Weekendavisen den 17. marts 2017.
Teater. Alice og Patrick er mønsterborgere med alle de gode værdier. Mens hun redder verden, skriver han romaner. De har også en søn.
Joanna Murray-Smith: Vrede. Oversættelse: Niels Brunse. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Danmarks turné til den 27. marts, derefter på Folketeatret til den 6. maj.
Den akademisk-intellektuelle-humanistiske ordentlighed står bøjet i neon henover familiens facade: Alice er en berømt hjerneforsker, som skal modtage en stor humanitær pris for en medicinsk opdagelse, som hun kunne have gjort hende styrtende rig. Men hun har valgt at tjene almenvellet og overdrage patentet til WHO, for så godt et menneske er hun nemlig.
Alice er gift med Patrick, en til husbehov anerkendt romanforfatter, der venter på sit gennembrud. Hans nye roman er på trapperne, og i let desillusion har han lært at leve med, at han ikke er helt så god som de kolleger, der er på Booker Prize-niveau. Og ikke nær så berømt som sin kone. Alices og Patricks samfundsbidrag er tårnhøjt. Der er ingen grænser for, hvad de to mønsterborgere deler ud af intellektuel og humanitær kapital.
Og så er der Joe, deres søn på 16, som går i high school. Han er en god dreng, der ikke ligger sine forældre til byrde. Men hvordan har Joe det? Hvornår har Alice og Patrick egentlig sidst spurgt sig selv om det? For ikke at sige: Hvornår har de sidst spurgt Joe?
Den australske dramatiker Joanna Murray-Smiths Vrede er et litterært kammerspil om en på alle måder velsitueret familie, en lille lykkelig flok, hvor alt er på det tørre og på det rene. Der er ikke en værdi, der sidder skævt. Der er ikke en holdning, som ikke er pletfri.
Lad mig bare afsløre, at det ikke går godt med Joe. En dag kommer skoleinspektøren og fortæller, at drengen er blevet anholdt, fordi han har skrevet antimuslimske slagord på den lokale moske. Forældrene nægter at tro det, for Joe er jo vokset op med alle de gode værdier. Han må været blevet ført på afveje af en kammerat fra fodboldholdet.
Men nej, Joe påtager sig det fulde ansvar, og skærer ud i pap for sine forældre, at han hader muslimerne, som han mener er en trussel for samfundet: ”Jeg tror ikke på at alle religioner og kulturer betyder lige meget. Jeg kan ikke lide dem,” siger han, og da den den bestyrtede mor appellerer til hans empati, svarer Joe iskoldt: ”Jeg er empatisk. Måske føler jeg bare ikke empati med de samme ting, som du gør.” Dén sad, og det samme gør drengens diagnose af forældrene: ”Hele deres liv går ud på at formulere de moralske begrænsninger ved at være privilegeret.”
Av, hvor vi krymper os i sæderne, alle os, der deler humanistiske værdier med Alice og Patrick. Identifikationen er klokkeklar. Jeg tænkte: Joe kunne have været min søn. Hjemme hos os falder æblet ikke langt fra stammen (det gør det ingen steder, vi arver værdier og holdninger som vi arver bornholmerure og bogsamlinger). Men hvis nu Joe var min – hvad ville jeg så have gjort?
Alice og Patrick er i vildrede og chok. Men så falder endnu en bombe: en journalist afslører, at Alice i sin ungdom var med i en venstreradikal gruppe, der kaldte sig FURY (deraf stykkets titel, Vrede). Gruppen stod bag et bombeattentat, hvor hun medvirkede som kurer. Nu siger hun, at hun var forelsket i en idé og optændt af antiimperialistiske følelser: ”Jeg ville sprænge den, jeg havde været og blive til noget andet.”
Her mødes motiverne. For hvad er forskellen på moren og sønnen? De har begge flirtet med noget radikalt, men dybest set ikke af politiske årsager. Som Joe siger – og her falder stykket sammen – er det sådan set ikke moskeen, han har noget imod. Muslimerne kom til at undgælde i et opgør mod forældrene, der havde så travlt med at redde verden eller opfinde fiktive personer, at de ikke havde tid til at se ham, der stod i deres egen stue, deres egen søn.
Det føles ærlig talt noget tamt sådan at blive reddet ud af al sin diskomfort af et almindeligt ungdomsoprør. Det havde været stærkere, hvis Joe vitterlig var overbevist antimuslim. Så havde jeg følt forældreangsten helt ud i den mørke aften og hjem under min humanistiske dyne. I stedet ender det som et forholdsvis banalt mor-søn-drama. Som Alice siger til Joe: ”Vi er din straf, og du er vores”.
Sarah Boberg og Troels Lyby har virkelig godt fat i ægteparrets storsnudede selvoptagethed. Elliot Crosset Hove er ganske fin som Joe, men skulle måske snart castes som andet end dreng. Camilla Bendix og Jacob Weble er i morsom storform som de sandhedssigende arbejderklasseforældrene til Joes kammerat. Tanya Lund Andersen som journalist og Benjamin Boe Rasmussen som skoleinspektør er helt ok.
Vi kan se stykket som en kritik af ungdommelig, uansvarlig, idealistisk venstrefløjsradikalisme. Vi kan se det som en advarsel mod racistisk radikalisering. Men dybest set handler det her om en forsømt teenageknægt på 16, der angler efter sine selvoptagede forældres opmærksomhed. Nåh, pyha, var det ikke andet?