Weekendavisen den 27. maj 2016.
Breve. Vores anmelder bruger sine epistolære færdigheder i henvendelse til litteraturredaktøren.
John Chr. Jørgensen: Brænd mine breve. Brevkunstnere og -pyromaner. 142 sider, 198 kr. Forlaget Spring.
Kære Johannes
Du havde fuldkommen ret. Det var en både sjov, underfundig og oplysende bog, du havde fundet til mig i denne uge. Jeg ville jo gerne have anmeldt Merete Pryds Helles nye roman, som jeg synes er ret fremragende, men man kan jo ikke få alt, hvad man peger på. Og sjovt nok kunne netop Merete PH havde været omtalt i John Chr. Jørgensens bog om litterær brevskrivning og forholdet mellem det private og det offentlige, for hun udgav jo for nogle år siden en moppedreng, Kære Mai, med hendes del af en årelang korrespondance med en veninde. Læste du den? Jeg læste den med både litterær interesse og privat nyfigenhed, men også en vis forlegenhed, ligesom jeg nogenlunde samtidig slugte Svend Åge Madsens og Flemming Chr. Nielsens Når man mailer (pragtfuld titel!).
I begge tilfælde er der tale om brevbøger, som begyndte rent privat, men endte som henvendelser til den litterære offentlighed. Og det er jo noget andet, end at dø fra sine breve, som så bliver forsket i og udgivet af en eftertid. Hvis brevene vel at mærke er interessante nok. Hvis man er interessant nok. Mon ikke Baronessen var fuldkommen klar over, at hendes breve ville blive udgivet efter hendes egen tid? Det var J.P. Jacobsen i hvert fald, selvom han kun var en sjælden brevskriver, han foretrak den mundtlige form, fortæller John Chr. Jørgensen (som jeg husker fra min ungdom, hvor han både var universitetslektor og litteraturredaktør på Politiken og senere Ekstra Bladet, jeg så ham tit i København iført en sort vindjakke af mærket Addidas).
Brænd mine breve er både en introduktion til brevet som litterær genre og en kort skildring af en række korrespondancer, fra 1900-tallet og århundred for århundred tilbage til 1600-tallet. Vi begynder med Karin Michaëlis og hendes temmelig frivole breve til Gyldendals direktør Peter Nansen (”Jeg kysser dig – hvor du vil”), H.C. Branners privatbreve til sønnen Jens, som Jens senere genoptrykte i delvis redigeret form, og endelig Martin A. Hansen om brevets etik (dybsindigt og hængemuleagtigt).
Derefter utvungne betragtninger over breve fra Kamma Rahbek, Poul Martin Møller og J.P. Jacobsen, og endelig portrætter af 1600-tallets Madame de Sévigné og Ludvig Holberg, hvis epistler ikke må forveksles med egenlige personbreve, men snarere er tænkt som essays til en læsende offentlighed. Til sidst rundes af med en fristil om brevbrændingers moralske og litteraturhistoriske implikationer. Hvem har egentlig retten til at destruere et privatbrev? Her gør det helt ondt at læse om, hvordan en efterkommer til Henrik Pontoppidan tog sig retten og magten til at brænde nogle af hans breve.
Som du kan forstå, er der nok tale om et gennemtænkt tidsforløb, men også om et hårdt skåret og lidt umotiveret udvalg af forfattere og breve. Her er ikke noget uinteressant, men jeg sidder dog med en fornemmelse af vilkårlighed. Hvorfor skriver John Chr. Jørgensen for eksempel ikke et ord om Karen Blixens breve fra Afrika, som Frans Lasson redigerede særdeles grundigt i, da han udgav dem i 1978, og som først blev udgivet komplet uden forkortelser i 2013? Jeg ville gerne have læst en mere nærgående analyse den udgivelsespraksis, der former forfatteren, men det bliver ved en lidt overfladisk beskrivelse af brødrene Brandes og J.P. Jacobsen.
Så altså: Tak-tak for at lade mig anmelde Brænd mine breve. Det var en fornøjelse at læse den, let og lærd på én og samme gang, oplysende, interessant, indsigtsfuld og inspirerende, og lige præcis så pikant som det skal være at læse med over skulderen på det private. Nu har jeg begreberne på plads for kærlighedsbreve, formaningsbreve, vennebreve, moderlige breve og forretningsbreve, og jeg har styr på formalia som salutation (Kære osv…) og clausula (Med venlig hilsen osv…)
Nu er brevet her slut. Brænd det, hvis du vil. Eller sæt det i avisen. Jeg kikker nok forbi i ugens løb. Indtil da sender jeg mine bedste epistolografiske hilsner og siger som Holberg: Jeg forbliver votre trés humble serviteur og recommanderer mig stedse i god affection.
Klaus