Weekendavisen den 27. januar 2017.
Roman. Garbi Schmidt romandebuterer med emancipationshistorie om kvindelig boghandler i Blågårdsgade.
Garbi Schmidt: Ebba. 288 sider, 299,95 kr. Roman. Gyldendal.
Blågårdsgade på Nørrebro, det herostratisk berømte mylder af grønthandlere, halalslagtere, kebabjoints, designercykler, gallerier, vandpibehuler og vinylplader…
I Garbi Schmidts debutroman – med den umanerligt farveløse titel Ebba – er vi med til etableringen af en unik boghandel i denne gade. Året er 1901. Den visionære forlægger Hans Franzén har indset, at der er fremtid i bøger, for flere og flere kan nu læse. Efter succesfulde år i Randers er han flyttet med sin familie til hovedstaden.
Med er tyendepigen Ebba, der stammer fra en lille jysk flække. Hun tilbeder Hans, som også har et godt øje til den unge pige, der har tjent ham vel. Han har for længst opdaget hendes glæde ved at læse, og han har betroet hende nøglen til sit boglager (og hjerte). Nu er Ebba efterhånden blevet 21 år, og Hans har en idé. Han vil sørge for at hun får skole- og læreplads, så hun kan blive boghandler. Og når hun er færdig, vil han etablere en butik på Nørrebro, som hun skal bestyre for ham. Hvilken mulighed for Ebba.
Hans Franzén er ikke alene en visionær forretningsmand. Han er også ultramoderne i sit samfundssyn. Han forudser at kvinderne meget snart vil få stemmeret, men her er han nu lidt for håbefuld, for det skete jo først i 1915. Lovlig tidligt ude er han også, når han taler om, at han gerne vil være ”på forkant” med udviklingen, for udtrykket er først registreret i sproget i 1973. Sådan en anakronismemislyd er lige så forstyrrende, som hvis Ebba var rullet på skateboard ned ad Blågårdsgade.
Det kræver sin kvinde at være boghandler i København i årene før emancipationen slår igennem. Hvis Ebba gifter sig, vil forretningen automatisk komme til at tilhøre hendes mand. En forelskelse kan sætte hendes hårdt tilkæmpede selvstændighed over styr. Ebba har nok en vis fortrolighed med – og en gensidigt uforløst kærlighed til – den forstandige Hans, men hun er også nødt til at træffe afgørende valg og finde sit eget ståsted. En vej ind i fremtiden finder hun måske, da hun forelsker sig i en kunde, den hemmelighedsfulde journalist Reinar, som har været i Rusland for redaktør Brandes og kun med nød og næppe er undsluppet zarens hemmelige politi.
Garbi Schmidt lader Ebba repræsentere den nye tids selvstændige kvinde. Hun er for eksempel til stede i Rigsdagen, da kvinders stemmeret bliver vedtaget, og hun har et semilesbisk forhold til den frisindede Frida, som også er desperat for at finde et sted, hvor der er plads til en som hende. De to sjælsveninder redder hinanden efter behov. Det er Ebba, der beordrer Frida tilbage fra en mislykket udvandring til Amerika, og det er Frida, der styrer Ebbas forsoning med den vildskabelige lillesøster Sigrid. Hende hører jeg gerne mere om i de varslede bind to og tre.
Garbi Schmidt er både doktor og professor, og hun har med Nørrebros indvandringshistorie 1885-2010 tidligere formidlet akademisk forskning om den samme bydel, som hun nu skildrer i romanform. Som epokeskildring er Ebba stabil, men nødtørftig, og ikke ambitiøs eller generøs nok i sin Nørrebro-reportage. Man kan for eksempel spørge hvorfor bydelens historiske rolle i kvindekampen ikke er skrevet grundigere ind i romanen, når ligestillingskampen er et så vigtigt motiv. Det var jo her i Arbejdernes Forsamlingshus på Jagtvej 69 (det senere så famøse Ungdomshus), at den første Kvindernes Internationale Kampdag blev proklameret under den 2. internationale socialistiske kvindekonference i august 1910. Det virker usandsynligt, at kvindesagsbevidste Ebba stod få gader derfra og solgte bøger uden at registrere alt det nye.
Forhåbentlig kan Garbi Schmidt skrue op for det sprogkunstneriske udtryk og for en mere sanselig tids- og epokebeskrivelse i bind to og tre, for grundideens intention og historiens potentiale er absolut interessant.