Weekendavisen den 12. april 2017.
Hjerteportræt. Bodil Malmstens sorgdigt vedkender sig vreden.
Bodil Malmsten: Det her er hjertet. Et digt om sorg. Oversat og med forord af Henrik Wivel. 78 sider, 199,95 kr. Kristeligt Dagblads Forlag.
I december 2015 tweetede den svenske digter Bodil Malmsten: Hvor mange gode nyheder skal der til at opveje en dårlig? Og nogle dage senere: ”Jag har tyckt att cancer inte hör hemma på Twitter – för privat. Men nu när det är den vanligaste dödsorsaken – inte alls privat. God natt.”
Godt seks uger senere døde hun, den 5. februar 2016, 71 år gammel. Der var med andre ord ikke gode nyheder nok til at opveje de dårlige. Og digtet Det her er hjertet. Et digt om sorg, der udkom i Sverige i 2015, udspringer netop af dårlige nyheder, men vel at mærke ikke dårlige nyheder om forfatterens egen sygdom. Jeg ved slet ikke om hun havde fået sin cancerdiagnose, da hun modtog den meddelelse om sin forhenværende samlevers død, som satte sorgdigtet i gang. Men paradoksalt nok kom Bodil Malmsten også til at skrive om sig selv. Så hvor mange gode nyheder skal der til at opveje to dårlige?
Det her er hjertet er en meget ligefrem og konstaterende undersøgelse af sorgen, som på en befriende måde vedkender sig vreden: ”Personer som siger/ Gå bort/ når de mener dø/ Jeg hader dem/ de skal dø/ Alt skal dø// Du er ikke gået bort/ Du er død.”
Bodil Malmsten er ikke en sentimentalt og værdigt sørgende. Når hun skal af bussen ved hjerteklinikken, hvor den tidligere samlever nu ligger døende, skubber hun sig foran en mentalt retarderet mand i en rullestol (hedder det ikke ”kørestol”?) og børn i barnevogne. Intet kan formilde hende, hverken kirken (”Gud løj”) eller den dyrt betalte sorgcoach. Til gengæld hører vi et tilbagevendende ”Nevermore”, den dystre replik fra ravnen i Edgar Allen Poes The Raven, der lader fortælleren forstå, at han aldrig mere skal gense sin elskede, der er død.
Henrik Wivels oversættelse rammer en god tone, men er ikke helt fri for præcisionsmangel og en svedisme i ny og næ, for eksempel burde ”almanakken” have været ”kalenderen”. Den første sætning i bogen lyder på svensk: ”Det ringer aldrig”. Det er korrekt oversat til ”Den ringer aldrig”, altså telefonen. Den sidste sætning i digtet lyder: “Det ringde”, oversat til ”Det ringede”. Men her går vi fejl af ”den” og ”det”, for vi er jo i en cirkelslutning tilbage ved telefonen, og beskeden om den ventede død.
Det her er hjertet er et dobbeltportræt, dels af det sørgende hjerte, dels af det livgivende hjerte, formuleret i en række små kursiverede konstateringer: ”Et rask hjerte i et voksent/ menneskes krop vejer ca. 325 gram.” Eller: ”Hjertet beskyttes af brystkassens væg/ et bygningsværk af ribben og muskler”. Usentimentalt, ja. Men vemodigt og sorgfuldt. Alt i alt en stærk elegi, der hylder livet ved sin uforsonlige aggression mod døden.