Weekendavisen den 21. februar 2016.
Verdensvendt. Peder Frederik Jensen vil vriste virkeligheden ud af hænderne på dokumentaristerne. Det er både hans romans styrke og svaghed.
Peder Frederik Jensen: Vold. 384 sider. 300 kr. Samleren.
For et år siden efterlyste Peder Frederik Jensen (forfatter, bådebygger og i disse dage debuterende dramatiker med Godt vi har Allan, vinder af Teater V’s Dramatisk Debut) en litteratur, som bevægede sig væk fra ”den praksis, der gør prosaen overfladeorienteret og romanernes karakterer til sitrende, introverte, überindividualiserede subjekter, der strejfer hinanden og deres nærmeste familie i en uendelighed.”
Peder Frederik Jensen efterlyste verdensvendt litteratur. Samtidig rasede en debat, ikke mindst her hos os, om kønne kvinder, kønsmodenhed og litteratur, som han ikke kunne overdøve med sin kritik af kollegernes frygt for at falde ved siden af de herskende credoer, en frygt som – forstår man – skulle fremkalde en reel ‘prosaangst’.
Hans ideal for den modige og nødvendige roman, kunne udledes af dette citat fra artiklen (som oprindelig stod i universitetstidsskriftet Trappe 1000 og senere i Information): ”Vi lever (som alle til hver en tid) i en ny tid med nye dilemmaer med en meget større viden om det, vi holder udenfor, overfor et historisk frisættelsesprojekt. Det skaber en ny etisk problemstilling, som litteraturen og kunsten vel må tage stilling til og ikke bare efterlade til journalisterne, dokumentaristerne og filmfolket?”
Uh, det er modigt at tale om etiske problemstillinger i litteraturen. Og det er ambitiøst at ville vriste virkeligheden ud af hænderne på journalisterne, dokumentaristerne og filmfolkene. Men det er også respektindgydende, og jeg kan slet ikke sige, at jeg er uenig. Tværtimod. Men enhver roman skal jo kunne stå distancen som netop – roman. Det gør Peder Frederik Jensens verdensvendte Vold desværre ikke helt.
Forfatterspiren Simon (et slet skjult selvportræt af forfatteren med indlagt navnesymbolik: den lyttende) er en evigt søgende vandrer, der lægger København og parforholdet bag sig, spænder sækken på ryggen og styrter sig ned i de skumle nordvestafrikanske ørkenlande, hvor han konfronterer sig selv med verdensvirkeligheden. Her er fattigdom, krige, korruption, flygtninge og migranter på træk mod Europas herligheder. Og Simon selv er også på en slags flugt – fra det, som de andre stræber efter. Han forlader fortiden, familien, forventningerne. Og jager et litterært stof.
Mod romanens slutning, hvor han Simon er hjemme i Danmark, bliver han spurgt, om han vil skrive om sine rejser. Svaret er interessant:
”Det var tanken, sagde han og forestillede sig et polyfont værk fuld af møder, skæbner, historier, sammenstød, forestillede sig en bog, inspireret af Truman Capote eller Sven Lindqvist eller Kapuscinski, der kunne minde om Svetlana Aleksijevitj, der fik nobelprisen i litteratur, og som har bidraget til en udbredelse af det dokumentariske, det væsentlige ved at fortælle om de store begivenheders spillere og ofre. Simon anser Svetlanas nobelpris for et opgør med nogle fastlåste forestillinger om litteraturen. Han ser det som en mulighed, og mens han sætter sig ind i sin bil og kører hjem fra Ærø, hvor han har holdt foredrag, kommer han til at spekulere på Wien og rejsen på Balkan. Over hvorfor han aldrig realiserede det projekt. Han har gennem ti år overvejet, om ikke sammenbruddet i Mellemøsten og Nordafrika parret med fattigdommen i Afrika ville blive den entydigt vigtigste og største politiske begivenhed i hans tid. Han har vidst det og ofte overvejet, at han burde søge den fortælling, opsøge skæbner og berette om det latente sammenbrud, om aftenlandet og den mulige undergang. Men han har ikke gjort noget! Jeg har intet foretaget mig, siden Balkan, tænker han og svinger forbi en Statoiltank og fortsætter ad landevejen mod Nyborg.”
Det her er både Peder Frederik Jensens styrke og svaghed. Vold vil være samtidsdiagnose og civilisationskritik. Den vil være livsvis, humanistisk og eksistentialistisk, den vil være dramatisk og dokumentarisk. Men rent litterært er den lige lovlig disharmonisk og strukturløs sammenlodning af tekstforløb, der synes undfanget og forløst ved spredte lejligheder. Her er essaystiske refleksioner, rejsereportage og dagbogsoptegnelser fra Afrika, erindringer og tilbageblik fra en familieopløsning, den københavnske undergrund og det unge forfattermiljø. Her er et brændende ønske om at være Capote, Lindqvist, Kapuscinski og Aleksijevitj, og det forstår jeg ved gud godt, men der er nu heller ikke noget i vejen med bare at være Jensen.
Romanens titel og tema er påtrængende velvalgt, det mindes vi jo om hver evig eneste dag, og Peder Frederik Jensen er ikke bange for at tale i kategoriske, verdensvendte formuleringer:
”Volden har altid en årsag – det kan være nydelse, den simple og dybe, ved at påføre smerte fysisk såvel som mentalt, nutidigt eller historisk. Man kan påstå, at slaveriet og udnyttelsen af Afrika, Asien og Amerika i kolonitiden var et offer, der bibragte verden de ressourcer, og derfor den teknologiske udvikling, der gav plads til liberalt demokrati, frihedsbevægelser, intellektuel udvikling, tænkning og ingeniørkunst. På den måde er de oprindelige folks – afrikanernes, asiaternes, europæernes og inuitternes kulturer – ikke undertrykt uden årsag, men for at give os, der lever nu, og især kommende generationer på denne klode, bedre vilkår. Evolution simpelthen. Modbydeligt, men et faktum.”
Peder Frederik Jensens ambition om den verdensvendte, polyfone, dokumentariske roman beundrer jeg ham for. Men Vold er en roman, som jeg har et konfliktfyldt forhold til. Måske fordi forfatteren opstiller en etiske fordring for litteraturen, som bliver en etisk fodring for hans egen roman som roman betragtet. Måske fordi han partout vil vriste virkeligheden ud af journalisternes og dokumentaristernes hænder?
På den ene side har jeg læst Vold med interesse og intellektuelt udbytte, og jeg synes at Simon er et vigtigt vidne til verden. På den anden side kan jeg ikke slippe den tanke, at romanen er så forbandet forhippet på at være programskrift for forfatterens proklamatoriske kontrastcredo, at Peder Frederik Jensen selv er havnet i en anden slags ‘prosaangst’, end den, han kritiserer kollegerne for.