Weekendavisen den 24. november 2017.
Debut. Smerten over bruddet og afskeden præger den jødiske flygtningepige Ruth i vigtig, velskrevet og begavet roman.
Anita Furu: Mit halve liv. 256 sider, 299,95 kr. Roman. Gladiator.
Et af det tyvende århundredes paradokser var, at de fordrevne, flygtningene, de eksilerede, de hjemlandsløse, på én og samme gang var hovedpersoner og statister. Hovedpersoner på grund af deres antal og lidelsers omfang. Statister på grund af deres magtesløshed som kegler i krigsmagernes skalten og valten med menneskeliv.
Skæbnefortællingerne om de eksilerede præger efterkrigstidens litteratur- og åndshistorie med uomgængelige vidnesbyrd, og hver bogsæson føjer nyt til. Ikke fordi der er så meget nyt at tilføje, men fordi hver ny generation er nødt til at etablere forbindelsen bagud i tid. Det er en løbende kamp for at begribe det ubegribelige. Men måske også en måde at forstå sin egen samtid?
Se bare debutanten Anita Furus aldeles vellykkede Mit halve liv om en lille pige, der i 1906 sendes væk fra hjemmet i Rusland, hvor kosakkerne hærger i de jødiske landsbyer, en slægtsroman om forfølgelsernes og undertrykkelsens afvikling af gamle livsmønstre, navne, sprog og identiteter – og etableringen af nye.
Hos sin nye danske mama, Sophie Ballin, i det borgerligt-jødiske hjem på Nørrebro kommer pigen til at hedde Ruth. Her vokser hun op i tryghed, ikke mindst takket være husbestyreren Amandas omsorg, men da enkefruen dør, bliver Ruth sendt videre i familien til en onkel. Da hun er blevet en ung dame, gør en norsk forretningsmand, Sigurd, kur til hende, og sammen bosætter de sig i San Sebastian. Da Sigurd bliver gammel og syg, vender familien hjem til København, hvor Ruth forsøger at samle brikkerne til sit livs fragmenterede mosaik, blandt andet via en bunke breve, der kaster lys over eksilet.
Som debuterende forfatter skiller Anita Furu sig ud fra de fleste andre førstegangsskrivendes og deres famlende forsøg. Mit halve liv er skrevet med et konkret og kontrolleret blik på både personer og begivenheder, hvor intet forceres, overeksponeres eller æltes til døde, selvom handlingen udspiller sig med voldsomme verdenshistoriske begivenheder som bagtæppe, pogromerne, den spanske borgerkrig, nazismen. I stedet skaber en omhyggeligt doseret underbelysning plads til læserens tanke og tempo, og tonelejet er afstemt den uvished, der præger Ruths liv, som for eksempel her, hvor Ruth ser en død kat på gaden i San Sebastian: ”En stor fugl hakkede muntert i tarmene. Den holdt en fest. Jeg ville ikke se det. Jeg så det.”
Det er i dette spændingsfelt – ikke at ville se, men at se – at Ruths historie udspiller sig. Hvad bestemte hendes livsvej? Hvorfor og hvordan blev hun skilt fra familien? Hun kan huske en gynge og en rød kuffert, en helt speciel ung student på besøg hos mama, men måske først og fremmest en fornemmelse af fortiden:
”Det første jeg husker, er, at jeg sidder på skuldrene af en mand og holder ham om halsen, han har skæg, og han er min far. Det er om aftenen, vi er på vej hjem, og det, jeg erindrer, er trygheden. Billedet er svagt, følelsen er stærk. Men det er en tryghed, som jeg mistede, og derfor er den bundet til smerten, bruddet, afskeden.”
Om forfatteren selv røber bogen intet som helst. Men på forlagets hjemmeside præsenterer Anita Furu sig som ansat i Statsministeriet, og et hurtigt klik på nettet afslører at hun er taleskriver for regeringschefen, sågar prisbelønnet for Helle Thorning-Schmidts tale til Dronningen Margrethes 40-års jubilæum i 2012.
Så tror da pokker at så mange af romanen sætninger er skrevet med sikker sans for effekt og pointe. Og så giver dette replikskifte mellem gamle Amanda og lille Ruth efter begravelsen af fru Ballin ekstra god mening:
”Var der gode taler? spørger hun.
”Taler?”
”Fik din mama smukke ord med på vejen? Det har hun fortjent…”
Smukke ord med på vejen fortjener Anita Furu i hvert fald for en prisværdigt stramt komponeret (254 sider, tak!), overbevisende og betydningsfuld debut, inspireret af hendes egen farmors historie. Romanen fornyer nok ikke, men den forstærker og forlænger, vores litteratur om de mennesker, der på én gang var det tyvende århundredes hovedpersoner og statister. Blandt dem blev Ruth jo en lykkelig skæbne, fordi hendes familie kunne sende hende væk fra pogromerne i århundredets begyndelse, for dermed undslap hun også 2. Verdenskrig: ”Nazisterne samlede Kievs jøder og skød dem, ligene hobede sig op i en grav eller en slugt. Småbørn blev smidt levende ned til de dræbte. Jeg ved det, for jeg læser om den ondskab, som jeg selv er undsluppet. Det er den overlevendes pligt.”
Mit halve liv er en begavet roman om flugtens historiske nødvendighed. En roman af den slags, som børne- og oldebørn af den somaliske eller syriske diaspora vil kunne skrive engang ude i fremtiden.