Weekendavisen den 15. april 2016.
Roman. Hvorfor døde Samuel? Jonas Hassen Khemiri har skrevet en storartet mosaik af monologer.
Pigen med uglebrochen
Jonas Hassen Khemiri: Alt det jeg ikke husker. På dansk ved Birgitte Steffen Nielsen. 336 sider, 300 kr. Gyldendal.
En hærdebred indvandrerfyr ved navn Vandad har mistet sit job som flyttemand i Stockholm. Nu arbejder han som chauffør på et forvokset legetøjstog, der kører turister på sightseeing rundt i byen. Hans vigtigste opgave er at time kørslen med den indspillede guidestemme. Så ringer hans telefon. Hans bedste ven er død i en trafikulykke.
Vandad styrer sit tog væk fra ruten, dækkene skriger, vognene rasler, vinden suser, turisterne klamrer sig fast og børnene græder: ”Vi overhalede bilerne i venstre bane, folk pegede og grinede, nogle af turisterne råbte: – Hello, please, where are we going, please? Men jeg ville skide på dem, jeg havde ikke tid, jeg var bare nødt til at komme derhen, der var ikke ret langt nu. Da vi kom ud af rundkørslen på Västerberg og passerede industrikvarteret og benzintanken, hørte jeg guidestemmen sige: ‘Honestly, have you ever seen a more beautiful view? This is why Stockholm is called Venice of the North.”
Åh, hvilken vanvittig rørende, vildt aparte, hjertegribende og smerteligt charmerende scene, på én gang omsorgsfuldt menneskelig og dybt tragikomisk, en bevægende kulmination på Alt det jeg ikke husker, svenske Jonas Hassen Khemiris sorgfulde roman om kærligheden, venskabet, jalousien, livet og døden.
Fra begyndelsen ved vi, at Samuel er blevet dræbt i en bilulykke. Han kørte frontalt ind i et træ. Men hvorfor? Var det selvmord? Eller var det slet og ret en ulykke? De efterladte står tilbage med uvisheden, og ud af denne frustration og fortvivlelse vokser så portrættet af Samuel, Vandad, kunstnerveninden Panteren, og ikke mindst den kloge og kølige kæreste Laide.
Vi er i Stockholm for få år siden. Samuel er akademiker med rutinejob på Migrationsverket (svarende til Udlændingeservice). Han bor sammen med Vandad, muskelmand for en låneinddriver. Begge er svenske med udenlandsk affinitet, venner med en loyalitetspagt.
Samuel er socialt akavet, og stiller altid det samme spørgsmål, når han møder nye mennesker: ”Hvordan definerer du kærlighed?” Selv har han ikke noget svar. Men så sker det, der må ske. Det skæbnesvangre. Den ene af de to kompisar møder en pige. Fra Janus, Tore og Helle ved vi jo, at intet herefter vil være det samme.
Samuel forelsker sig hovedkuls i Laide, men hun og Vandad frastøder hinanden. Det hele begynder året før med et møde på McDonald’s, hvor Vandad ser hende og bemærker hendes uglebroche. Hun skuler ondt til ham. Men da hun langt senere bliver kæreste med Samuel, benægter hun at hun nogensinde har set Vandad før. Hun har aldrig været på McDonald’s, siger hun. Men Vandad husker både hendes ansigt og hendes broche. Det er her, i spændingsfeltet mellem den smådumme muskelmand og den intelligente kvinde, at romanens stærkt gennemtænkte krydsfelt ligger. For hvem er egentlig pigen med den symboltunge uglebroche? Som de sagde i Twin Peaks: Uglerne er ikke hvad de giver sig ud for at være.
Laide er politisk bevidst og kritiserer Samuel for at være indifferente og doven. Og hvorfor arbejder han egentlig for myndighederne? Da hans mormor må flytte på demensplejehjem, giver han Leide lov til at indkvartere et par udenlandske kvinder med voldelige ægtemænd i huset. Men det hele glider Samuel af hænde.
Romanen, der i fjor vandt den prestigefulde Augustpris, er en intelligent litterær konstruktion, hvor forhistorien til Samuels død trevles op i vidnesudsagn, som flettes sammen til parallelle monologer. Fragmenterne samles nu af en utydeligt tegnet forfatter. Det antydes at han selv engang har mistet én der stod ham nær og nu vil dulme sin skyldfølelse ved at skrive om Samuel. Der er tale om en psykologisk projektion, om Samuel som surrogat for en E, som vi aldrig får præsenteret i helfigur. Her, i alt det usagte og uerkendte, findes romanens hemmelige ingrediens, som tilføjer dybde og drama.
Alt det jeg ikke husker er en mosaik, hvor mønsteret brydes og motivet fortoner sig, indtil det hele til sidst hænger sammen. Hvis det da hænger sammen. Af og til aner vi en årsagslogik, som romanens personer er afskåret fra at kunne se. De sidder jo kun med deres egen historie, ikke med alle brikkerne. Et menneskeliv kan tage sig forskelligt ud, alt efter hvilken vinkel det ses fra. Og vores erindring (bemærk titlen) er utroværdig, uanset om vi bare har en ringe hukommelse eller er ofre for demens.
Jonas Hassen Khemiri (f. 1978) er en af de toneangivende i moderne svensk litteratur. Et øje rødt og Montecore viste Hassen Khemiri som en dygtig historiefortæller og en stor replikkunstner (han er også en værdsat dramatiker). Alt det jeg ikke husker er både en roman om identitet, glemsel og erindring og et jordnært portræt af nogle retningsforvirrede multikulti-svenskere. En storartet udvikling i forfatterskabet.