Weekendavisen den 21. april 2017.
Kommentar. Terror er demokratiets ‘collateral damage’, en utilsigtede skadevirkning på det åbne samfund.
I sidste uge var jeg en tur i Berlin. På trapperne foran Gedänknischkirche står stadig rækker af gravlys til minde om ofrene for lastbilattentatet på julemarkedet. Det ligner en rød nekropolis på en bjergskråning. På et papskilt med røde, håndskrevne bogstaver: Warum? Et andet sted i byen, foran den svenske ambassade, ligger et par buketter under en pæl, hvor nogen har fastgjort et skilt: No Terror. Det dukkede op efter at en mand havde pløjet en lastbil ind i en menneskemængde i Stockholm.
Da jeg om aftenen tænder fjernsynet på hotellet for at se Champions League, opdager jeg at kampen er aflyst. Der har været tre eksplosioner på Borussia Dortmunds spillerbus. Næste morgen skriver Berliner Morgenpost: ”Islamistischer Terrorist festgenommen”. Men samtidig kommer der nyheder, der antyder andre mulige gerningsmænd: Måske er det venstreradikale, der ikke mener at klubben gør nok for at bekæmpe racisme. Måske er det højreradikale, der vil lokke os til at tro det umiddelbart mest nærliggende, nemlig at det igen er jihadistiske samfundsfjender, der er på krigsstien. Tilsyneladende er der tilståelsesbreve, der peger i alle tre retninger. Men mindst to af dem må være falske spor, afledningsmanøvrer, konspirationsteorier.
Medierne bringer det hele videre, selvom der mest er tale om von hörensagen. Jeg labber det hele i mig. Men da jeg hen ad aftenen for ottende gang i loop har hørt det samme og læst de samme tweets i bunden af skærmen, indser jeg, at en eller anden terrorist igen har smidt en luns, som nyhedshunden gnaver begærligt på.
Terroristerne vil inficere os med en frygt, der destabiliserer og forandrer vores måde at leve og tænke på. De udfører politisk motiveret vold mod en vilkårlig, ubevæbnet modstander. Målet er at sprede død, skade og frygt, og ikke mindst at blive set og (aner)kendt, som en trussel. I en manual for terrorister anbefaler Islamisk Stat derfor deres entreprenante ensomme ulve at angribe kulturattraktioner, højtider og mærkedage.
Strategien fungerer. Som den norske professor Kjetil Jakobsen har bemærket, er terrorattentaterne medietilpassede voldshandlinger, hvor en enkelt person, måske en lille gruppe, kan påvirke den samlede nyhedsfremstilling i medierne og dermed sætte en dagsorden for den offentlige opmærksomhed.
Naturligvis er konsekvensen ikke, at medierne skal undlade at rapportere om et terrorattentat, absolut ikke. Men man kan spørge sig selv, hvad tv-stationerne egentlig bidrager med, når studieværter, reportere og sikkerhedskorrespondenter kører breaking news i timevis uden at have mere at fortælle, end det der kan siges på fem minutter. Pludselig bliver en dansker, som befandt sig i udkanten af periferien, da bomben sprang, verdens vigtigste vidne. Hvad så du (intet)? Hvad følte du (øh…)?
Der sidder vi så og smager på angstens sødme. Det kunne jo have været os på den gådegade. Og historien lever sit eget liv på de sociale medier, der for flere og flere mennesker er den primære nyhedskilde, og den kilde hvorfra både hele og halve og kvarte sandheder kommer side om side med ufordøjede nyheder, fake news og konspirationer. Det illustrerer meget godt sagens kompleksitet: I en tid, hvor enhver, der kan flikke en Twitterkonto sammen, kan være sin egen publicist, kan alle, der kan stjæle en lastbil også være sin egen terrorcelle.
Når vi fører krige i terrorbekæmpelsens navn, gør vi det i bedste fald med det, som ministre og generaler ynder at kalde ”klinisk præcision”. Men der er altid utilsigtede ofre, det som man i militærsproget kalder collateral damage. I jagten på de onde, kommer vi af og til til at bombe nogle civile ved en fejl. Der kan ryge en bombe ned i en fredelig gade, en skole, en bryllupsfest. Eller som forrige uge, da amerikanerne kom til at bombe allierede syriske soldater i den tro, at de var jihadister fra Islamisk Stat. Man kan ikke føre krig uden utilsigtede omkostninger. På samme måde kan man ikke håndhæve demokratiet, det åbne samfund, uden at give et uønsket og utilsigtet spillerum til dets fjender. Derfor kunne de venstreradikale terrorister operere i Tyskland og Italien i 70’erne. Derfor kunne højrenationalisten Breivik foretage sin massakre.
Også demokratiet må regne med at folk dør, fordi systemet ikke er ufejlbarligt. Det åbne samfund er simpelthen ikke i stand til at beskytte alle sine borgere mod dem, der måtte ville os det ondt. Vi kan ikke forsegle alle vores gågader for at forhindre lastbilsterror. Og selvom man spærrede alt af for biler, ville den næste terrorist vel komme på en væver motorcykel med et samuraisværd.
Måske tror terroristerne, at volden en skønne dag vil tvinge os til at opgive demokratiet og religionskritikken og gøre knæfald for dem og deres voldsideologi? Måske tror nationalisterne og nazisterne, at de kan stoppe multikultur ved at angribe moskeer og flygtningecentre?
Uanset hvad de forestiller sig, vil terroristerne ikke nå deres mål. Jo, de opskræmmer folk. Men i løbet af forbløffende kort tid, vender hverdagen tilbage, alt normaliseres, gravlysene og blomsterne på gerningsstederne integreres i bybilledet. Man holder påskemarked nøjagtig der, hvor terrorlynet slog ned.
Vi må, bittert nok, opfatte terrorismens ofre som demokratiets collateral damage. Hvad de sporadiske cementblokke ved de københavnske gågader skal gøre for at forhindre en formørket voldsmand i at køre en lastbil ind i en menneskemængde, ved jeg ikke. Men jeg ved at jeg trives bedre med risikoen, end med den falske sikkerhed i en bymidte bag sikkerhedshegn.
Det samfund, der gør det umuligt at begå et lastbilattentat, er ikke et samfund med bevægelsesfrihed for borgerne, og dermed ikke et frit og liberalt samfund. Når terroristerne driver os til at intensivere overvågning, indskrænke borgerrettigheder og begrænse bevægelsesfriheden, har de for alvor fået os til at opgive alt det, der adskiller os fra dem selv. Og så vinder de. Den eneste måde at ære de døde på, er at lade livet gå videre og ændre så lidt som muligt på vores vaner og værdier.