Weekendavisen den 5. maj 2017.
Madteater. Velspillet ’Festen’ er en fortælling om social kontrol, undertrykkelse og fortræd.
Festen. Efter Thomas Vinterbergs film. Idé og koncept: Mette Martinussen (gastronomisk iscenesætter) og Rolf Heim (instruktør). Scenografi: Torden & Lynild. Tekstbearbejdelse: Simon Boberg. Til den 3. juni.
Da forestillingen er slut, da Festen på alle måder er forbi, er bifaldet tøvende og tvivlende, nærmest nervøst afventende. Publikum stirrer rådvilde mod dørene, som skuespillerne lige er forsvundet ud af. Kommer de da ikke ind og bukker? Nej, det gør de ikke, klapsalven toner langsomt ud, og der hænger en stemning af akavet forlegenged i luften.
Alt dette sagt til forestillingens ros. Naturligvis kunne det ikke være anderledes. Vi har jo lige brugt tre timer som gæster hos en familie, hvis skelletter er raslet ud af skabene. Ikke at vi ikke var forberedt, for vi kender jo udmærket handlingen i filmen bag forestillingen.
Thomas Vinterbergs Festen (1998) er nu blevet til en opulent middag af et teaterstykke, hvor sønnen Christian (smerteligt sammenbidte Mikkel Arndt) stiller patriarken og 70-års fødselaren Helge (kynisk selvsmagende Waage Sandø), overfor et valg: den grønne tale eller den gule tale? Helge vælger grønt, sandhedstalen. Og så får vi historien om ”Når far skulle i bad”, hvor Helges overgreb på tvillingerne, Christian og Linda, bliver afsløret uden omsvøb: ”Han voldtog os! Han udnyttede os! Han havde sex med sine kære små!”
Som publikum er vi gæster til Festen. Nogle har taget det alvorligt og er mødt op i det fineste skrud. Så sidder man der og skotter lidt til hinanden omkring det dækkede langbord, der strækker sig gennem salen, måske 50 meter langt. Undervejs får vi blandt andet dansk blæksprutte og hvide asparges med syrnet fløde, muslingesuppe, som spises med en ske med et lille bedragerisk hul i midten, kanin med artiskok, smørstegt boghvede, stikkelsbær og teriyaki.
Ved den fjerne bordende sidder Helge og hustruen Else (perfekt modulerende, stoiske Stina Ekblad), cirka i midten overfor hinanden søskendeparret Helene og Michael (fragilt stressede Natalie Madueño og morsomme og psyko-sataniske Asbjørn Krogh Nissen) og modsat, mutters alene blandt publikum, sidder Christian, der om lidt skal ødelægge den gode stemning noget så eftertrykkeligt.
I aftenens løb guides vi fra langbordet i festsalen til vinterhaven, vinkælderen, kontoret og den døde søsters værelse i en sindig scenografi med kompliceret logistik, hvor de medvirkende pendler frem og tilbage og gennemspiller den samme scene flere gange. Den døde Linda er festens usagte centrum. Vi ser hende undervejs, som et spøgelse, der defilerer tavst forbi i vinterhaven, og nærmest ved en fejl kommer Helene til at røbe, at Lindas død skyldtes selvmord. Så finder hun søsterens efterladte afskedsbrev, som hun siden læser op da gæsterne atter er samlet ved bordet. Det er en dirrende scene, hvor Linda angiver farens overgreb som årsag til hendes beslutning om at tage sit eget liv.
Intet i plottet kan overraske, helt frem til Helges grusomme tilståelse, da Christian igen spørger, hvorfor han udnyttede sine egne børn: ”Fordi I ikke var bedre værd!” At vi fastholdes i dramaet, må tilskrives godt skuespil.
Festens proveniens går tilbage til et radioprogram, hvor Thomas Vinterberg hørte en mand fortælle sin historie, svarende til Christians. Senere blev det afsløret, at historien ikke var autentisk, men fiktiv. Alligevel ser vi i dag Festen som en fortælling om social kontrol, undertrykkelse og fortræd, vel at mærke den slags, vi ikke kunne drømme om at opfatte som kulturelt betinget. Som teater er Festen et velartikuleret udstyrsstykke, hvor det giver mening at gøre publikum mobile. Gastronomien til trods er aftenens bedste smagsoplevelse den bitre smag i munden, da familien fortrækker i skamfuldhed og ikke vender tilbage som skuespillere, vi skal klappe af.