Weekendavisen den 6. januar 2017.
Digte. Et tidligt hovedværk af arabisk poesis store modernist udkommer nu til støtte for Syriens ofre.
Adonis: Sange af Mihyar fra Damaskus. Oversat af Anna Stigsgaard og Salim Abdali. Digte. 212 sider, 250 kr. Lindhardt & Ringhof.
I 1947 begyndte man i det litterære miljø i Syrien at få øjnene op for den 17-årig digterspire Ali Ahmad fra landsby al-Qassabin, der skrev under navnet Adūnīs. Talentet brød igennem, og gav sin sekulære politiske støtte til lige rettigheder til alle borgere, uanset deres religiøse eller etniske tilhørsforhold. Prisen var en tur i fængsel og derefter, i 1956, afsted i eksil, først til Libanon og siden Paris, hvor han har boet siden midten af 70’erne.
I årevis har rygtemøllen malet om den 87-årige digter som kandidat til Nobelprisen, men enten kan det Det Svenske Akademi ikke enes, eller så vil de ikke politisere med et sympatisignal om krigstragedien i digterens hjemland. Krigen kan med andre ord have forpurret Adonis’ Nobelprischancer. Men om ikke nu, hvornår så?
På dansk læste vi Adūnīs, eller bare Adonis, første gang i Bogen. Stedets gårsdag er nuet (2010), hvor alene den opulent sukrede titel røber hele det lyriske sentiments dybe rodfæstningen i arabisk sprog og kultur.
Nu kommer så digtværket Aghânî Mihyâr al-dimashqî, der ved udgivelsen i 1961 gav Adonis ry som den arabiske litteraturs svar på nybrydende lyrikere som Mallarmé, Apollinaire, Pound, Elliot. Sange af Mihyar fra Damaskus er poesi af den helt store mastermind bag det modernistiske opgør med århundredgamle traditioner i arabisk poesi.
Den Mihyar, der optræder i digtenes titel, er en arabisk poet fra 1.000-tallet. Adonis skaber en slags symbiose mellem sig selv og Mihyar, så bogens sange tilskrives og fremsiges af en hybridagtig digterskikkelse, der transcenderer tid og sted og besynger det Damaskus, som Adonis selv kendte, før han måtte flygte.
Det lyder mindre kryptisk, end det er. Forvent ikke nogen fortællende tydelighed, men oplev ordene for deres stemnings og sproglige valørs skyld, som en tur gennem suqens smag, farver og dufte, for sådan er arabisk poesi, også den modernistiske: fuld af sødme, bitterhed og forvildelser. Det kan, ii hvert fald for mig, kamme over og blive lovlig påtrængende og affekteret.
Sange af Mihyar fra Damaskus kan i dag ikke læses uafhængig af vores viden om Syriens tragedie. Derfor taler nogle af teksterne – sange, salmer, digte – til os på en helt særlig måde, fordi de kunne have være skrevet under indtryk af krigens humanitære katastrofer:
”For mit land / flår jeg i disse forbandede vener, for mit land / har jeg blandt mine sår / skjult min fremtid og mine vinde / Og mit land er beruset – dets skuldre / er to fyrster besat med perler / og forbrydelse.”
Eller dette:
”Du er rigere end rædslen / rigere end et underkuet oprør, end et tordenvejr / over ørkenen – / du hjemland i dit hylster af harpiks / du splintrede hjemland / som med forkrøblet skridt / vandrer ved min side.”
Og dette:
”Dette er smertens land. / Ingen morgen dæmrer / Ingen vind lyser // Mine elskede – / hvilken stemme vil lyde i dette land / af fravær?”
Den danske udgivelse af Sange af Mihyar fra Damaskus har et ædelt og idealistisk formål, idet indtægterne (eller overskuddet, her modsiger omslag og pressemeddelelse sig selv) går ubeskåret til Dansk Flygtningehjælps arbejde i Syrien. Lindhardt & Ringhof har hjertet på rette sted, når de skriver: ”Vi håber at bidrage med den smule, vi kan, og aldrig lade gruen få os til at glemme skønheden.” Sådan et humanitært-litterært forlagsinitiativ kan man ikke anerkende nok.
Derfor er det så meget mere ærgerligt at måtte anmærke den græsselige omhyggelighedsmangel, der præger bogens to indledninger, et forord en syrisk-dansk læge om arbejdet på et hospital midt i krigen og en introduktion til Adonis ved oversætteren Salim Abdali. Disse – i øvrigt udmærkede – tekster er groft skæmmet af utallige tekniske fejl i indrykning, udligning, skydning og korrektur. Det giver et utroværdigt udtryk.