Weekendavisen den 15. juli 2016.
Film. Uskyldstab, modningsår, fatal kærlighed og det store spørgsmål: hvem er jeg?
Hvad var det, der skete med Paul Dédalus’ mor dengang, da Paul var dreng? Hvorfor slog det klik for hende, og hvilke spor har den skræmmende uhyggelige vanvidsscene på trappen i barndomshjemmet i Roubaix sat i drengen? Helt upåvirket går man jo ikke gennem livet, når man oplever sin smukke mors genkendelige ydre hylster, blive besat af sælsom sindssyge.
Svarene blæser i vinden. Vi får ikke rigtigt at vide, hvad der gødede jorden for den galskab, der omsluttede moren og sendte hende i graven. Men vi ser børnenes forstenede ansigter og faren, der mister grebet om tilværelsen. Så uforløst, forkrampet, ensomt og skæbnesvangert.
Men vi begynder et helt andet sted. Pauls barndom og ungdom ankommer nemlig som en række erindringsangreb, da han pludselig er tvunget til at gennemtænke sin egen identitet. Intet mindre. Som antropolog har han opholdt sig i Tadsjikistan i flere år, men da han vender tilbage til Paris, er der problemer med hans pas. Ifølge de franske myndigheder er han nemlig erklæret død. Men der må være flere, der hedder Paul Dédalus, indvender han. Jo, siger det uidentificerede mand fra en hemmelig sikkerhedstjeneste. Men næppe nogen navnebror, der også er født samme dato i samme by. Så hvem er Paul? Og hvad foregik der egentlig, da han som ung rejste ind bag jerntæppet? Et kort øjeblik ligner det en spionfilm. Det er det ikke.
En erindring dukker op. Som stor skoledreng har Paul en jødisk klassekammerat. Da skolen skal på rejse til Minsk i Hviderusland, påtager de to venner sig, at smugle penge med til jøderne i landet, som lider under kommunistregimets undertrykkelse. Paul tager sin opgave som kontrabandeleverandør særdeles seriøst, og han indvilger i at afgive sit pas til en ung belarussisk jøde, der ved at overtage hans identitet, kan rejse ud af landet. For at dække over ulovligheden, styrter Paul sit hoved ind i en søjle for at fingere et overfald, hvor passet angiveligt er blevet stjålet. Han har nu en dobbeltgænger et sted i verden.
Vi springer til næste kapitel, en ungdomserindring om forblindelsen og forelskelsen i den forføreriske og fatale Esther, som Paul, der nu studerer i Paris, møder da han vender hjem for at besøge søskende og venner i Roubaix. Den porøse Esther, der godt selv ved, at hun er anderledes, end de andre – at hun er exceptionel – føler sig ikke velkommen i kliken omkring Pauls søskende, og hun tilføjer hans liv en ny skæbnebestemt sårbarhed. Som Esther viser debutanten Lou Roy-Lecollinet ganske nøjagtig den tidligt modnede og sexede teenagers indbyggede selvdestruktivitet. Hun er ganske rigtigt exceptionel – filmens bedste og mest uheldsvangre portræt.
Arnaud Desplechins De gyldne år (en prequel til My Sex Life… Or How I Got into an Argument, 1996) handler først og fremmest om uskyldstab. Som Paul siger, da han ser reportager om østtyskere, der kravler over Muren i Berlin, konstaterer Paul: ”Min barndom er slut nu…”
Paul gennemlever de afgørende modningsår, mens han studerer initiationsritualer hos fremmede folkeslag, der bringer unge mænd ind i den næste livsfase. Selv forsøger han at vokse med opgaven som elev hos en sort professor fra Benin, som – trods hans mangler udi græsk – tager ham til sig. Da hun dør, slår det bogstavelig talt benene væk under Paul, og i et anfald af angst og ensomhed, sværter han sit ansigt sort. Men den unge mand har en vis sans for at leve med de døde.
Filmens sidste kapitel er en epilog, hvor Paul møder den ven fra ungdommen, som erobrede Esther fra ham. Det er high noon for modne mænd og tid til at slynge sandheder i hovedet på hinanden. Paul sidder, som han sammenbidt siger, på årenes afstand stadig tilbage med en intakt kærlighed, en intakt sorg og et intakt raseri.
Paul portrætteres som voksen af Mathieu Amalric med en rodløs, distræt, lidt livstræt og ironisk distance, der mod slutningen transformeres til sorgen og raseriet. Som barn spilles han af Antoine Bui med den særlige uhyggelighed, der ofte knytter sig til det lidt uudgrundelige, indadvendte barn, og som den unge Paul viser Quentin Dolmaire (også debutant) en karismatisk, selvtillidsfuld akademikerspire med en indre smerte, der momentant bryder ud som øjensmerter, som om der er ting, han ikke vil konfronteres med. Tadsjikistan bliver en flugt.
De gyldne år er en skildring af et kriseramt menneskeliv og en eroderet erindring, lovlig forhippet på at være intellektuel (og slet ikke den romantiske feel good’er, som titlen og plakaten med de unge mennesker og Eiffel-fallossen i baggrunden lader ane), se bare hvordan Pauls efternavn sender os i retning af den mytologiske labyrint- og vingekonstruktør Daedalus fra Kreta, som ifølge Ovid konstruerede labyrinten i Knossos så grundigt, at end ikke han selv kunne finde vej ud af den igen. Her er gjort god plads til navneanalyse.
Jeg vil frygtelig gerne gense vanvidsscenen fra trappen, den satte sig i kroppen som en ond stemning, men pludselig var den slut, før man egentlig forstod den. Resten af filmen har ligget lovlig længe i en manieret marinade, og vi finder ikke rigtig vejen ud af labyrinten. Det store spørgsmål, som Arnaud Desplechin stiller, er naturligvis, hvem man er, når man har givet sin identitet fra sig. Paul er dels formet af en traumatisk barndom og en følelsesflossende ungdomskærlighed, dels af en tidligt vakt akademisk interesse i at forstå fremmede kulturer – hvilket måske både rummer en slags søgen og en virkelighedsflugt.
Mine gyldne år. Instruktion og manus: Arnaud Desplechin. Frankrig, 2016. Vises i Grand, København og Øst for Paradis, Århus.