Weekendavisen den 1. juli 2016.
Flugtfoto. Det humanitære fotografi har sine arketyper, ikke mindst det lidende barn. Græsk historiker forsker i flygtningekrisernes visuelle vokabularium.
Da flygtningene begyndte at gå i land på de græske øer nær den tyrkiske kyst (indtil EU fik sat en prop i med en tilbagesendelsesaftale med Tyrkiet i april) tog det en rum tid at få det humanitære modtagesystem etableret, men til gengæld var pressefotograferne på pletten.
Vi har derfor uanede mængder af reportagefotografier af udmattede flygtninge, og den tyrkiske fotojournalist Nilüfer Demirs rørende billede af den treårige syrisk-kurdiske dreng, Aylan Kurdi, hvis lig skyllede i land på den tyrkiske kyst efter et mislykket forsøg på at nå Kos, blev ikonisk ved offentliggørelsen i september i fjor.
Men selvom vi har billeder ad libitum, mangler vi forskning i det, som den græske historiker George Giannakopoulos kalder vores ‘visuelle vokabularium’. Det sagde han, da han i sidste uge besøgte Københavns Universitet for at forelæse ved et seminar på Grækenlandsstudier (som skulle vise sig at blive et afskedsseminar, fordi studiet er blevet sparet væk).
George Giannakopoulos indlæg handlede om, hvordan man afbilleder andres smerte, illustreret af forskelle og ligheder i fremstillingen af den aktuelle flygtningekrise i det græske øhav og fotografierne af flygtninge sammesteds fra den græsk-tyrkiske krig i begyndelsen af 20’erne. Denne krig, også kaldet krigen i Lilleasien, der var en udløber af opløsningen af Det Osmanniske Rige efter 1. verdenskrig, førte til en reel befolkningsudveksling mellem Tyrkiet og Grækenland. En halv million tyrkiske muslimer blev forvist fra Grækenland og halvanden million kristne grækere blev samtidig sendt den anden vej fra Tyrkiet.
”Journalister og forskere sammenligner tit flygtningekrisen i Det Ægæiske Hav med tidligere flygtningestrømme til de samme ankomststeder, fordi det skaber historisk hukommelse om nogle af de lokalsamfund, der bød et hidtil uset antal flygtninge velkommen. Motiver fra de to konflikter fortæller også den samme historie om de overfyldte flygtningebådene, der nærmer sig land,” siger George Giannakopoulos, der forsker i ‘det humanitære fotografi’ ved Queen Mary University i London.
Han mener at historiske analogier kan være nyttige, men kun til en vis grænse:
”Flygtningene der krydser havet i dag i små joller er ikke ofre for en aggressiv nationalistisk strid mellem Grækenland og Tyrkiet. Desuden betragter de kun Grækenland som et gennemgangsland. I 20’erne var der tale om en befolkningsudveksling og folk havde intet andet
valg, end at bosætte sig i deres respektive ‘hjemlande’.”
»Vi mangler ikke viden om den virkelighed, som fotografierne viser os. Vi mangler derimod forskning i det ’visuelle vokabularium’, som gennemtrænger vores følelsesmæssige erfaringer og skaber orden i vores empati. Historien bliver ofte beskrevet på en måde, der er nem at forstå. Vi hører hele tiden, at Europa befinder sig midt i en flygtningekrise af historiske dimensioner, og at Grækenland igen står i midten af begivenhederne. Historiske henvisninger bliver brugt til at bringe befolkningsudvekslingen som traumatisk begivenhed i landets historie frem i forgrunden.«
Fotografier har naturligvis altid spillet en vigtig rolle i mediernes og de humanitære organisationers skildring af fordrivelse, og en vigtig del af vores billedlige ordforråd i humanitære kriser omfatter børn som de mest sårbare ofre. I tilfældet Aylan Kurdi brød en moraldebat ud i mediekredse, for kunne man tillade sig at vise det tragiske dødsfald, eller var det en unødvendig krænkelse af drengen og familien?
”At vise børn er en veletableret del af det humanitære opråb. Det lidende barn viser tilbage til den kristne ikonografis Madonna med barnet eller Pietá, Maria med Jesus’ lig. Men afbildingen af det ensomme barn som objekt for humanitær hjælp kan også føres tilbage til Første Verdenskrig og den efterfølgende hungersnød i Centraleuropa og Rusland. Hensigten er naturligvis at mobilisere vores sanser og få os til at reagere.”
Mens det lidende barn – eller det døde barn – er veldokumenteret, peger George Giannakopoulos på et interessant journalistisk foto, der har fanget hans opmærksomhed. Det er den prisvindende græske fotograf Angelos Tzortzinis, der har fundet et atypisk motiv i form af en lille syrisk eller irakisk flygtningepige, der netop er ankommet til Lesbos.
”Billedet bryder det traditionelle motiv af et lidende barn og viser i stedet en pige, der er i stand til at klare sig selv. Pigen ser direkte ind i kameraet. Hun er rank og oprejst, vinden tager i hendes hår og hendes ansigt er oplyst af en lygte. Hendes positur giver øjeblikket en nærmest
monumental kvalitet, og hendes ansigt appellerer ikke til vores medfølelse, hun græder ikke. I baggrunden bryder dagslyset frem, mens en medarbejder fra en humanitær organisation hjælper pigen med at lyne redningsvesten op, som om hun krængerne den ubehagelige rejse af sig. Hendes tomme stirren og hendes genkendelige træk svarer stadig til den kristne ikonografi, selvom pigen ikke lider.”
George Giannakopoulos citerer den legendariske amerikanske forfatter og fotoforsker Susan Sontag, der har kaldt det humanitære fotografi for en retorisk art, som gentager, simplificerer, agiterer og skaber en illusion om enighed. Selv efterlyser han mere forskning i det humanitære dokumentarfotografi, som nemt ophøjes til en slags moralsk retorik forklædt som visuelt bevis.