Weekendavisen den 15. januar 2016.
Blæksprutte. Bogsæsonen så sagte kommer. Vi plukker en mindre værtindebuket af danske titler, som vi glæder os til at se nærmere på.
Det var vist en tynd nyhedsdag på Rådhuspladsen, da Politiken for nylig brugte forsiden på både 1. sektion og 2. sektion til at fortælle, at Klaus Rifbjerg stadig giver ord fra sig, selvom han døde i fjor. Hele ni nye Rifbjerg-bøger er på vej, skrev avisen. Sandt nok, men old news.
Vi lægger fra land med erindringsbogen Til rette vedkommende (Tiderne Skifter), som vi har haft lejlighed til at kaste et smugkik i. I bogens lille fortale, siger Klaus Rifbjerg at der, når man skriver erindringer, er brug for at hive slør væk samtidig med at der må og skal være censur (ja, det kalder han det!) ”både af hensyn til én selv og til de aktører, som kommer til at udgøre bogens komparseri.” Han er udmærket klar over, skriver han, at det er på mode at bruge mange sider på at ”beskrive sin egen lort”, men Rifbjerg er opdraget i den skole, hvor antydningen stadig har gyldighed og man kan bevæge sig tæt på stregen uden at krydse den:
”Læseren er dermed advaret, der bliver ikke tale om 100 km udskrab under køkkenvasken, snarere om en tur på springbanen, hvor adskillige chikaner sikkert vælter, mens en del får lov at stå, så ridtet kan gå glat og forhåbentlig også blive en æstetisk nydelse.”
Mere fri dressur er der måske over Klaus Rifbjergs efterladte digte, Stemmerne, hvor han lader forfatterskabets fiktive personer tale. Som forlaget Gyldendal skriver: ”Den litterære nørd kan gå på opdagelse.” Hvis jeg forstår det ret, har Rifbjerg altså skrevet digte, der kan være lagt i munden på Tore, Janus, Anna (jeg), Lena Jørgensen, Lonni og Karl eller måske Nansen og Johansen. Det lyder både lovende, originalt og arrogant.
Måske lidt i samme boldgade – og så alligevel ikke – er Pejk Malinovskis Digterne, som kaldes en samling tekster om både virkelige, fiktive, nulevende og afdøde, opfundne og selvopfundne. Gyldendal kalder teksterne for lige dele kunstnerportræt og menneskekundskab, og det er jo nemt nok at sige om en bog, som rummer en skildring af en forfatter, der lever sig ind i wienerbrød og forestiller sig, hvad spandauerne kan se fra sin plads på bagerens hylde på Værnedamsvej! Det lyder for mærkeligt til ikke at være godt.
Direkte adspurgt svarer det sandalklædte Gladiator-forlag ikke uden meteorologisk humor: ”Vi udgiver flg. bøger, når/hvis det bliver forår i Danmark.” Og så følger en lidt hemmelighedsfuld liste, som man dog kan lokke en vis mening ud af. Det ser nemlig ud til, at debutanterne i høj grad har fundet vej til gladiatorerne, der udgiver førsteforsøg af Nis Bredholt med Freischwimmer (poesi), Hans Andersen med Manden i månen (roman) og Andreas Pedersen Besat liv (poesi). Desuden kommer sidste års debutant Eva Iversen nu med To begravelser og en skilsmisse og Kristina Nya Glaffey, som med Mor og Busser II følger op på den muntre Mor og Busser, hvor en regnbuekernefamilie skildres fra barnets synsvinkel. Men det, der for alvor kalder på opmærksomheden, er Henrik S. Holcks Blomsterdigte og Testamente, som forlaget også med en slet skjult stolthed kalder et comeback – med udråbstegn!
Endelig har Gladiator en roman med en med en laber titel, nemlig Columbia Blue af Josefine Klougart. Allerede i efteråret varslede forlaget bogen med en lidt kryptisk besked: ”Vi kan ikke afsløre så meget endnu, men dog dette: Farven Columbia Blue indgår i romanen sammen med følgende elementer: en brand, en teenagepige, en skov, en vinter, en halskæde, Atlantis og dyr.” Lyder spændende. Jeg har slået farven op og kan fortælle, at Columbia Blue har sit navn efter Colombia University, New York, og i øvrigt er dens tekniske betegnelse være Pantone 290 (Hex #C4D8E2), hvis der skulle være en farvekortkyndig læser til stede.
En forfatter, jeg tit har læst med stor glæde, er Sidsel Falsig Pedersen. Skønt ukendt i bredere kredse (men dog tidligere nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2012), er hun en absolut interessant forfatter, som fortjener en del af den opmærksomhed, som Helle Helle plejer at rende med og som Dorthe Nors nu gør indhug i. Sidsel Falsig Pedersens nye noveller hedder En hel dags kærlighed – og andre sære historier (Tiderne Skifter).
Og apropos Dorthe Nors. Den hyppigt fortalte historie om, at hun er den første danske forfatter, der har fået en novelle trykt i The New Yorker, lader vi ligge i denne omgang. Vi dvæler heller ikke ved at Publishers Weekly satte Kantslag (Karate Chop) på listen over årets 25 bedste bøger i USA i 2014. Til gengæld noterer vi, at Dorthe Nors nu udkommer med en roman, Spejl skulder blink, hvor vi møder en kvinde, der oversætter svenske krimier og forsøger at tage et kørekort: ”Sonja sidder i en bil, og hun har ordbogen med. Den er tung og ligger i tasken på bagsædet. Hun er halvvejs gennem oversættelse af Gösta Svenssons seneste krimi, og hans niveau var dalende allerede i den forrige.”
Vold er den meget potente titel på Peder Frederik Jensens nye roman, og jeg kan mærke i mit gamle træben, at det er godt: ”Vold i alle afskygninger gennemsyrer romanen, der bevæger sig fra det autonome miljø i halvfemsernes København ud på en retningsløs rejse gennem Vestafrika,” skriver Rosinante & co i kataloget.
Fra samme forlagshus kommer i forårets løb (hvis det bliver forår!) mange andre attraktive ting, ikke mindst en ny stor roman af Vibeke Grønfeldt, Endnu ikke, som (igen ifølge katalogteksten) handler om en kvinde, der finder et spædbarn i en papkasse. Hun tager barnet til sig, og rejser med rutebilen til endestationen, hvorfra hun i en ny bus kører til en endnu fjernere endestation. Hvad livet førte med sig for kvinden og barnet, hører vi om i den nu gamle dames tilbageblik.
Og meget passende skrives dette, mens det fryser udenfor. Charlotte Weitzes Den afskyelige er en cli-fi-roman (altså den frembrusende genre, vi kalder klimafiktion!), der skildrer en nutidsnær nordisk fremtid, hvor den legendariske snemand har problemer med den globale opvarmning!
Således kunne vi blive ved med romaner, noveller, lyrik, gamle venner og nye navne. De første litterære nyheder rammer redaktionerne meget snart, andet må vi vente på til foråret (hvis…). Samlet set ser det hele ganske lovende ud. Godt bogår forude!