Weekendavisen den 21. april 2017.
Teater. Der er ingen ende på Hamlet, hverken skikkelsen eller skuespillet. Mungo Park tilføjer befriende humor.
Shakespeare: Hamlet. Instruktion: Martin Lyngbo. Scenografi: Rikke Juellund. Oversættelse: Niels Brunse. Komponist: Jonas Munck Hansen. Mungo Park, Allerød, til den 22. april. Derefter på Betty Nansen Teatret, København, til den 19. maj.
Jeg har læst et sted, at det vil tage seks stive timer at spille Shakespeares Hamlet, hvis alle stykkets replikker skal med. Derfor må enhver instruktør skære sin helt egen version, vel vidende, at der næppe er en eneste uudforsket centimeter tilbage. Monsteret er så velbeskrevet, at en oversigt over afhandlinger og forskningsartikler om stykket fylder et par velvoksne telefonbøger, som de så ud i gamle dage.
Det er derfor heller ikke overraskende – men på ingen måde heller diskvalificerende – at Martin Lyngbos holmgang med Hamlet, som netop har haft premiere på Mungo Park i Allerød, på flere punkter gør det samme, som hans kolleger Egill Pálsson og Hans Henriksen forsøgte i sensommeren sidste år i henholdsvis Odense og Ålborg. Med denne forestilling har vi nemlig den tredje danske version indenfor et halvt års tid, hvor vi ser opdaterede banditter i habitter i et dunkelt tv-drama-inspireret design, også denne gang integreret med livemusik på scenen.
Martin Lyngbo har truffet to fortræffelige valg, der distancerer hans Hamlet fra de andres. For det første lader han en kvinde spille rollen som den danske prins. For det andet tør han lave Hamlet med humor!
Det er ikke nogen unik idé, at feminisere Hamlet. Sarah Bernard har spillet ham. Hun så prinsen som en ung mand med en erfarens mands hjerne. Det kan hverken en ung mand eller en ældre mand vise, mente hun, kun en moden kvinde. Christine Albeck Børge (rollen spilles også af Meike Bahnsen) tilføjer Hamlet en fascinerende androgyn gådefuldhed i en flot præstation. Det sorte pandehår hænger som et dunkelt slør ned over hendes smertetrukne ansigt og understreger perfekt den unge mands foruroligede psyke (hun ligner på en prik Tintins ven Chang, som man kender, hvis man kan sine klassikere).
Midt i sortheden, sorgen og kynismen slår Martin Lyngbo gækken løs. I to skønne scener lader han humoren og satiren råde, hvilket føles som et helt vidunderligt bagholdsangreb på vores forventninger. Først bliver Kong Claudius (Henrik Prip) – der jo har overtaget tronen og dronning Gertrud (Marianne Mortensen) efter sin bror, Hamlets far, der er død en mystisk død, angiveligt bidt af en slange, men snarere forgiftet af usurpatoren – briefet af chefen for sit sikkerhedsråd, der forklarer den militære krise med Norge. Det gør han (altid gode Anders Budde Christensen) med et par krystalkander og glas som forbløffende remedier i banal og hylende morsom anskuelsesundervisning.
Dernæst – da vi når til skuespillet i skuespillet, hvor Hamlet forsøger at lægge en fælde, der skal afsløre onklen – går instruktøren til yderligheder med et udstyrsstykke, hvor Nana Morks (som også er en rørende Ofelia) og Mads Hjulmand (som også er en fjollet Rosenkrands og Gyldenstjerne samlet i én kostelig figur) viser komisk klasse i en slags parodisk middelaldermusical.
Jonas Munck Hansen, der også har komponeret stykkets musik, som fungerer så fint, fuldender et uhyre velfungerende og musikalsk cast, der fortolker moderne aktualitet ind i en tidløs ramme. Det er både sort og sjovt, slet og ret årets bedste Hamlet.
Den norske Shakespeare-ekspert Inger Merete Hobbelstad har skrevet om figuren Hamlet, at han er en mand i sorg, han er dissident, han er skeptiker, han er frustreret, han er romantiker, han er ironiker, han er en slags eksistentialist, han er fatalist, han svigter og bliver svigtet. Man kan tilføje, at han er en Hævner med stor H. Der er med andre ord ikke alene ingen ende på Hamlet, hverken skikkelsen eller skuespillet, der er heller ikke noget entydigt sted at vinkle sin egen tolkning. Der er frit valg i alt hvad der er menneskeligt, og i sin finale som direktør på Mungo Park tager Martin Lyngbo klogt for sig af retterne.