Weekendavisen den 23. september 2016.
Teater. Kasper Colling Nielsens dystopiske roman om borgerkrig i Danmark er en bundskraber på scenen.
Kasper Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-24, dramatiseret af Claus Flygare. Instruktør: Jacob Schjødt. Nørrebro Teater til den 22. oktober.
Det her burde være right up my alley. Jeg hylder gerne det brandesianske diktum om, at litteratur skal sætte problemer under debat, og jeg syntes at Kasper Colling Nielsen havde nogle potente pointer, da han i nærfremtidsdystopien Den danske borgerkrig 2018-24 gav det globale marked og finanskrisen skylden for sociale spændinger, der førte til ordenssammenbrud, krig og kaos.
Nu var det ikke hele romanen, jeg kunne lide. Det, der angiveligt skulle være morsomt, var for mig bare platituder. Og rammefortællingen i en fjern fremtid, hvor en 475 år gammel velhaver, som holdes i live via stamcelleinjektioner, fortæller sin talende hund om borgerkrigen, var en manieret anstrengelse.
Jeg gik derfor til dramatiseringen af Den danske borgerkrig 2018-24 med splittede forventninger. På den ene side håbede jeg på intelligent politisk kritik. På den anden side frygtede jeg fjollerierne. Så af sted med åbent sind til Nørrebro Teater, der har fået fat i et godt hold skuespillere, ikke mindst Asbjørn Krogh Nissen, Nicolai Dahl Hamilton og Troels Thorsen, der senest har virket på Det Kongelige Teater. Dramatiseringen har rutinerede Claus Flygare taget sig af, mens Jacob Schjødt instruerer i Nathalie Melbyes scenografiske model af den smukke Dronning Louises Bro, der ligger små 100 meter fra teaterets foyer.
Morten Horn Oxholms lyddesign fylder rummet, da vi kommer ind. Det lyder som grus smager. Så indfinder skuespillerne sig i ens røde træningsdragter, og vi får historien om, hvordan Danmark brød sammen i vold, selvtægt og borgerkrig, fordi demonstranterne tog hævn over spekulationskapitalisterne.
Nicolai Dahl Hamilton spiller milliardæren Henry, der holder sin formue hemmelig, fordi han er blevet forelsket i Leonora (Malin Rømer Brolin-Tani), der kæmper på antikapitalisternes side. Mens han arbejder på et børnehjem for krigsofre, udvikler hun sig til en revolutionær dræber og torturbøddel, der finder intensitet og lykke i krigen. At hendes Henry er mere formuende, end de rige svin, Leonora skærer halsen over på, må hun for alt i verden ikke opdage.
Claus Flygare har dramatiseret ganske loyalt overfor romanen. Hvad der skete under borgerkrigen, genfortæller Henry engang langt ude i fremtiden, hvor han lever et hedonistisk, stamcelleforlænget liv sammen med andre dekadente milliardærer og nogle talende dyr. Også romanens aparte humorforsøg er overført kongenialt til teatret, blandt andet med en sketch hvor flåede tomater i dåse fortæller om deres liv. I romanen kan det læses som en (anstrengt) allegori over social marginalisering og internering i kz-lejre, og om det burde teatret jo kunne sige meget, der har med krig, økonomi, marked og udbytning at gøre. Men uanset, hvor meget skuespillerne forsøger at finde frem til deres indre tomat, bliver det bare til en revyagtig ligegyldighed.
Forestillingens relevans ligger ene og alene i det politiske budskab: Selv grundfæstede demokratier kan falde fra hinanden, hvis selviskhed bliver vigtigere end solidaritet. En politisk dystopi er, ganske som en satiretegning, en virkelighedsforvrængning, og som sådan er sider af Kasper Colling Nielsens roman absolut nyttig. Som teater betragtet er det dog en bundskraber.
Nørrebro Teaters direktør Mette Wolf siger i forestillingens program, at morskabsteater uden alvor er en trist affære. Det er sandt nok. Men morskabsteater uden morskab er ikke bare trist, det er sørgeligt.