af terrorister fra Islamisk Stat.
Den visionær idé går i al sin enkelhed ud på, at myndighederne skal hacke terroristernes identitet og sætte lus i skindpelsen, så fjenderne vender sig mod hinanden i stedet for mod os, Face Jagger, hedder våbenet. Og metoden er ikke mindre genial: Vi skaffer et foto af en terrorist. Derefter udvikler vi en 3D-maske af mandens ansigt. Med den kan vores dygtigste instruktører (fra Hollywood!) skabe små filmstumper, hvor terroristen sættes i inkriminerende situationer, for eksempel et møde med vestlige agenter. Disse filmklip distribueres viralt på sociale medier, og når terroristens venner så ser dem, griber de til intern selvjustits. På den måde kapper vores fjender hinandens hoveder af i stedet for vores.
Jakob S. Boeskov kalder sin udvikling af fiktive våben for Artefakt-metoden, og følgende regler gælder: Et ”produkt fra fremtiden” bliver præsenteret på en virkelig våbenmesse, ikke på en kunstudstilling, af kunstneren selv, der udgiver sig for at være våbenudvikler. Når værket senere bliver udstillet på et galleri, skal det følges af en dokumentation af den oprindelige præsentation. Sidste aktion i Jakob S. Boeskovs præ-kriminalitets-triptykon, som tager udgangspunkt i Philip K. Dicks ideer om præ-kriminalitet fra 1956, finder sted i Europa i 2017.
Den politiske, systemkritiske ironi er til at tage at føle på i Jakob S. Boeskovs nøgterne beskrivelse fra sikkerhedsmessen i Californien. Man spørger hele tiden sig selv, om det her virkelig er sandt? Og det er det vistnok. Men der kalkuleres med tvivlen, for hele dokumentationen i bogform kommer på det lille forlag, A Mock Book, som selv kalder serien ”et vidtfavnende og hidtil uset udgivelsesprojekt, hvis implikationer og fulde omfang, vi endnu ikke kan overskue”, og det tror pokker, for serien leger med mock-begrebet, som omfatter fiktionaliserede iscenesættelser, der udgiver sig for at være autentiske.
Der er altså et grundlæggende element af maskeleg, maskerade og maskepi, og Jakob S. Boeskov er på mere end én måde manden med maskerne. Men hvad er mest rystende: At han under falske forudsætninger kunne snyde sig ind på sikkerhedsbranchens egen våbenmesse – eller at både udviklere, producenter og myndigheder fandt hans idé og 3D-printede masker af terroristerne interessant?
Mens vi grubler over det, kan vi også spørge, om Jakob S. Boeskov aktioner overhovedet har fundet sted, eller om de kun findes som postulater i bogform. Jeg tror nok at jeg tror på det. Som agent Mulder siger: I want to believe.